Forfatter: admin

Hej M

Din fisse her.
Tak for dit brev. Det satte nogle tanker igang, og jeg vil gerne give dig et ordentligt svar.

Jo, jeg vil egentlig gerne lave en aftale med dig.
Vi har dog et problem:

Jeg har ikke fuld tillid til dig.

Du glemmer nemlig af og til mig i jagten på at gøre det så godt og på at please.
Også i situationer, hvor du skulle have haft mit bedste for øje.
Vise mig, at du passer på mig.

Og jeg forstår virkelig din iver efter at please, truly!
Men kære M, du glemmer dig selv og dermed også mig.
For du mærker det jo, når du har fået nok, eller må sige stop, inden det er begyndt.
Du glemmer bare at sige det højt.

Kære M
Du spurgte mig, hvorfor jeg er så bange? Jeg har stadig ikke noget svar.
Jeg skal nok fortsætte det arbejde og komme til bunds i den mekanisme.

Men gør i mellemtiden mig den tjeneste at stille dig selv samme spørgsmål.
Hvorfor er du så bange for at sige højt, hvad du har brug for, og hvor dine grænser er?
Hvorfor slår du hellere så store knuder på dig selv, at du endda er endt med at kaste op over det, end siger højt, hvad du egentlig har på hjerte?

Hvorfor er det, du prøver at gøre alle glade …
når du godt ved, det som regel ender med, at ingen så bli’r det?

Du bad mig om at stole på, du ikke vil overskride mine grænser.
Det vil jeg som sagt gerne lære at gøre.
Og når jeg har lært det, er vi to nået langt.

Men jeg er der ikke endnu.
Så langt fra.

Derfor vil jeg komme med en modaftale:
Vi sætter det med at afsøge årsagen til min angst til side for en stund.
Først skal du lære at åbne munden. Sige til eller sige fra. Det er sådan set ligegyldigt.
Men du skal sige det højt.

Så højt og med så meget troværdighed og naturlighed, du kan mønstre.
Og gøre det så mange gange, at jeg lærer at stole på, du har mit bedste for øje.
Derefter kigger vi den på den angst. Aftale, kære M?

Hej fisse

Jeg har skrevet om dig før.
Aldrig direkte til.
Men det vil jeg prøve i dag.

Fordi jeg gerne vil slutte fred med dig.
Ikke bare denne overfladefred, der har raseret mellem os i de sidste år, selvom den så ægte ud.
Men en dyb fred inde i mig.
Og inde i dig.
Der sætter os begge fri og giver os plads.

Jeg vil gerne lære for alvor at sætte pris på dig.
Jeg vil gerne lære at sætte pris på, at du er i stand til at berige mit liv med kropslig velvære, seksuel kommunikation og tilsidesættelse af mit eget ego.
Jeg vil gerne lære at sætte pris på, at du er en smuk fisse, der kan ægge, bidrager til min femininitet, og på den måde giver mig en hel del magt i det seksuelle samspil.

Jeg vil gerne lære dig at sige fra i respekt for dig selv, når det er påkrævet.
Men jeg vil samtidig også gerne lære dig ikke at gå i panik – men vente, trække vejret og have tillid til mig, når jeg trækker dig ind i smertelandet, så jeg får ro til at afsøge mine grænser.

Jeg vil gerne lære at forstå, hvad det er, der gør dig så bange.
Og lære dig, at det er okay at slippe den angst, for den hjælper dig ikke.

Jeg vil gerne lære dig at nyde sex, nyde smerte, liderlighed, ekstase, og alt det andet. Helt ublufærdigt.
Og at slappe af i tillid til, at jeg tager omsorgsfuldt ansvar for kun at føre os ad veje, der er til glæde og gavn for os begge.

Kære fisse, jeg ser dine håb og drømme.
Og jeg ser din kamp.
Jeg erfarer din kamp.

Husk, at det faktisk er okay, hvis vi aldrig når det næste level.
Det aner jeg alligevel ikke, hvad er – og lærdommen for os ligger i at nyde rejsen derhen. Mere og mere.

Husk, at det også er okay at fejle. Det gør både du, jeg og alle andre jo alligevel – uanset hvad.

Men jeg vil vide, at vi gjorde vores bedste.
Og det skal vi gøre hver gang.
Kære fisse, har vi en aftale?

Den stod på straf, denne kolde lørdag i november.

Forrige gang vi legede, var Sadisten kommet hjem med en rift på pikken.
Det var sket i kampens hede, så vi opdagede det først bagefter.
Det betød dog for Sadisten, at den kun kunne bruges til at tisse med i et par dage.

For en tøs betød det, at det var hende, der skulle afregne for det.
Sådan er spillets regler ofte i en D/s-relation; uretfærdige.
Og det accepterede hun.

Straffen var tredelt:
1) Krav
2) Smerte
3) Ydmygelse

“Jeg syntes, du sagde en lille straf”, kommenterede jeg, da beskeden tikkede ind.
Alligevel var jeg nysgerrig, så jeg spurgte, om han ville løfte sløret for konkreterne.

Kravet kom hurtigt:
“Du skal lade håret på fissen gro … så tager vi de andre, når vi trænger til lidt ekstra hygge …”

“Nuvel”, svarede jeg, og ikke længe efter var aftalen for det næste møde på plads.

Så gik det hverken værre eller bedre, end at jeg fik tilbudt en vikartjans med lidt nemme penge, så vores aftale måtte udskydes.

Sadisten var absolut forstående og bakkede op, selvom han påpegede, at pga. renter betød det 5 ekstra slag lagt til straffen – naturligvis.

Fuck!

“Ja, det bliver i den hårde ende”, svarede han, “men jeg er sikker på, du med glæde, stolthed og villigt, vil gøre dit bedste for at give mig det, jeg ønsker …”

Det blev lørdag. Straf-dag.
Jeg havde haft hovedet fyldt af arbejde og andre ting, der intet har med BDSM eller sex at gøre. Og med vilje havde jeg også ladet være med at spekulere alt for meget over, hvilken straf jeg stod overfor.

Men da jeg først sad i bilen på vej til Sadisten, kunne jeg mærke, at det rørte på sig nede i maven. Fuck!

Jeg kom ind ad døren, og efter en kort sludder og den obligatoriske tarmskylning, som enhver anallysten, renlig mand sætter pris på, førte han mig ind til sengen.

Her lå et paddle.
Paddles kan udformes på mange måder, og laves typisk af enten træ eller læder.
Fælles for dem er, at de er flade, så slaget giver et højt smæld. Smerten er skarp og sidder lige under overfladen på huden.
Sadistens paddle var smalt og aflangt i lækkert, tykt, sort læder.

I vores indledende sludder, havde han betroet mig, at han ville dele straffen op (fordi, som han sagde, at han er så rar).
Første runde ville byde på 5 slag – og resten … ja, det sagde han ikke noget om der …

Men nu kom reglerne:
Jeg skulle stå for fodenden af sengen og bukke mig ned.
Helt ned.
Så mit ansigt rørte madrassen.
“Og du har selv ansvaret”, sagde han så, “når du er klar til næste slag, stiller du dig i positionen, og fortæller mig, at du er klar”.

“Okay”, svarede jeg.

1. slag faldt prompte.
   Det sved. Og jeg kom med et hyl af en art, men holdt kroppen nogenlunde i ro.

“Okay”

2. slag.
   Lidt mere lyd. Mere urolig krop.

“Okay”

3. slag fik mig op at stå i en hulens fart, og jeg dansede lidt.

“Okay”

Ved 4. slag kom tøsen virkelig frem. Og nogle højfrekvente lyde forlod min mund. Jeg kunne slet ikke stå stille.

Sadisten så igennem mit spil.
For ja, jeg har jo tendensen til at overreagere … bare for en sikkerheds skyld.

“Nu tager vi lige det sidste slag uden lyd, ikke?
Ellers bliver det 5 slag mere på kontoen.”

“Okay”

Og med ét var 1. runde overstået.
Jeg klarede ovenikøbet det 5. uden lyd.

Og ærligt?
Jeg var pissestolt af mig selv!
Og jeg kunne se på glimtet i Sadistens øjne, at han også var tilfreds.
På trods af diverse lyde og rejehop, var min værdighed absolut intakt.

Og jeg havde selv taget ansvaret.
Og lige den følelse, jeg havde efter den første runde gennemsyrede både krop og sjæl.
Jeg var varm, glad og følte mig empowered ad helvede til.

Jeg havde selv taget ansvaret.
Jeg havde selv sagt “okay”.
Hver gang.
Og jeg var for første gang i stand til at slappe helt af i kroppen, inden slaget faldt.
Overgive mig til det, jeg vidste skulle ske.

Og her – lige her – mærkede jeg for første gang uden en flig af tvivl, hvordan pain slut’en i mig kan tage smerte og internalisere den, så den netop bliver lystfyldt og en nydelse.

Der var ingen skam.
Der var ingen skyld.

At jeg så blev konfronteret med min skam i “pauserne” mellem straf-runderne er en anden historie.
For jeg blev brugt på alle mulige måder af Sadisten denne dag, og han udfordrer mig i den grad!

På et tidspunkt efter 1. runde sagde han, at jeg nu kun manglede to runder.
Alt i alt bød smertedelen af min straf på 15 slag.
Han erklærede, at han kun havde brugt 1/3 styrke i 1. runde. I anden runde ville han bruge den samme styrke.
I 3. runde den fulde … …

Og så gik tøsens hjerne ellers i selvsving, og det afstedkom en længere krigs-dans, mens en masse “fuck, fuck, fuck ….” fløj ud af munden på hende.
“Hør lige”, sagde han, “det kommer til at ske uanset hvad. Du kan intet gøre for at forhindre det, og du stresser bare dig selv ved at gå og spekulere og bekymre dig om det”.
Jeg modsagde ham ikke.

2. runde begyndte:

“Okay”

I denne runde fandt jeg ud af, at ved at knæle efter slaget, var det som om, det var nemmere at overgive sig til smertefornemmelsen.
Og jeg spekulerede på, om den fysisk underdanige position gjorde noget for min psyke … eller om det var mit eget mindfuck … jeg ved det ikke …

“Okay”

“Okay”

“Okay”

På trods af alle mine danse og udbrud ind imellem slagene, så jeg på hr. Sadist med et skævt smil her, og sagde:
“Det var fire, ikke?”
“Jo, der er kun ét tilbage”, bekræftede han.

“Okay”

Og jeg overgav mig.

Herefter var jeg mest af alt spændt på 3. runde.

Og slagene VAR hårdere.
Noget hårdere, endda.

Men nydelsen i smerten føltes samtidigt det stærkere, så jeg vil beskrive det som pirrende, intenst og befriende … måske endda smukt.

Efter det fjerde “Okay” i denne runde, sagde Sadisten:
“Nu mangler du kun ét slag.
Og du siger til, når du er klar”

…

“Okay”

Han havde ikke sagt noget, men jeg havde mentalt indstillet mig på en stærk finish, so to speak.

Selvfølgelig trak han tiden …

Men jeg slappede af i kroppen, og indstillede mig på at modtage et særdeles hårdt slag.

Slaget var hårdt, indeed.

Men i stedet, som jeg ventede, at det var landet i omegnen af det samme sted som de øvrige 14 … i en god stribe henover ballerne … landede det sidste slag i stedet for på baglårene.

Og jeg kom med et hyl, fordi jeg stadig er tøset, for det gjorde egentlig ikke ret ondt, og overraskelsen var awesome.

Denne lørdag eftermiddag endte med at være alt andet end kold.

Han tissede endda på mig ude i bruseren.
I munden.
Og hele ladningen. Slow and steady.

Det var ydmygelsen.
Tredje del af min straf.

Og jeg forstår virkelig godt fordommene om urinsex og ydmygelse.

Sadisten sagde det dog selv lige inden gerningen.
At han ikke ser det som en ydmygelse.
Og mit eget forhold til urinsex fremgår vist klart af tidligere indlæg.

Dominansen i det tænder jeg voldsomt på.
Og at blive tisset i munden kræver tonsemeget tillid.

Jeg accepterede straffen og lod det ske.
Og vidste, hvor meget tillid, jeg viste ham lige der.
Og at jeg heller ikke var i tvivl om, at han var bevidst om netop det – og påskønnede det.

Jeg oplevede det ikke som ydmygende, men som en gestus og et ritual.

Og det føltes okay.

Smerte er en besynderlig størrelse.
I dag tænker jeg meget over smerte.

For i dag tisser jeg i stående skovskider-stilling.

I formiddags, da ungerne var sendt afsted, kom Sadisten forbi … en meget velforberedt sadist …

En metodisk mand, kunne man nok argumentere.
I dag havde han tre slagredskaber med:
En flogger, en ridepisk og en stok.

Tre meget forskellige redskaber.
De ser sådan ud:

Floggeren er den til venstre på billedet. En pisk med mange snerter, som det hedder.
Umiddelbart den blideste fætter … selvom han sandelig kan bide.

Sadisten vælger selv, om han vil samle snerterne eller sprede dem i hans slag.
Spredte snerter = knap så intens smerte. Til gengæld over et større areal.
Og omvendt når han vælger at samle snerterne … jo; en flogger kan også bide …

Men smerten forbliver lige under overfladen på huden.
Det betyder, at selvom svien efterfølgende godt kan vare ved et stykke tid, så er den hurtigt meget udholdelig.
Og efterlader heller ikke de store mærker.

De steder, hvor floggeren har kærtegnet min hud – i dag fisse og inderlår – er min hud fin lyserød, lidt varm og øm efter hyrdetimen.

Jeg nyder fornemmelsen.

Forrige gang, han og jeg legede, brugte han også floggeren på mig.
Også primært på fissen dengang.
Men i dag var Sadisten hårdere ved tøsen.
Så hun virkelig fik oplevet en floggers diversitet og muligheder fra første parket.
Med spredte ben, blottet fisse og en vis portion ængstelse.

Meeeen jeg har nu en fornemmelse af, at lige præcis floggeren og jeg bliver nære bekendte.
Elskende med tiden; absolut.

Også trods det, at det er grænseoverskridende ad helvede til for en tøs som mig at modtage slag fra en mand.

Og det gælder i særdeleshed, når vi snakker om min fisse.

Mine baller har en helt anden historie at fortælle.
Det var nemlig dem, der fik lov at hilse på stokken.
Særligt var der et lille område lige under begge baller, vel på størrelse med en kiwi, som blev kysset af stokken. Flere gange.

Netop det møde i dag er skyld i mit skovskide-tisseri.

Fuuuck, hvor er jeg øm de to steder!
En dyb, dyb ømhed.

Stokkens slag er for mig nok det sværeste at beskrive.
Smerten er dyb. Meget dyb. Vedvarende.
Resten er lidt diffust – men bemærkelsesværdig intenst i netop det vedvarende element.

Efterveerne. Efter-smerten.
Den har jeg opdaget, hvor interessant og vigtig er for mig som sub.

En del af smerte-pakken, om man vil.

Og stokkens velplacerede, dumpe slag, men med en utrolig skarp efterve, der kom med 1-2 sekunders forsinkelse – for mig i dag i hvert fald – den del, forbundet med den længere efterbehandling i kroppen …

I tell you guys:
Smerten/ømheden føles ligeså intens nu, hvor vi nærmer os 12 timer efter stokkens kys, som de gjorde en time efter. Honestly.

Det er vildt!

Mine sanser er blevet bombarderede i dag. For vildt.

Min hjerne endda i glimt gjort tavs.
Og jeg blev i min krop.
Og i smerten. Det var vildt!

Jeg var vild!

Vanvittig. Intens. Angstprovokeret som ind i h…
Sårbar. Stærk.

Men noget i mig blev også forløst.

Og heldigvis for det.
Målet – mit eget – er nemlig stadig et stykke væk.

Jeg lærer i mellemtiden dog noget om grænsesætning af dette.
Jeg har svært ved at finde de helt rigtige ord til at beskrive lige den del, men så meget fornemmer jeg.

Og jeg rykker mig. Og jeg rykker mine grænser.

Jeg udfordrer pain slut’en.

Og det gør jeg, næsten uden at skamme mig.
Og det er vildt!
For én som mig.

Tilbage mangler jeg at beskrive ridepisken.
Det tåger lidt, når jeg tænker tilbage, for jeg har oplevet helt utrolig meget i dag.

Det forekommer mig, at hun blev brugt lidt over det hele.

Og efter stokkens snerrende kys, var ridepisken vel nærmest en lise.

Det første slag, that is….

“Små-slagene” … en regn af ikke-kraftige slag. Men med uforudsigelige landinger.

Det føltes ret lækkert.
Og i de glimt, hvor han, pisken og min krop var aligned, der mærkede jeg tydeligt forbindelsen mellem slagene og min klit.
Det var primalt og liderligt … og jeg skammede mig ikke.

Men da ham, hr. Sadist ramte samme sted for femte gang, kom den klynkende tøs atter frem.

Jeg har indrømmet overfor ham, at jeg nogle gange klynker på forhånd.

Bare for en sikkerheds skyld.
Man ved jo aldrig.

Men det er usexet og ufeminint.
Synes jeg.
Og i øvrigt under min værdighed i det scenarie af “den bedste udgave af M”, jeg har for mig selv.
Så derfor vil jeg den mekanisme til livs.

Lige her har jeg valgt helt rigtigt.
For hr. Sadist accepterer mekanismen som en del af mig.
For nu.
Og han giver mig ansvaret for selv at battle hende.

Imens battler han min pain slut.
Mindfucker hende, røvpuler hende og rykker hende hårdt i både hår og brystvorter.

Han er bestemt overfor hende. Tydelig.
Men samtidig rummelig og fleksibel.

Jeg sagde til ham i dag, at jeg var glad for, at jeg havde mødt ham.
Han svarede kækt:
“Det kan jeg godt forstå”.

Ikke mange kan levere den sætning med overbevisning og mene den – uden de arrogante undertoner mærkes tydeligt.

Men det kan hr. Sadist.

Det er efterhånden rigtig, rigtig lang tid siden, jeg har skrevet om mit sexliv herinde.

Egentlig ikke fordi, der ikke har været noget at fortælle; det har der såmænd.

Jeg har haft gode oplevelser, mindre gode oplevelser og bestemt også meget smertefulde oplevelser.
Altså mentalt smertefulde – det fysiske er en anden snak …
Og jeg har haft smukke, skønne oplevelser.
Og har rykket mig seksuelt.

Jeg har snart 3 års jubilæum som enlig mor.
Og jeg føler, som jeg har beskrevet før, at jeg er en anden nu, end da jeg var gift.
Livet er ikke blevet nemmere … og det bliver det nok aldrig.

Men jeg føler mig som et rigere menneske.
Og jeg sætter pris på, at jeg ikke er groet fast, og at jeg forholder mig nogenlunde åbent til min omverden.

Jeg øver mig i ikke at dømme.
Og i ikke at være bange.

Nå, ja. Jeg har også fundet mig en ny legekammerat.
Mon ikke han vil betegne sig selv som en hyggelig fyr?
Det tror jeg.
Han bruger i hvert fald ordet tit.

Jeg vil betegne ham som en varm, åben, legesyg, pervers og kærlig mand, der er god til at rumme iltre tøser med pain slut-komplekser og drama queen-tendenser.

I de sidste par år, har jeg ikke udforsket smertedelen af BDSM ret meget.
I ved … alt det der med floggere, piske, niv, lussinger, slag mm.
Mine Doms har været forsigtige med mig på det område.
Fordi en del af mig har svært ved at overgive mig til smerten, selvom jeg tydeligt mærker, den også tænder mig.
Så det er blevet til en enkelt velplaceret lussing her og der.
Og en røvfuld i ny og næ.

Men grænsen er der ikke blevet rykket ved i lang tid.

Indtil nu.

For nu er der én i mit liv, der nyder at gøre netop det.

Det handler ikke om smerte for smertens skyld.
Den del er mig inderligt uinteressant.

For mig handler det om, at jeg overgiver mig til min Dom i tillid til, at han ikke overskrider mine grænser. Og at jeg udholder hans tests og små prøver med bare en anelse værdighed i behold.
For ham handler det om min villighed til at udholde den smerte, han ønsker at påføre. For ham. Altså, det handler også min overgivelse. Og tillid.

Smerte er en del af livet for os alle.

Uanset hvor let ens liv måtte være, må vi alle deale med at føle smerte af den ene eller anden grund mange gange i løbet af vores liv.

Jeg er overbevist om, at vi voksne kan battle en del af vores dæmoner ad den seksuelle vej.
Det betyder ikke, at alle skal drøne ud og købe en anal-fister eller et årskort til en swingerklub.
Det betyder til gengæld, at hvis vi alle så vores kinks i øjnene og stod ved dem. Uanset hvad fuck de så måtte være, så havde alle en stor mulighed for personlig vækst.
Jeg tror, det er så enkelt som det.

En god sub udholder smerte fortræffeligt.

Og lige præcis derfor vil jeg lære at være en rigtig god sub.
Og en god pain slut.
Så jeg kan takle min egen smerte … mine egne skyggesider … med mere ynde … og flere mulige modsvar.

Og det tror jeg, jeg kan lære sammen med min nye Dom, som jeg har besluttet mig for at kalde hr. Sadist her på bloggen.

For det kommer til at gøre ondt at have mødt ham!

Fysisk?
Ja, ja … det er en del af legen…
Jeg taler om psykisk, mentalt, sjæleligt.
Det har allerede gjort ondt flere gange.
Når hr. Sadist binder mig, så jeg ligger blottet for ham og føler mig sårbar og tryg på samme tid, overvælder det mig, når han så kærtegner fissen med sin flogger.
Når jeg tager imod hans slag, får klemmer på brystvorterne, eller bliver taget hårdt i røven, så bliver jeg nogle gange overvældet af skam over min egen lyst.
Min egen liderlighed overvælder mig.

Og når jeg bliver overvældet, er min ‘go to’-reaktion at flygte.
Og hvis det ikke er muligt, så at fryse. Forsvinde op i min hjerne.

Og den mekanisme vil jeg enormt gerne selv kunne bestemme over, så den ikke styrer mig.

Sadisten er helt enormt god til ikke at blive træls (som det vil siges på jysk), når jeg bliver ramt af en tricker.
Vi tager en pause … og så gør han noget andet i stedet for.
Så vi altid ender med at have røv-god sex, uanset hvad der er sket.

Og han har skabt plads til, at det er okay at fejle og gå i baglås.
Jeg er okay alligevel.
Og han vil gerne knalde mig alligevel.

Så jeg tillader mig selv at øve mig i at slippe tøjlerne, for jeg har længe, tavst, sukket efter at udfordre netop min pain slut.
Måske endda slutte fred med hende hen ad vejen; hvem ved?

Jeg har altid været en meget piget pige.
Leget med pigelegetøj på en pigeagtig måde. Samlet på brevpapir. Leget med barbiedukker.
Udover min børnehave-kæreste, legede jeg absolut kun med piger.
Og altid kun pigelege.

Senere gik jeg til kirkekor – med piger. Spillede klaver – med piger. Og holdt mig langt væk fra fodbold.

Drengevenner havde jeg ikke.

Til gengæld forstod jeg heller ikke piger.
Ikke rigtigt.
Jeg kan tydeligt huske lejrturen til Fuglsøcentret i slutningen af 6. klasse, sammen med parallelklassen.

Jøsses, nogle gimper.
Alle de intriger, der var … og tøser, der i en lind strøm skiftedes til at tude.
I alle mine teenageår stod jeg ofte, målløst, og tavst, undrende og observerede på sidelinjen.

Så havde jeg mine år i lange, monogame forhold.
I det sidste kom mine tre unger til.
Alle tre er drenge.

Og alle tre har leget drengelege.
Med deres drengelegetøj.
På deres drengefacon.

Jeg stod ofte og tænkte: “Guuuud. Kan sådan én også bruges på den måde?”, når de var igang med vilde lege med motorer og guns og larm og skrål.

Og jeg har nydt det. Og lært meget af det.

Efter min skilsmisse er stort set kun drengevenner kommet til.
Både de venskabelige og de mere seksuelle relationer.

Jeg gik til en rigtig god psykolog også efter skilsmissen.
Og han sagde direkte, at jeg på nogle områder minder mere om en mand i min måde at tænke og processe på. Jeg er meget konkrettænkende.

Jeg har blankt erkendt, at jeg ofte fatter kvinder lige så dårligt, som jeg gjorde i 6. klasse, selvom jeg nu har rundet det 4. skarpe hjørne.
De få veninder, jeg har, er de, der har hængt ved siden ungdommen.
Resten er mænd.

Og jeg nyder mine mænd.
Virkelig!
Deres rationelle hjerner, ligefremme sind og no bull shit attituder.

Den befriende ærlighed kræver jeg nu i alle mine relationer.
For mig personligt kan mænd bare noget særligt.

Tag nu en mand som A.
Som jeg mødte via Scor.
Senere fejrede jul med.
Og som jeg er endt med at betragte som en form for selvvalgt familie her i mit voksenliv.

Hans ord til mig, sidst vi var sammen uden bettemanden, var:
“Det er godt til mig, at have dig at passe på ind i mellem”

Det er ligeså godt for mig, at lade mig passe på af netop en mand som A, ind i mellem.

Han er den, jeg snakker om sex med. Mere frit end jeg gør med nogen anden relation, jeg har.
Og jeg tror ikke, der er er ret meget om mine kinks, han ikke kender til.
Jeg kender sandelig også en del til hans.
Han er den, der kan give en krammer, som ingen anden.
Han er en, jeg deler kreative processer med.
Han gi’r mig lov til at hælde galde ud over klaphatte ind i mellem.
Det bliver dog sjældnere og sjældnere nødvendigt. Heldigvis.
Han er manden, jeg trygt sover i ske med. Lader passe mit barn.

Han føles dyrebar.

Den tillid og fortrolighed, A og jeg deler, ved jeg, vi begge drager enormt stor glæde og gavn af.
Og min søn har fået endnu én i sit liv, som holder af ham, og vil ham det bedste.

Det er nok den bedste gave, A har givet mig.

Tribute til dig, A.
Du har simpelthen gjort dig uundværlig.

I går traf jeg et af mine livs hårdeste beslutninger.
Jeg troede i ret lang tid aldrig den dag ville komme. Men den kom i går …

Min far har hjulpet mig i min proces. Han kan noget med tal, den mand.
Så han har kigget mig efter i sømmene. På den der revisor-agtige måde, forståes.

Tørre tal lyver ikke, og da jeg havde modtaget hans “rapport” og tygget lidt over den, stod det mig lysende klart, at jeg havde et valg at gøre.

Et valg mellem to scenarier:
1) At øge min indkomst
2) At nedbringe mine udgifter

Jeg har et flygel, som min ex og jeg købte på kredit, efter min mor døde.
Det flygel har repræsenteret helt utrolig meget for mig.
Men nu skal vi hver vores vej, flyglet og jeg.

Da jeg blev uddannet, betragtede jeg mig selv som en middelmådig musiker.
Var det derfor også.
Den seneste håndfuld år, har jeg vidst, at jeg var bedre end som så.
Men først indenfor det sidste halve år, har jeg for alvor troet på det.

Bl.a. dét, repræsenterer flyglet for mig.

Min mor købte det første klaver til mig. Senere et godt el-klaver, der var praktisk som studerende.
Og hendes død gjorde “mit” flygel muligt i budgettet.

Bl.a. dét, repræsenterer flyglet for mig.

Når jeg er ked af det, kan jeg sætte mig til tangenterne og spille mig i bedre humør.

Bl.a. dét, repræsenterer flyglet for mig.

Når jeg har besøg, kan jeg bringe tårer eller smil frem i andre menneskers øjne ved at lade musikken tale følelsernes sprog gennem mine fingre.

Bl.a. dét, repræsenterer flyglet for mig.

Jeg kan derfor sagtens forstå, at det for mig har taget næsten tre år at erkende, at jeg som enlig mor ikke har økonomi til de afdrag, det giver – selvom lånet er på favorable vilkår.
Jeg har gode instrumenter til rådighed på flere af mine arbejdspladser.
Og nu kalder virkeligheden. På mig i hvert fald.

Jeg har valgt en karriere som musiker.
Og det har jeg aldrig, aldrig nogensinde fortrudt.
Udover mine børn, er det nok den største gave, jeg har givet mig selv.

Den branche er i sin natur økonomisk usikker. Sådan er kunst. Faktum.
Og den virkelighed er min, så længe jeg vælger musikkens vej.

Og det gør jeg jo, fordi jeg netop ikke har lyst til andet.
Det er et tilvalg. En svingende indkomst dermed også.

Derfor har jeg forsøgt mig med forskellige bijobs, siden skilsmissen for netop at have råd til hele budgettet.
Først som bartender, dernæst handicaphjælper og senest som afløser på plejehjem.

Og jeg er musiker med og af hele mit hjerte. Og god som det, bl.a. fordi jeg er en følsom sjæl.
Det betyder også, at jeg har måttet erkende, at der bare er arbejdsmiljøer, jeg er for skrøbelig til. Alle mine jobs har været meningsfyldte for mig på hver deres måde. Og jeg har lært en del af de erfaringer, jeg trods alt har nået at få med.
Men arbejdspladser, hvor der ikke er tid nok, eller hvor der bliver talt hårdt eller er meget baggrundslarm, stresser mig. Faktum.

Så nu har jeg besluttet mig for i stedet for at ville favne musikersiden af mig totalt, lige så lang tid, jeg kan. Og tage konsekvensen deraf og spænde budgettet ind.
Der kommer nok en dag, hvor jeg kan få råd til et flygel igen. Det vælger jeg at stole på.

Jeg fyldte 40 i vores forsømte forår her i 2020.
Jeg ved sgu ikke, hvor meget det har spillet ind.
Det seneste halve år har jeg nærmest følt, at jeg har skiftet ham.

Jeg er stadig mig.
Men jeg ser på mig selv med nye øjne. Med væsentlig mere medfølelse.
Det er godt.

Og jeg er fyldt op af taknemmelighed, spænding, angst, glæde, vemod, og alt andet godt. Og pissestolt af mig selv, i øvrigt.

For et par uger siden sad jeg på en bænk ved en større legeplads i en lille oplands-landsby; lidt uden for den by, jeg bor i.
De to store var afleverede hos deres far, og den bette og jeg nød roen, men mærker begge også savnet af storebrødrene, når vi bare er ham og mig igen. Så vi var kørt på tur.

For et halvt år siden startede min ex og jeg en ny ordning med vores børn:
Han skulle have de to store på fuld tid. Og jeg den yngste. Weekenderne har vi haft alle tre unger på skift.

Ordningen er for deres skyld, og den fungerer heldigvis rigtig godt for dem.
Og på den måde også for mig.

Jeg er dog også gået fra at være mor til tre på halv tid – og dermed bare skulle være mig halvdelen af tiden.
Til nu kun at have tid for mig selv hver anden weekend.

Og det har absolut været en omvæltning. Min hverdag er igen vendt på hovedet.
Min frihed blev indskrænket, samtidig med at jeg skulle deale med at savne de to store væsentligt mere.
Forårets internationale begivenheder gjorde det så heller ikke nemmere at finde den nye rytme.
Men nu er jeg omsider ved at lande i en hverdag, hvor logistik, økonomi og familieliv ser ud til at gå op i en nogenlunde højere enhed.

Og jeg klapper mig selv på skuldrene jævnligt.
Fordi jeg stort set dagligt får krydset af på min ‘To-do’-liste og opdateret kalenderen.
Og jeg er en mere tjekket udgave af mig selv, end jeg har været i nærheden af før.

Denne sommer står på arbejde. For det har været dyrt at være musiker dette forår.

Men det er faktisk okay.
Jeg har længe sukket efter at have travlt. At få brudt rytmen med at dalre for mange af døgnets timer væk.

Det sidste halve års tid har jeg slikket sår. Og følt mig uendelig meget mere sårbar, end jeg normalt gør.

Men i de sidste uger har jeg mødt nye bekendtskaber for første gang i meeeeget lang tid.

Og det booster mit selvværd, kan jeg mærke.

Jeg bli’r stadig jævnligt ramt af den tomme følelse, hvor jeg føler, mit liv står stille, eller at jeg ikke gør et-eller-andet godt nok.

Og helt konkret er livets vej stadig fyldt med en masse knudrede omveje – for mig, at least.

Men for første gang i mit liv føler jeg, at jeg har fået installeret et system, der gør, at dagligdagen glider lidt nemmere, og hvor jeg faktisk lykkes med mere struktur. Og selvdisciplin.

Det booster også mit selvværd.

Så selvom bilen skal sælges, og jeg ikke får ferie før tidligst til efteråret, så er jeg godt gammeldags glad og tilfreds med, hvor jeg er lige nu.

Og afklaret og klar på at knokle røven ud af bukserne de næste par måneder.

Og ja; på nogle områder føler jeg mig mere fri.

Sådan!

I dag ville min mor være fyldt 70.

Sådan er det.

Hendes storebror døde for et par uger siden.

Og selvom han var min yndlings-morbror, så tænkte jeg fra starten, at det var pænt af ham, at dø, så han kunne nå at være med til at fejre mor på hendes store, runde dag. Hvor end det så er …

Og selvom jeg kun havde én morbror, så var han altså min yndlings-morbror. Virkelig.
En særlig mand.
Som jeg vil savne af og til i resten af mit liv.

Da min mor døde, lærte jeg følgende:

Sorg er kærlighed, der bliver hjemløs for en stund.

Og alt det smukke, der var i mellem min mor og jeg forsvandt ikke. Ej heller mistede sin betydning.

Men mit forhold til min mor …
det skulle jeg omdefinere.

Og det tog tid.

Og nu er hun min skytsengel.

Tak, mor!

Jeg skulle tage en Scor-pause.

Det stod klokkeklart.

Så det gjorde jeg … i hele 6 dage!
Hvabehar!

Derefter oprettede jeg en helt ny profil for at få en frisk start.
Med det fedeste nye nick. Helt anderledes skruet sammen i forhold til mit gamle nick og min gamle profil derinde (og det var ellers også en fed profil, hvis jeg selv skal sige det!)

Men det var faktisk et sidespor. Historien, jeg vil fortælle i dag, handler om noget helt andet:

Den handler om min første – og hidtil eneste – mentale orgasme.

Oplevelsen ligger vel ca. 3 år tilbage.
Min mor levede dengang … og jeg var stadig overbevist om, at jeg skulle blive gammel med mine ungers far.

Derudover undrede jeg mig for mig selv, og gik jævnligt og spekulerede på, hvornår livet mon rigtigt ville gå i gang?

Det var påske. Dengang var jeg kirkeligt ansat.
Og for en følsom musiker-sjæl som mig har det altid føltes meget voldsomt, langfredag at skulle spille noget af det sørgeligste og inderligste musik, jeg kender … for to dage senere, påskedag, det gladeste, festligste, mest sprudlende.

Super-krævende, super-fedt, super-givende og derfor er jeg super-basket ovenpå en påske, når jeg arbejder som kirkemusiker.

Lørdag aften – natten mellem langfredag og påskedag – dyrkede jeg sex i min gamle seng, i mit gamle hus, med mine ungers far.
Jeg husker ikke hvilket legetøj, men jeg brugte én eller anden form for vibrerende kvindeligt sexlegetøj, mens han rørte ved min fisse med sine fingre.
Spændingen og fornemmelserne i min krop byggede sig op, som alle der har prøvet at komme, kender.

Men forløsningen – orgasmen – føltes anderledes.
For den føltes mentalt. Og slet ikke fysisk.
All in my head.
Derudover akkurat som en “almindelig” klitorgasme … hva’ fuck det så end er …
Ligeså skøn, intens og forløsende.

Min ex stoppede op og kiggede på mig.
Jeg havde ikke sagt et ord.
“Hvad var det?” Med stor undren i stemmen.

Og jeg prøvede at beskrive min mentale orgasme, som jeg nu lige har gjort for jer.

Og hold kæft, hvor var den lækker!
Til dato en af de mest intense og mindeværdige af mine orgasmer.

Og mindet om den oplevelse … den skelsættende oplevelse, vil jeg faktisk kalde den … med netop en mand, jeg seksuelt slet ikke tændte på, men som jeg alligevel var mere end tryg ved, har lært mig lidt om, hvor bange jeg kan være … med den mængde af tryghed, jeg har bildt mig selv ind, jeg behøver.

Sex … god sex … gode orgasmer … god leg … alt det handler jo “blot” om at give slip, ikke forsøge at kontrollere – bare være i nuet og nyde.

Og at turde give slip handler om mod. Og at unde sig selv det godt.
Og ikke en skid andet.

Selv når jeg onanerer. Alene. I min lejlighed.
Så flygter en del af mig i selve orgasmeøjeblikket.
Jeg er pinligt bevidst om, at jeg ikke får “den fulde oplevelse” – og det piner mig.

Men erkendelsen er god for mig.
Og jeg er blevet rigtig meget bedre til at nyde rejsen derhen.

Det er godt!

Så derfor gik der 6 dage, før jeg ikke kunne undvære Scor længere.

… jeg er jo kun en tøs …