Den stod på straf, denne kolde lørdag i november.
Forrige gang vi legede, var Sadisten kommet hjem med en rift på pikken.
Det var sket i kampens hede, så vi opdagede det først bagefter.
Det betød dog for Sadisten, at den kun kunne bruges til at tisse med i et par dage.
For en tøs betød det, at det var hende, der skulle afregne for det.
Sådan er spillets regler ofte i en D/s-relation; uretfærdige.
Og det accepterede hun.
Straffen var tredelt:
1) Krav
2) Smerte
3) Ydmygelse
“Jeg syntes, du sagde en lille straf”, kommenterede jeg, da beskeden tikkede ind.
Alligevel var jeg nysgerrig, så jeg spurgte, om han ville løfte sløret for konkreterne.
Kravet kom hurtigt:
“Du skal lade håret på fissen gro … så tager vi de andre, når vi trænger til lidt ekstra hygge …”
“Nuvel”, svarede jeg, og ikke længe efter var aftalen for det næste møde på plads.
Så gik det hverken værre eller bedre, end at jeg fik tilbudt en vikartjans med lidt nemme penge, så vores aftale måtte udskydes.
Sadisten var absolut forstående og bakkede op, selvom han påpegede, at pga. renter betød det 5 ekstra slag lagt til straffen – naturligvis.
Fuck!
“Ja, det bliver i den hårde ende”, svarede han, “men jeg er sikker på, du med glæde, stolthed og villigt, vil gøre dit bedste for at give mig det, jeg ønsker …”
Det blev lørdag. Straf-dag.
Jeg havde haft hovedet fyldt af arbejde og andre ting, der intet har med BDSM eller sex at gøre. Og med vilje havde jeg også ladet være med at spekulere alt for meget over, hvilken straf jeg stod overfor.
Men da jeg først sad i bilen på vej til Sadisten, kunne jeg mærke, at det rørte på sig nede i maven. Fuck!
Jeg kom ind ad døren, og efter en kort sludder og den obligatoriske tarmskylning, som enhver anallysten, renlig mand sætter pris på, førte han mig ind til sengen.
Her lå et paddle.
Paddles kan udformes på mange måder, og laves typisk af enten træ eller læder.
Fælles for dem er, at de er flade, så slaget giver et højt smæld. Smerten er skarp og sidder lige under overfladen på huden.
Sadistens paddle var smalt og aflangt i lækkert, tykt, sort læder.
I vores indledende sludder, havde han betroet mig, at han ville dele straffen op (fordi, som han sagde, at han er så rar).
Første runde ville byde på 5 slag – og resten … ja, det sagde han ikke noget om der …
Men nu kom reglerne:
Jeg skulle stå for fodenden af sengen og bukke mig ned.
Helt ned.
Så mit ansigt rørte madrassen.
“Og du har selv ansvaret”, sagde han så, “når du er klar til næste slag, stiller du dig i positionen, og fortæller mig, at du er klar”.
“Okay”, svarede jeg.
- slag faldt prompte.
Det sved. Og jeg kom med et hyl af en art, men holdt kroppen nogenlunde i ro.
“Okay”
- slag.
Lidt mere lyd. Mere urolig krop.
“Okay”
- slag fik mig op at stå i en hulens fart, og jeg dansede lidt.
“Okay”
Ved 4. slag kom tøsen virkelig frem. Og nogle højfrekvente lyde forlod min mund. Jeg kunne slet ikke stå stille.
Sadisten så igennem mit spil.
For ja, jeg har jo tendensen til at overreagere … bare for en sikkerheds skyld.
“Nu tager vi lige det sidste slag uden lyd, ikke?
Ellers bliver det 5 slag mere på kontoen.”
“Okay”
Og med ét var 1. runde overstået.
Jeg klarede ovenikøbet det 5. uden lyd.
Og ærligt?
Jeg var pissestolt af mig selv!
Og jeg kunne se på glimtet i Sadistens øjne, at han også var tilfreds.
På trods af diverse lyde og rejehop, var min værdighed absolut intakt.
Og jeg havde selv taget ansvaret.
Og lige den følelse, jeg havde efter den første runde gennemsyrede både krop og sjæl.
Jeg var varm, glad og følte mig empowered ad helvede til.
Jeg havde selv taget ansvaret.
Jeg havde selv sagt “okay”.
Hver gang.
Og jeg var for første gang i stand til at slappe helt af i kroppen, inden slaget faldt.
Overgive mig til det, jeg vidste skulle ske.
Og her – lige her – mærkede jeg for første gang uden en flig af tvivl, hvordan pain slut’en i mig kan tage smerte og internalisere den, så den netop bliver lystfyldt og en nydelse.
Der var ingen skam.
Der var ingen skyld.
At jeg så blev konfronteret med min skam i “pauserne” mellem straf-runderne er en anden historie.
For jeg blev brugt på alle mulige måder af Sadisten denne dag, og han udfordrer mig i den grad!
På et tidspunkt efter 1. runde sagde han, at jeg nu kun manglede to runder.
Alt i alt bød smertedelen af min straf på 15 slag.
Han erklærede, at han kun havde brugt 1/3 styrke i 1. runde. I anden runde ville han bruge den samme styrke.
I 3. runde den fulde … …
Og så gik tøsens hjerne ellers i selvsving, og det afstedkom en længere krigs-dans, mens en masse “fuck, fuck, fuck ….” fløj ud af munden på hende.
“Hør lige”, sagde han, “det kommer til at ske uanset hvad. Du kan intet gøre for at forhindre det, og du stresser bare dig selv ved at gå og spekulere og bekymre dig om det”.
Jeg modsagde ham ikke.
- runde begyndte:
“Okay”
I denne runde fandt jeg ud af, at ved at knæle efter slaget, var det som om, det var nemmere at overgive sig til smertefornemmelsen.
Og jeg spekulerede på, om den fysisk underdanige position gjorde noget for min psyke … eller om det var mit eget mindfuck … jeg ved det ikke …
“Okay”
“Okay”
“Okay”
På trods af alle mine danse og udbrud ind imellem slagene, så jeg på hr. Sadist med et skævt smil her, og sagde:
“Det var fire, ikke?”
“Jo, der er kun ét tilbage”, bekræftede han.
“Okay”
Og jeg overgav mig.
Herefter var jeg mest af alt spændt på 3. runde.
Og slagene VAR hårdere.
Noget hårdere, endda.
Men nydelsen i smerten føltes samtidigt det stærkere, så jeg vil beskrive det som pirrende, intenst og befriende … måske endda smukt.
Efter det fjerde “Okay” i denne runde, sagde Sadisten:
“Nu mangler du kun ét slag.
Og du siger til, når du er klar”
…
“Okay”
Han havde ikke sagt noget, men jeg havde mentalt indstillet mig på en stærk finish, so to speak.
Selvfølgelig trak han tiden …
Men jeg slappede af i kroppen, og indstillede mig på at modtage et særdeles hårdt slag.
Slaget var hårdt, indeed.
Men i stedet, som jeg ventede, at det var landet i omegnen af det samme sted som de øvrige 14 … i en god stribe henover ballerne … landede det sidste slag i stedet for på baglårene.
Og jeg kom med et hyl, fordi jeg stadig er tøset, for det gjorde egentlig ikke ret ondt, og overraskelsen var awesome.
Denne lørdag eftermiddag endte med at være alt andet end kold.
Han tissede endda på mig ude i bruseren.
I munden.
Og hele ladningen. Slow and steady.
Det var ydmygelsen.
Tredje del af min straf.
Og jeg forstår virkelig godt fordommene om urinsex og ydmygelse.
Sadisten sagde det dog selv lige inden gerningen.
At han ikke ser det som en ydmygelse.
Og mit eget forhold til urinsex fremgår vist klart af tidligere indlæg.
Dominansen i det tænder jeg voldsomt på.
Og at blive tisset i munden kræver tonsemeget tillid.
Jeg accepterede straffen og lod det ske.
Og vidste, hvor meget tillid, jeg viste ham lige der.
Og at jeg heller ikke var i tvivl om, at han var bevidst om netop det – og påskønnede det.
Jeg oplevede det ikke som ydmygende, men som en gestus og et ritual.
Og det føltes okay.