New beginnings

Der har været stille fra mig her på bloggen i lang tid.

C kom med en del af forklaringen med sit indlæg i går – men det er slet ikke hele historien.

For at starte med slutningen, så er jeg pt sygemeldt. Og jeg har stunder, hvor jeg slet ikke kan få øje på mit næste skridt.

Jeg er stadig også glad. Nyder mine unger, at jeg har et ret godt netværk af mennesker, der holder af mig, dage med sommervejr – og ikke mindst: At C og jeg har fundet hinanden igen. I en ny relation, som er i meget bedre balance end den, vi havde inden vores break.

I starten af maj stoppede jeg med et arbejde, jeg ellers er rigtig god til, og som jeg har haft i næsten 10 år. Jeg sagde selv op, for på trods af mine evner i det fag, at jeg havde skønne kolleger, og at jeg holdt af en del af mine arbejdsopgaver, mistrivedes jeg i stillingen. Og det havde jeg gjort i mere end to år. Så jeg måtte tilsidst sige farvel.

Jeg fandt et andet arbejde – udenfor min branche. I starten var det både svært – men også givende – at stifte bekendtskab med en hel ny branche. Men hen over sommeren blev mit overblik mindre og min hukommelse ringere. På en god dag følte jeg mig middelmådig til mit arbejde. Jeg er vant til at være rigtig god til det, jeg arbejder med. Og jeg kan bare ikke med middelmådighed, må jeg erkende. Jeg er perfektionist og har brug for at brillere. Selvfølgelig ikke i alt, hvad jeg foretager mig, men generelt har jeg en ret høj standard for mig selv. Og selvom den standard kan være svær at danse med, så sætter jeg stor pris på den (deri ligger nemlig også mit drive).

I forrige uge måtte jeg erkende, at jeg simpelthen havde stres. Erkendelsen kom brat, og jeg måtte sygemelde mig.

Og nu hvor arbejde ikke stresser mig, spekulerer jeg på, om jeg i virkeligheden har været stresset i længere tid. For jeg føler mig stadig under pres. Som om min plads er blevet mindre og mine muligheder færre. Og jeg mangler en plan.

Jeg er stadig ressourcestærk. Så meget ved jeg heldigvis. Og jeg er endnu heller ikke gået ned med flaget. Men jeg havde kurs lige direkte mod afgrunden. Og jeg kan stadig i mine mørke stunder fornemme kulden fra den.

Men hvor nyder jeg dog så også varmen fra de gode stunder, der kommer til mig så meget desto mere.

Og lad mig lige for en stund dvæle ved det gode:

Jeg har opdaget, at hvor jeg troede relationen mellem mine ungers far og mig var overfladisk og hul, stadig gemte sig varme og omsorg. Vi bliver aldrig et par igen. Men vi vil hinanden det godt – og er begge villige til at holde hinanden oppe, når overskuddet er småt. Det er en gave.

Jeg har opdaget, at jeg har venner, der rummer hele mig. Med alle mine grimme og smålige sider – og med mit til tider selvoptagede og navlepillende sind. De holder endda lige så meget af mig, som når jeg er sprudlende glad og i balance. Det er også en gave.

Og så har jeg genopdaget C. Og han har genopdaget mig. Og hvor jeg tidligere følte, at han holdt sig tilbage i relationen til mig, og den derfor ikke var helt ligeværdig, så er billedet et helt andet nu. Så jeg har omsider sluttet fred med vores relation. Og jeg nyder ham meget mere end før. For nu stoler jeg endelig på at han vil mig lige så meget, som jeg vil ham. Det er sandelig også en gave.

Jeg er faktisk stadig ikke bekymret for mig selv på den lange bane. Jeg har efterhånden en del erfaring med livets skyggesider, så jeg ved, de passerer. Jeg lærer også en del om at sige fra og stå op for mig selv lige nu, kan jeg mærke. Netop det med at sige fra, well; det har jeg jo klaget mig over her før, at jeg gerne ville blive bedre til. Så på den måde har jeg jo selv bedt om det – selvom jeg kommer med en klagesang i dag.

Lige nu har jeg mest af alt brug for et break. En god, solid pause hvor jeg har tid og ro til at mærke efter i mig selv og for alvor lande på mine ben. Om der bliver plads til det, ved jeg endnu ikke. Men jeg er nu engang født optimist.

Og jeg vælger at tro på, at når tågen letter, så er planen igen klar for mig.

Og så er det atter tid til New beginnings.

Jeg er C. Dette er min historie.

Jeg er C.

Mand. Elsker. Dom. Jeg er mange ting, og indimellem er jeg også et røvhul. Det var jeg over for M, Så da hun spurgte om jeg ville skrive et indlæg til hendes blog vidste jeg at det nødvendigvis måtte starte med en offentlig undskyldning.

Undskyld, M. At efterlade dig alene fordi min egen verden styrtede sammen var en lorteting at gøre. Jeg burde have rakt ud til dig, i stedet for at gemme mig for verden. Undskyld.

Vi har talt om tingene, og M har været yderst forstående for min situation, der inkluderer cancer, flytning og at stoppe på mit arbejde for at studere. Vi har fundet sammen igen og vores forhold er stærkere end nogensinde før.

M bad mig om at skrive fra en Dom’s perspektiv, men jeg kan egentlig kun skrive fra mit eget perspektiv, da der er lige så mange typer dominans som der er dominante mennesker.

For mig handler dominans om den frivillige underkastelse, at min personlighed er så stærk, at hun overgiver sig til mig frivilligt, gladeligt. Alt det andet med reb, plugs, hooks etc. er sekundært. Det primære er hendes ønske om at være mit legetøj.

Men en Dom er kun så god som hans eller hendes Sub. Jeg har lært så uendelig meget om mig selv og om hvordan jeg har det bedst med at dominere fra M. Hun er kilden, hvorfra min dominans springer.

Til jer der tror at i måske er Dominante, har jeg disse ord; Dominans foregår først og fremmest i hovedet. Selvfølgelig er det fysiske vigtigt, men hvis i ikke har jeres Sub i et fast greb om cortex’en, så er det bare avantgarde vanillesex.

Til jer vidunderlige Subs, og jer der tænker at i måske er Submissive, har jeg et råd; Husk at submissivitet ikke er passivitet. Gør modstand. Vær flabede. Giv os noget at arbejde med. Og hvis det første en fyr gør når han møder jer er at råbe “på knæ, slave” så løb så hurtigt i kan.

Dette var det første, men ikke det sidste, korte indlæg fra mig. Jeg ville gerne skrive mere, men M er bundet inde ved siden af, og hun har et nonnekostume på.

C.

Alt flyder

I dag bliver det ikke mine egne ord, men nogle ord af Heraklit en klog mand engang sendte til mig. Jeg har elsket ordene lige siden og læst dem mange gange. Og nu ringer de mere sandt for mig end nogensinde før. Det er både godt og skidt, og den historie er forbeholdt et andet indlæg.

Ordene kommer her:

Alt flyder, sagde Heraklit,
du kan ikke stige ned i den samme flod to gange.
Jeg er ikke den samme i dag som jeg var i går.
Jeg ser tilbage på forgangne tider, forsøger at få en fornemmelse af den jeg engang var, men det undslipper.
Det er som at møde en fremmed i bagvendt orden, en jeg engang har kendt, men ikke kender mere.
Det er ligesom venskaber
nogle kan jeg spejle mig i, andre ikke, og så må jeg gå.

Alt har sin tid
og når den er omme er jeg forandret.

Og sådan er det.

Der er en tid og så er der en ny.
Ikke en lineær bevægelse, men en cirkel,
og dog ikke en ring
men fremadskridende spiral.

Hvor der er ingen tilbagevenden er, intet der kommer, er som det der var.

Den jeg var, er ikke den jeg er

Den jeg er, er jeg på grund af den jeg var.

Farvel, C

Det ironiske er, at jeg i lang tid havde forberedt en tale til dig med en stor ‘tak’.

Jeg ville have sagt dig tak for at slå bremsen i, da jeg ikke selv kunne mærke, at det var det rigtige. Også for mig.

Få dage efter vores sidste møde var min beslutning om at vælge mig selv og gå i cølibat klar for mig.
Og den ro og den nye måde, jeg kunne mærke mig selv på, indtrådte kort tid derefter.
Jeg havde glædet mig til stolt at fortælle dig om det, og at jeg omsider har fundet modet til at se et par af mine mørkeste og mest vedholdende dæmoner i øjnene og gøre op med dem.
Og jeg ville have sagt dig tak for at have været med i processen om, at jeg kunne gøre mig klar til det skridt.

Jeg har en god veninde, der bl.a. er hypnoseterapeut.
Hende og jeg har været kaniner for hinanden gennem vores uddannelser, når vi hver især har haft brug for det, så jeg har bedt hende om at hjælpe mig med mit opgør, som en del af mit “behandlings-team”.

Jeg har en forestilling om, at hypnosen er god til at sætte egoet til side, så det bliver nemmere at kigge på dybtliggende issues.
Og vi har allerede haft 1. session.
Jeg kom ikke ned i den dybe hypnose. Men det var en underfuld og betydningsfuld rejse, vi tog den første gang.

Og vi dykkede ned i et par minder fra min barndom, som jeg fik set på på en ny måde.
Et gammelt traume fik jeg konstateret, jeg allerede har sluppet vreden over. Og det var en dejlig bekræftelse.
Men der gemte sig en vrede et uventet sted.
Og selvom jeg kalder denne blog 100% ærlig, så er der detaljer i den historie, der er for private for mig, og som jeg derfor udelader.
Men jeg kan sige, at jeg står tilbage med en fornemmelse af, at en del af mit arbejde går ud på at tilgive. Mest af alt mig selv.

Og det ærgrer mig virkeligt, at din mekanisme er sådan, at det logiske for dig, var at vende ryggen til og uden et ord afskære kontakten.
Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor du følte, den reaktion var nødvendig.

Vi har ikke stået ansigt til ansigt, siden den tirsdag aften for lang tid siden efterhånden, hvor du smed mig ud.
Efterfølgende bad du mig holde afstand.

Tidligere, når du har haft brug for plads, har du givet udtryk for, at du blev glad for at få beskeder fra mig ind i mellem. Også selvom du ikke svarede på dem.
Så jeg har skrevet til dig ca. en gang om ugen lige siden.
Og jeg ville da lyve, hvis jeg ikke indrømmede, at en lille del af mig hver gang håbede på svar.
Men jeg vidste også, det var usandsynligt – og jeg skrev primært for at sende noget virtuel omsorg afsted. Som jeg så mange gange før havde gjort.
Og jeg kan og vil heller ikke undskylde for at bekymre mig om, at du har det godt.

Men jeg tror, at dine spilleregler denne gang var anderledes, og jeg derfor overtrådte en grænse, da jeg skrev til dig i denne omgang.

Men det er kun et gæt. For du har stadig ikke svaret. Her lidt over en måned senere.

Jeg ville også have sagt dig tak for at puste til mit opgør med flinkeskolen.
Jeg ville have sagt dig tak for det stykke vej, vi sammen gik. Den vej var betydningsfuld af mange årsager for mig.
Ja, jeg havde faktisk mange, mange positive ord til dig.
Og ingen krav. For jeg ønskede ikke engang at være din luder mere.
Men jeg var spændt på, om forholdet rakte til, at et venskab kunne blusse op i stedet for.

Jeg har vist fået mit svar.

Og jeg sørger en stund endnu over, at mindet om det positive fra vores relation er plettet af din tavshed.

Så C; du har lært mig meget – og du givet mig en del unødvendige omveje at gå i min proces.
Du har aldrig foregivet at være mere eller andet, end du er.
Så jeg kan takke mig selv også for, at jeg nu står her.
Forhåbentlig er vi begge klogere en anden gang.

For erkendelsen af, at jeg havde mistet kontakten til mig selv i løbet af min relation til dig kom først, da vores kontakt stoppede.
Men jeg kan se nu, at det er et stykke tid siden, jeg havde mig selv med i vores lege. Jeg gjorde mit bedste for at please dig. Og fakede desværre så godt, at selv ikke en opmærksom mand som dig, opdagede det – i hvert fald ikke bevidst.
Den snak havde jeg også glædet mig til.
Sammen at italesætte de misdynamikker, der lå imellem os.
Jeg havde glædet mig til at lære noget af den snak.

Jeg er også ramt på min retfærdighedsfølelse.
Jeg føler mig snydt for den snak.
Og jeg synes ikke, det er fair, at jeg skal gætte på svar.

Men sådan er det. Og jeg skal nok deale med det.

Og jeg ønsker dig det stadig godt, når alt kommer til alt.

Farvel, C.

Dyrebare relationer

Som I nok kan mærke på mig, så betyder mine venner meget for mig. Og jeg insisterer på dybde i mine venskaber – ja, egentlig i alle mine relationer.

I dag vil jeg præsentere jer for en dejlig mand, som på kort tid er blevet en rigtig nær ven:

A

A er også på Scor.
Og A er sadist.
På den fede måde.

Den type, der gerne “manipulerer” med kvinderne, så de bagefter ses med et stort smil omkring læberne … og helst et, der varer i flere dage.

Den slags doms kan jeg godt li’!

Åben, varm, nysgerrig på sig selv og på mennesker omkring sig.

Han og jeg mødte hinanden i efteråret.
Egentlig for at afsøge, om der var basis for en seksuel relation.
Og snakken mellem A og jeg gik bare fra starten af.
Vi har virkelig meget at snakke om! Og begge en nok lidt hippie-agtig, “der-SKAL-sgu-være-plads-til-os-alle-og-vi-skal-lære-folk-det-med-kærlighed”-tilgang til verden.
Dog på to vidt forskellige måder.

Den seksuelle del af vores relation kom aldrig rigtig igang. Vi prøvede endda flere gange.
Som sub og dom var vi bare ikke et match.
Men det er vi som venner!

Jeg har sagt det før på andre måder. I dag bruger jeg denne formulering:

Scor er pakket med klaphatte – og der er langt mellem snapsene!
Men de få snapse derinde er, til gengæld, så udsøgte, at de er hele jagten og tidsrøveriet værd.

Og sådan havde A og jeg det med hinanden fra dag 1.
På et tidspunkt, da vi forsøgte 3. gang at komme igang med noget sex uden succes, udbrød han:
“Nej, nu henter jeg fanme noget is. Vi skal have noget is!”

Og så sad vi i hans seng og spiste is og snakkede videre.
Lidt senere sov vi i ske, og dagen efter tog A og jeg og A’s hund en tur i skoven, inden jeg kørte hjem igen.

Ingen af os havde børn juleaften, så A og jeg holdt endda juleaften sammen. Og A’s hund var med.
Og det var bare lige den aften, vi begge havde trængt til.

Som A selv udtrykte det bagefter, så sagde det alt om vores aften, at han først kom i tanker om at åbne sine gaver d. 25.

Og venskabet er kun blevet dybere siden da.
Han er én af dem, jeg bruger som sparringspartner om sex.
Ordet er altid frit mellem os, og som kvinde er det virkelig fedt at kunne spørge en fyr til råds om sex.

Jeg har heldigvis opdaget, at jeg har meget nemt ved at blive venner med mænd. Meget nemmere end med kvinder, som jeg ofte bliver ligeså forvirret af, som mænd gør.
Jeg tænker som regel meget konkret, så det er nok en del af forklaringen.

Men jeg snakker nu generelt meget om sex med mange af mine venner.
Det er heldigvis ikke kun forbeholdt A, og sorry – men nu kan jeg altså ikke dy mig for at moralisere lidt:
Hvis I kvinder og mænd derude ikke gør:
Kom igang!

Det er så godt for os allesammen at snakke om sex. Og om alt muligt andet – men FOR mange mennesker, oplever jeg, har en blokering lige netop omkring at italesætte deres egen seksualitet. I detaljer og med alle deres kinks på bordet.


Det betyder sådan set ikke, at alt nødvendigvis SKAL italesættes.
Det handler om, at vi skal have den følelse med hinanden, at vi KAN tillade os at spørge om eller snakke om alt.
Og forvente med rette at blive mødt åbent og med empati af den, man har snakken med.

Og det er én af hjørnestenene i A’s og min relation:
Nemlig full frontal honesty.
Vi møder hinanden uden fordømmelse. Også i situationer hvor vi ikke kan relatere til den anden.

Når vi som mennesker møder hinanden åbent og uden at dømme, så har vi faktisk mulighed for at være uenige uden at begynde at skændes.
Måske kan vi endda lære noget?
Så vores verden atter kan blive større.

Og vil I høre noget pudsigt?

Jeg mødte A og C samme dag.

21. september 2018 var åbenbart en god dag for nye, dyrebare relationer.

Perspektiv

Perspektiv er en sær størrelse.
Jeg sad her i dag og læste nogle af mine første indlæg fra for lidt over et år siden.

Jeg fandt et indlæg, morgenbolletøsen havde skrevet, hvor hun undrede sig over, hvor meget hun nød uforpligtende sex.

Sådan havde jeg det for et år siden.
Og jeg fik prøvet nogle fede ting af, uden at gøre egentlig skade på mig selv, og som jeg ikke ville have været foruden.
Fx kørte jeg hen til et hotel en onsdag aften forrige sommer en time fra min lejlighed, knaldede to gange med en fyr, jeg havde mødt online og ellers kun havde talt i telefon med en enkelt gang – og kørte derefter tilbage til min lejlighed i min bette bil.

Jeg er også meget opmærksom på – og taknemmelig for – hvor heldig, jeg har været.

Jeg har sat mig selv i situationer, hvor fyrene nemt kunne have misbrugt det, havde “mine fyre” været farligere typer.

Og min erkendelse omkring casual sex er langt fra heller den samme, den dag i dag.
Det har endda intet med mænds potentielle fysiske overmagt at gøre.

Jeg kan ikke med uforpligtende sex. Punktum.
Jeg vil favnes & favne hele vejen rundt. I enhver relation jeg har.
Så besværlig insisterer jeg faktisk på at være.
Jeg ville simpelthen miste kontakten til mig selv, hvis jeg dyrkede det uforpligtende (all heart, remember?)

Sammen med C har jeg dog haft en håndfuld gode oplevelser med flere i sengen.
Men i det setup forholdt jeg mig kun til de øvrige parter som hans og mit legetøj.

Så lige i den situation bortfaldt mit behov for en emotionel og intellektuel tænding fuldstændig.

Det handlede om spillet mellem master&luder. Ikke spor andet.
Og det spil nød jeg!

Men for et år siden undredes jeg over den “gamle” M.

Nu undres jeg over hende fra for et år siden … og jeg glædes samtidigt med.

For det med udvikling er så svært at mærke selv.

Jeg har spillet klaver i mere end 30 år.
Og har jævnligt gennem årene brugt det trick, at finde et stykke frem, jeg havde spillet for flere år tilbage, for netop at mærke, at det føltes nemmere for fingrene nu, og at jeg rent faktisk VAR blevet en bedre pianist, siden første gang jeg spillede stykket.
For den udvikling sker for det meste så gradvist, at det kan være svært at få øje på ens egen progression.

Åbenbart er det det samme med personlig udvikling for mig.
For jeg fik nemlig akkurat samme aha-oplevelse, da jeg tidligere læste “gamle” blogindlæg.

Hold kæft, hvor har jeg alligevel meget lettere ved at mærke mig selv i dag – bare ift. for et år siden.
Og jeg tager bedre valg for mig selv.

Og hvor er jeg god til at glemme at klappe mig selv på skulderen for det.

For jeg har netop bevidst arbejdet mig i den retning, og nu begynder jeg faktisk selv at kunne se tydelige resultater.

Mit humør er mere stabilt. Grundglæden føles nærmere. Lykken egentlig ikke, men den har heller aldrig været målet for mig.

Målet er et rigt liv.
Med store oplevelser og store følelser.
Og masser af kærlighed!

C & selvaccept

Åh, ha!

Lige denne gang aner jeg slet ikke, hvor jeg skal begynde.
I en sang hedder det:
“What a difference a day makes”

Well, i mit tilfælde handler det om to dage; søndag og tirsdag.

Forrige lørdag var jeg kørt ned til V – eller rettere; V & H. Han er nemlig blevet en del af et par. Og jeg nyder stadig at hænge ud med ham, og nu også med H.

Vi tre havde siddet det meste af natten og snakket.
Søndag, mens jeg stadig var på besøg, skrev C til mig.
Han var egentlig også inviteret med i weekenden, men havde sine unger til overnatning, og var derfor ikke med.

Men efter at han søndag igen blev alene i sin lejlighed, fik han besøg.
Af en kvinde fra Scor.
Hvor begge basically regnede med at flå tøjet af hinanden kort efter hendes ankomst.

Og han skrev til mig for at inddrage mig i oplevelsen:

“Iiii get to fuuuck heeer, and you dooont get tooo rape her with meeeee”

og bagefter:

“, men jeg ville ønske at du kunne være her, om ikke andet så for at tage kvælertag på hende og klemme til”

Og jeg kan sagtens se fra C’s perspektiv, at det var hans måde at forsøge at gøre mig til en del af den oplevelse.
Hans intention var god.

Men hans ord skabte røre i mit system.
Jeg var et andet sted … og ikke kun geografisk.
Jeg forsøgte at skrive det til ham, da han spurgte mig, om der var noget bestemt, jeg gerne ville ha’, at han skulle gøre ved hende:

“Ellers tak, søde.
Når jeg ikke kender hende og ikke selv er tilstede, kan jeg ikke så godt forholde mig til det. Men hyg dig.”

Jeg kan godt se, at det vil være godt for mig at lære at sige fra mere klart.
Der er desværre plads til fortolkninger i min ovenstående formulering.

Og på skrift, og fordi han var spændt og optaget af sit, overså C også de signaler fra mig.

Så han fortsatte med at skrive, og mit pleaser-gen tog over.
Hvilket betød, at jeg resignerede og prøvede at svare nogenlunde kækt igen og forsøge at skjule, jeg var blevet ked af det.

Og det spil er jeg desværre mester i, så dialogen fortsatte en stund, mens jeg blev mindre og mindre.

Så da jeg søndag aften kørte hjem fra V & H igen, kørte mine tanker ring.
Jeg var træt, ked af det, og jeg fik kørt mig selv op og sendte nogle meget sårende – og unødvendige – beskeder afsted til C.

Han blev berettiget vred på mig.
Og skrev til mig næste dag:
“Jeg vil gerne have lidt tid til at formulere et ordentligt svar, M.
Jeg skriver senere i dag eller i morgen.”

Hvorfor er jeg så forbandet usikker på mig selv?
Udefra; rationelt; objektivt set …
der véd jeg, at jeg er en attråværdig kvinde. Ikke bare rent fysisk.
Rigtig mange mennesker tænder også på personen bag ved, har jeg opdaget.
Og jeg kan for så vidt også sagtens se mine egne kvaliteter og mene oprigtig, at jeg er både en god mor, veninde og elskerinde.
Og jeg mærker tydeligt kærligheden fra min familie og mine venner.

Men til et punkt. Kun til et punkt.

Herinde. Allerinderst.
I mit lille, lille følsomme hjerte.
Der sidder en pige, som aldrig har formået at føle sig fortjent til al den kærlighed, omsorg og begær, som hun ellers har alle muligheder for at få.

Hun har altid haft nemt ved at føle sig forsmået og overset.
Og af en eller anden grund udfordrer C denne lille pige, mere end nogen anden i mit liv har gjort før.

Tirsdag aften tog jeg ud til ham.
Han fik sagt fra på det urimelige, jeg havde skrevet til ham, efter min biltur hjem.

Og jeg skammede mig.
Men fordi jeg ikke havde anet, hvad han ville sige til mig den aften, gik min hjerne i gang med at fordøje hans ord – mine egne tanker gav jeg aldrig rigtig plads.
Så jeg fik ikke så meget ro på mit eget system i den korte tid, jeg var hos ham tirsdag, til at jeg kunne formulere mine egne egentlige følelser højt for ham.

Men selvom jeg tirsdag følte mig fastlåst i skamfuldheden, og C endte med at sige, at det vist var bedst, jeg kørte hjem igen, så hørte jeg hans ord forinden.
Og tror også, jeg har forstået de fleste af dem.

Og det var endt med en træls stemning mellem os, hvis jeg var blevet, så rationelt bakker jeg ham op i at smide mig ud.
Den følelsesmæssige lussing, udeblev selvfølgelig dog ikke.

Så skamfuld var turen tilbage til tøsens lejlighed, indeed!
Men den fortog sig heldigvis allerede igen samme aften – altså; lussingen.

C har gjort det klart, at han gerne tager imod mig, når jeg ønsker kontakt igen.

Jeg er i mellemtiden gået i tænkeboks.
For vores master/luder-relation har jeg åbenbart ikke sluttet fred med.

Jeg er stadig afklaret med, at jeg ikke tror på monogami.
På samme måde, som vi elsker alle vores børn, venner osv., og de hver især udfylder en vigtig brik for os, som vi ikke ville undvære.
Sådan tror jeg også, det er med sexpartnere.
Jeg tror, det er utopisk at tro, man kan finde én til at udleve samtlige af ens kinks med. Et menneske, der kan opfylde alle dine behov.
Kinks og behov er mindst ligeså mangfoldige som vi mennesker, og jeg tror på, at vi skal bakke hinanden op i at favne livet – i overensstemmelse med vore egne personlige sandheder.
Hver især.

Og det tror jeg kræver, at vi gir hinanden fri. Også til at handle på seksuelle impulser.
Men det er MIN personlige sandhed. Og dermed ikke alles sandhed.

Det er absolut også en besværlig sandhed at vælge. Og selvfølgelig sagde jeg heller ikke bare: “bum … nu er jeg polyamourøs!”
Og så var det det …
Nej, så naiv er jeg, trods alt, ikke.

Nu er jeg omsider igang med at erkende, at jalousien altså fulgte med, da jeg valgte at leve ikke-monogamt.
Selvom jeg i lang tid benægtede, jeg havde de følelser.

Og jeg er klar over, at jeg bliver jaloux, fordi det tricker min usikkerhed, og min følelse af ikke at være god nok.
Den ligger hos mig. Og kun hos mig.

Selvom C og jeg ikke er kærester, og vores relation derfor også har sine begrænsninger, så er jeg ikke i tvivl om, at min plads i hans hjerte er ret stor.

Men jeg erkender nu, at jeg kæmper med at rumme en polyamourøs master/luder-relation i praksis, og det har taget mig 3/4 år at sige højt:

“Hej. Jeg hedder M, og jeg er jaloux.”

Jeg overvejer meget kraftigt at leve i cølibat i en periode.
Eller rettere:
Det har jeg faktisk besluttet mig for at gøre.

Fordi det nu er tid til, at jeg får dealet med de bagvedlæggende årsager til, at jeg har denne usikkerhed og issues med mit selvværd med i bagagen.

Så den lille pige i fremtiden, ikke får lige så stor magt over mig, som hun har nu.

Og for at være helt ærlig, så forventer jeg, at den proces kommer til at gøre rigtig ondt på mig.
Jeg kan mærke, at jeg skal have gravet dér i mit sind, hvor jeg altid er flygtet fra, når nogen er kommet for tæt på.
Fordi det sted føles så enormt sårbart, skrøbeligt og allerhelvedes angstprovokerende på mig.

Og trods mine mange, mange ord, så kan jeg ikke beskrive dette sted nærmere – eller tydeligere.

Så professionel hjælp vil nok være en god idé for mig.
Og at tynde ud i kompleksiteten i mit liv, hvor jeg kan, så jeg får overskud til det mentale arbejde, vil nok være en god idé, tror jeg.

Og jeg får brug for virkelig at mærke mig selv.
Uden nogen form for indblanding. Eller støj på linjen.
Og selvom sex kan være fantastisk, så har sex også en evne til at komplicere tingene.

Så derfor tror jeg, at cølibat også vil være en god idé for mig.

C og jeg kommer til at bevare vores relation. Det ønsker vi begge, og jeg er ikke bange for at miste ham.

Men master & luder? Hmm …

Lige nu skal jeg bare være M.

Og så skal M lære at elske og acceptere M med alle M’s fejl, mangler, traumer osv. på lige fod med alle M’s gode sider.

Og så … ja, hvem ved?

Dagens match

M:
Hvordan får man en fisk til at svømme hurtigt?

C:
Tal svensk til den. Ingen fisk vil være surstrømning.

M:
Self. forkert, Langben.
Man tuner den da!

C:
Du er så ringe man skulle tro at du havde et aborrenement på plathed.

M:
Du er så gammel, at du allerede havde fået rynker, da dinosaurerne uddøde.

C:
Du lærte trilobitter at trillobitte!

M:
Du kneppede Adams mor!

C:
Du var der et kvarter før the big bang.

M:
Ja, og du kunne ikke holde op med at brokke dig over, hvor lang tid, du allerede havde ventet på mig, Gamling!

Luder: 1
Master: 0

Fed fredag

Af og til er der profiler inde på Scor, der skriver til mig og komplimenterer mig for bloggen her.
Og tusind tak.

I am always a sucker for praise!

I går var dog lidt anderledes.
Komplimenten kom nemlig fra en parprofil – og det var den kvindelige halvdel af parret, der sad bag tasterne.

Og sådan en henvendelse fra en velbegavet, interessant kvinde, betød virkelig meget for mig, opdagede jeg.

Sikkert fordi jeg selv er kvinde.
Og fordi hun lige så stille er igang med at træde ind i en subrolle – en proces jeg snildt kan genkende.

I fredags tog jeg ud til C.
Vi knaldede det meste af natten til lørdag.
Farmand knaldede sin luder-datter … to venner mødtes for at den ene kunne få lov at øve sig lidt i at binde, og det udviklede sig … C fik trang til at tisse på en tøs i en brusekabine …

Og så videreudviklede han og jeg på vores forskruede familiedrama:
Mor kom fuld ind og pillede ved sin sovende søn. Han vågnede, lod mor fortsætte sit tvivlsomme ærinde og endte endda med at overtage og få mor til at gøre ting ved sin søn, hun ikke i sin vildeste fantasi havde turde drømme om.
Og hun lod ham gøre det.

Det griber lidt om sig med denne kærlige familie, vi har fået gang i.
Og det bringer mig tilbage til Scor.

For når C og jeg holder knalde-pauser, sidder vi ofte sammen og prøver at hooke op med andre kinky mennesker med hang til incestuøse, twistede rollespil på fx Scor.

Og lige nu arbejder vi faktisk begge på at udvide vores sexfamilie.
Der er simpelthen opstået konsensus imellem C og jeg i at se, HVOR kinky en familie, vi kan få skabt. Hvor langt ud kan dette rollespil køres?

Én ting er sikkert:
Jeg får træning i dirty talk som aldrig nogensinde før.
Og for første gang nærmer jeg mig faktisk det punkt, hvor jeg bare overgiver mig til min rolle og så giver den max gas.
Og jeg kan mærke den groundende effekt, der smitter af på alle områder af mit liv.

Og mulighederne for seksuelle setups bare indenfor de rammer, der hedder ‘familie’ er jo nærmest uendelige.

Kan I se de kinky ass familiefester, vi kunne holde?
C og jeg kunne jo få familien fra Thomas Vinterbergs film, Festen, til at ligne en forsamling fra The Brady Bunch…

Den store “Scor-familie” er absolut også en broget forsamling.
De fleste derinde sammenlignes nok desværre bedst med den fulde onkel eller tante.
Men ind imellem kommer guldkorn i form af nye, velkomne og velgørende relationer dryssende.

Så nu vender jeg tilbage til starten af mit skriv her; nemlig den kvindelige halvdel af en parprofil, der skrev til mig i går.
For hun har ben i næsen og en mega-fed humor.

Jeg har efterhånden haft tonsvis af skriftlige dialoger på Scor.
Det talte sprog er noget tricky.
Selv med de mennesker, man har god kemi med IRL, kan det være svært med det skrevne ord.
Og mellem hende og jeg flød samtalen bare usædvanlig utvunget.

Sådan lød det i går:

QfraPar:
Jeg er der hvor, at da jeg mødte min mand for nogle år siden var første gang, at jeg overhovedet “tillod” en mand at sige “nej” til mig.
Han har altid været meget ærlig om sin natur, der er dominant i sit udgangspunkt. Og altid ‘passet på mig’ men også skubbet til mig og mine grænser. 

Over årene har det så, ja udviklet sig. 
Kræver både min egen accept i høj grad og hans grundighed og opmærksomhed. 

Så hvis jeg skulle starte en blog skulle den måske hedde: “En venstreorienteret feminists trakasserier med egen submissivitet”

M:
Årh, jeg er solgt på din sidste sætning.
Du kan nu absolut også noget med ord.
Og godt at have en god dom ved sin side som sub.
Sådan har jeg det også med C. Min rejse er stadig også kun begyndt. 
Sig endelig til, hvis I kommer forbi vores egn.
Både C og jeg er blevet nysgerrige på jer!

QfraPar:
Vi frekventerer den egn indimellem. Så det vil jeg huske.
Og er sikker på, at du har en skøn tid foran dig med C.

M:
Det bliver kun bedre mellem ham og mig.
Og hvor er det flot, at du har turdet insistere på at udvikle dig i et tempo, du kan følge med i og rumme. Det skal du klappe dig selv og din mand på skulderen for. Virkelig.

En mand, jeg har snakket med, som har været i BDSM-miljøet i over 30 år, fortalte mig, at han har set SÅ mange kvinder opdage den verden. Og så køre derudaf med 180 i timen uden at stoppe og mærke sig selv. Og desværre også af og til med store konsekvenser for de kvinder efterfølgende.

Jeg havde selv en snert af det.
Men C tvinger mig til at snakke ud. Ucencureret og ærligt, når han kan mærke, at noget fylder hos mig.
Så han tvinger mig til at sætte ord på og dermed blive bevidst. 
Og jeg kan mærke, hvor meget det hjælper mig til at mærke mine grænser. Og stå fast på dem.
Så bliver det nemmere at stoppe op og trække vejret.

QfraPar:
Bliver seriøst næsten rørt ved din besked. Det ER sådan, jeg har det….Giver mig en del at tænke over – og er glad for, at du har C.

Vi er ikke en del af ‘miljøet’. Og er i tvivl om, hvorvidt det rigtigt tiltaler os. Men har haft nogle oplevelser i udlandet, hvor jeg fsv. godt har kunnet se ideen bag også at udveksle oplevelser og følelser med andre. Men som jeg også synes, at du giver udtryk for, er det meget med at tage det i det rigtige tempo.

M:
Er heller ikke i miljøet. C heller ikke.
Vi leger os bare frem med det – og mærker, hvad vi tænder på.
Sex er jo en leg, så et element af “laissez-faire” (=tab af kontrol) er for mig et must.
Vi har heller ikke kontrakt … bevidst.

QfraPar:
Smiler mere og mere af tanken om jer to (på den søde og venlige facon vel at mærke)

Og så fortsatte samtalen mellem hende og mig omkring BDSM, Flinkeskolen (ikke mindst at gøre op med den) og en italesat gensidig nysgerrighed på hinanden.
C er også solgt.

Hvad der sker herfra, kan ingen jo sige. Jeg har heller ikke bestemte forventninger til, hvor relationen vil lande.
Men jeg er et sted i mit liv, hvor jeg bare kan nyde en god samtale på Scor en sen fredag nat.
Så meget, så jeg bli’r glad helt ind til benet.
Det er godt!

Jeg er den, jeg er

Nogle gange går det nemt.
Andre gange not so much.

Og til de, der ikke læste overskriften:
Ja. Dette blogindlæg kommer til at handle om det, der optager mig allermest lige nu; nemlig selvaccept.

Jeg skal nok uddybe min definition af ordet.

Jeg tror nemlig, at der findes mange definitioner.
Og hvis vi skal forstå hinanden, må vi også forstå hinandens forskelligheder eller ensrette vores definitioner, så alle taler samme sprog.

For mig ligger der nemlig ikke yderligere i begrebet end netop ordets konkrete betydning i sig selv.


Ingen selvforherligelse.


Men netop ens bevidsthed om det uperfekte i en selv – og at de uperfekte sider af en selv er en lige så stor og relevant side, som de sider, vi er stolte af, og som også er med til at forme os som mennesker.

Det er de sider, mange af os undgår at kigge på for længe ad gangen – basically fordi vi skammer os lidt over dem.

Selvaccept for mig er ikke at hvile på laurbærrene.
Vi må meget gerne tage kampen op mod de dårlige sider, og prøve at løfte os selv til et højere niveau.

Det kan tage mange år – javist. Netop her bliver selvaccept en rigtig vigtig del af vores arbejde med os selv, hvis det skal ende til vores fordel og ikke et Sisyfosarbejde.

Mit råd er:
Bliv bevidst om, hvad dit udgangspunkt er.
Dine svageste sider.
OG dine stærkeste sider.
Dem alle sammen!

Et af mine mindst flatterende træk er, at jeg nemt bliver usikker.
Til det punkt, at jeg enten går i stå eller bakker brat.
Jeg bliver lillepige-agtig … næ … værre:
Jeg bliver faktisk blondine-agtig.

Jeg hader den side af mig selv:
“Det kan jeg ikke finde uuuud af”,
“Jeg ved ikke, hvordan man gør” …
Det er så ynkeligt!

Det værste er, når jeg bruger denne:
“Jeg gider slet ikke lære det – kan du ikke bare gøre det for mig?”

Men det er gået op for mig, at jeg ER sådan skruet sammen.
For now anyway.

For netop nu, hvor jeg er ved at erkende, at det er det er en af mine forskruede forsvarsmekanismer, så kan jeg også vælge at deale med den, hvis jeg virkelig gerne vil.
Og det kan jeg gøre, lige når det passer mig.
Jeg har faktisk selv magten og ansvaret over mine hvilke af mine personlige træk, jeg vil dyrke – eller gøre op med.

Jeg er blevet punket fra mange kanter af – og på lige så mange områder i livet (inkl. af mig selv) her i 2019 og i de tre forgående år
Jeg er blevet udfordret på alt fra arbejde, børn, valg, fravalg, seksualitet, selvopfattelse … and I could go on.

Og jeg er her endnu.
Stærkere end nogensinde.

I takt med, at jeg har erkendt mine mest skrøbelige sider, er min styrke også vokset.

Mon ikke, det er selvaccept for mig? Det tror jeg!

Så i dag vil jeg lade Thomas Helmig få det sidste ord:

“Nogle døre må man lukke for at verden kan blive større.
Jeg slutter fred med det hele.
Alle sammen, hver og en.
Mens jeg venter
på at komme hjem igen.”