Alt flyder

I dag bliver det ikke mine egne ord, men nogle ord af Heraklit en klog mand engang sendte til mig. Jeg har elsket ordene lige siden og læst dem mange gange. Og nu ringer de mere sandt for mig end nogensinde før. Det er både godt og skidt, og den historie er forbeholdt et andet indlæg.

Ordene kommer her:

Alt flyder, sagde Heraklit,
du kan ikke stige ned i den samme flod to gange.
Jeg er ikke den samme i dag som jeg var i går.
Jeg ser tilbage på forgangne tider, forsøger at få en fornemmelse af den jeg engang var, men det undslipper.
Det er som at møde en fremmed i bagvendt orden, en jeg engang har kendt, men ikke kender mere.
Det er ligesom venskaber
nogle kan jeg spejle mig i, andre ikke, og så må jeg gå.

Alt har sin tid
og når den er omme er jeg forandret.

Og sådan er det.

Der er en tid og så er der en ny.
Ikke en lineær bevægelse, men en cirkel,
og dog ikke en ring
men fremadskridende spiral.

Hvor der er ingen tilbagevenden er, intet der kommer, er som det der var.

Den jeg var, er ikke den jeg er

Den jeg er, er jeg på grund af den jeg var.

Farvel, C

Det ironiske er, at jeg i lang tid havde forberedt en tale til dig med en stor ‘tak’.

Jeg ville have sagt dig tak for at slå bremsen i, da jeg ikke selv kunne mærke, at det var det rigtige. Også for mig.

Få dage efter vores sidste møde var min beslutning om at vælge mig selv og gå i cølibat klar for mig.
Og den ro og den nye måde, jeg kunne mærke mig selv på, indtrådte kort tid derefter.
Jeg havde glædet mig til stolt at fortælle dig om det, og at jeg omsider har fundet modet til at se et par af mine mørkeste og mest vedholdende dæmoner i øjnene og gøre op med dem.
Og jeg ville have sagt dig tak for at have været med i processen om, at jeg kunne gøre mig klar til det skridt.

Jeg har en god veninde, der bl.a. er hypnoseterapeut.
Hende og jeg har været kaniner for hinanden gennem vores uddannelser, når vi hver især har haft brug for det, så jeg har bedt hende om at hjælpe mig med mit opgør, som en del af mit “behandlings-team”.

Jeg har en forestilling om, at hypnosen er god til at sætte egoet til side, så det bliver nemmere at kigge på dybtliggende issues.
Og vi har allerede haft 1. session.
Jeg kom ikke ned i den dybe hypnose. Men det var en underfuld og betydningsfuld rejse, vi tog den første gang.

Og vi dykkede ned i et par minder fra min barndom, som jeg fik set på på en ny måde.
Et gammelt traume fik jeg konstateret, jeg allerede har sluppet vreden over. Og det var en dejlig bekræftelse.
Men der gemte sig en vrede et uventet sted.
Og selvom jeg kalder denne blog 100% ærlig, så er der detaljer i den historie, der er for private for mig, og som jeg derfor udelader.
Men jeg kan sige, at jeg står tilbage med en fornemmelse af, at en del af mit arbejde går ud på at tilgive. Mest af alt mig selv.

Og det ærgrer mig virkeligt, at din mekanisme er sådan, at det logiske for dig, var at vende ryggen til og uden et ord afskære kontakten.
Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor du følte, den reaktion var nødvendig.

Vi har ikke stået ansigt til ansigt, siden den tirsdag aften for lang tid siden efterhånden, hvor du smed mig ud.
Efterfølgende bad du mig holde afstand.

Tidligere, når du har haft brug for plads, har du givet udtryk for, at du blev glad for at få beskeder fra mig ind i mellem. Også selvom du ikke svarede på dem.
Så jeg har skrevet til dig ca. en gang om ugen lige siden.
Og jeg ville da lyve, hvis jeg ikke indrømmede, at en lille del af mig hver gang håbede på svar.
Men jeg vidste også, det var usandsynligt – og jeg skrev primært for at sende noget virtuel omsorg afsted. Som jeg så mange gange før havde gjort.
Og jeg kan og vil heller ikke undskylde for at bekymre mig om, at du har det godt.

Men jeg tror, at dine spilleregler denne gang var anderledes, og jeg derfor overtrådte en grænse, da jeg skrev til dig i denne omgang.

Men det er kun et gæt. For du har stadig ikke svaret. Her lidt over en måned senere.

Jeg ville også have sagt dig tak for at puste til mit opgør med flinkeskolen.
Jeg ville have sagt dig tak for det stykke vej, vi sammen gik. Den vej var betydningsfuld af mange årsager for mig.
Ja, jeg havde faktisk mange, mange positive ord til dig.
Og ingen krav. For jeg ønskede ikke engang at være din luder mere.
Men jeg var spændt på, om forholdet rakte til, at et venskab kunne blusse op i stedet for.

Jeg har vist fået mit svar.

Og jeg sørger en stund endnu over, at mindet om det positive fra vores relation er plettet af din tavshed.

Så C; du har lært mig meget – og du givet mig en del unødvendige omveje at gå i min proces.
Du har aldrig foregivet at være mere eller andet, end du er.
Så jeg kan takke mig selv også for, at jeg nu står her.
Forhåbentlig er vi begge klogere en anden gang.

For erkendelsen af, at jeg havde mistet kontakten til mig selv i løbet af min relation til dig kom først, da vores kontakt stoppede.
Men jeg kan se nu, at det er et stykke tid siden, jeg havde mig selv med i vores lege. Jeg gjorde mit bedste for at please dig. Og fakede desværre så godt, at selv ikke en opmærksom mand som dig, opdagede det – i hvert fald ikke bevidst.
Den snak havde jeg også glædet mig til.
Sammen at italesætte de misdynamikker, der lå imellem os.
Jeg havde glædet mig til at lære noget af den snak.

Jeg er også ramt på min retfærdighedsfølelse.
Jeg føler mig snydt for den snak.
Og jeg synes ikke, det er fair, at jeg skal gætte på svar.

Men sådan er det. Og jeg skal nok deale med det.

Og jeg ønsker dig det stadig godt, når alt kommer til alt.

Farvel, C.

Dyrebare relationer

Som I nok kan mærke på mig, så betyder mine venner meget for mig. Og jeg insisterer på dybde i mine venskaber – ja, egentlig i alle mine relationer.

I dag vil jeg præsentere jer for en dejlig mand, som på kort tid er blevet en rigtig nær ven:

A

A er også på Scor.
Og A er sadist.
På den fede måde.

Den type, der gerne “manipulerer” med kvinderne, så de bagefter ses med et stort smil omkring læberne … og helst et, der varer i flere dage.

Den slags doms kan jeg godt li’!

Åben, varm, nysgerrig på sig selv og på mennesker omkring sig.

Han og jeg mødte hinanden i efteråret.
Egentlig for at afsøge, om der var basis for en seksuel relation.
Og snakken mellem A og jeg gik bare fra starten af.
Vi har virkelig meget at snakke om! Og begge en nok lidt hippie-agtig, “der-SKAL-sgu-være-plads-til-os-alle-og-vi-skal-lære-folk-det-med-kærlighed”-tilgang til verden.
Dog på to vidt forskellige måder.

Den seksuelle del af vores relation kom aldrig rigtig igang. Vi prøvede endda flere gange.
Som sub og dom var vi bare ikke et match.
Men det er vi som venner!

Jeg har sagt det før på andre måder. I dag bruger jeg denne formulering:

Scor er pakket med klaphatte – og der er langt mellem snapsene!
Men de få snapse derinde er, til gengæld, så udsøgte, at de er hele jagten og tidsrøveriet værd.

Og sådan havde A og jeg det med hinanden fra dag 1.
På et tidspunkt, da vi forsøgte 3. gang at komme igang med noget sex uden succes, udbrød han:
“Nej, nu henter jeg fanme noget is. Vi skal have noget is!”

Og så sad vi i hans seng og spiste is og snakkede videre.
Lidt senere sov vi i ske, og dagen efter tog A og jeg og A’s hund en tur i skoven, inden jeg kørte hjem igen.

Ingen af os havde børn juleaften, så A og jeg holdt endda juleaften sammen. Og A’s hund var med.
Og det var bare lige den aften, vi begge havde trængt til.

Som A selv udtrykte det bagefter, så sagde det alt om vores aften, at han først kom i tanker om at åbne sine gaver d. 25.

Og venskabet er kun blevet dybere siden da.
Han er én af dem, jeg bruger som sparringspartner om sex.
Ordet er altid frit mellem os, og som kvinde er det virkelig fedt at kunne spørge en fyr til råds om sex.

Jeg har heldigvis opdaget, at jeg har meget nemt ved at blive venner med mænd. Meget nemmere end med kvinder, som jeg ofte bliver ligeså forvirret af, som mænd gør.
Jeg tænker som regel meget konkret, så det er nok en del af forklaringen.

Men jeg snakker nu generelt meget om sex med mange af mine venner.
Det er heldigvis ikke kun forbeholdt A, og sorry – men nu kan jeg altså ikke dy mig for at moralisere lidt:
Hvis I kvinder og mænd derude ikke gør:
Kom igang!

Det er så godt for os allesammen at snakke om sex. Og om alt muligt andet – men FOR mange mennesker, oplever jeg, har en blokering lige netop omkring at italesætte deres egen seksualitet. I detaljer og med alle deres kinks på bordet.


Det betyder sådan set ikke, at alt nødvendigvis SKAL italesættes.
Det handler om, at vi skal have den følelse med hinanden, at vi KAN tillade os at spørge om eller snakke om alt.
Og forvente med rette at blive mødt åbent og med empati af den, man har snakken med.

Og det er én af hjørnestenene i A’s og min relation:
Nemlig full frontal honesty.
Vi møder hinanden uden fordømmelse. Også i situationer hvor vi ikke kan relatere til den anden.

Når vi som mennesker møder hinanden åbent og uden at dømme, så har vi faktisk mulighed for at være uenige uden at begynde at skændes.
Måske kan vi endda lære noget?
Så vores verden atter kan blive større.

Og vil I høre noget pudsigt?

Jeg mødte A og C samme dag.

21. september 2018 var åbenbart en god dag for nye, dyrebare relationer.

Perspektiv

Perspektiv er en sær størrelse.
Jeg sad her i dag og læste nogle af mine første indlæg fra for lidt over et år siden.

Jeg fandt et indlæg, morgenbolletøsen havde skrevet, hvor hun undrede sig over, hvor meget hun nød uforpligtende sex.

Sådan havde jeg det for et år siden.
Og jeg fik prøvet nogle fede ting af, uden at gøre egentlig skade på mig selv, og som jeg ikke ville have været foruden.
Fx kørte jeg hen til et hotel en onsdag aften forrige sommer en time fra min lejlighed, knaldede to gange med en fyr, jeg havde mødt online og ellers kun havde talt i telefon med en enkelt gang – og kørte derefter tilbage til min lejlighed i min bette bil.

Jeg er også meget opmærksom på – og taknemmelig for – hvor heldig, jeg har været.

Jeg har sat mig selv i situationer, hvor fyrene nemt kunne have misbrugt det, havde “mine fyre” været farligere typer.

Og min erkendelse omkring casual sex er langt fra heller den samme, den dag i dag.
Det har endda intet med mænds potentielle fysiske overmagt at gøre.

Jeg kan ikke med uforpligtende sex. Punktum.
Jeg vil favnes & favne hele vejen rundt. I enhver relation jeg har.
Så besværlig insisterer jeg faktisk på at være.
Jeg ville simpelthen miste kontakten til mig selv, hvis jeg dyrkede det uforpligtende (all heart, remember?)

Sammen med C har jeg dog haft en håndfuld gode oplevelser med flere i sengen.
Men i det setup forholdt jeg mig kun til de øvrige parter som hans og mit legetøj.

Så lige i den situation bortfaldt mit behov for en emotionel og intellektuel tænding fuldstændig.

Det handlede om spillet mellem master&luder. Ikke spor andet.
Og det spil nød jeg!

Men for et år siden undredes jeg over den “gamle” M.

Nu undres jeg over hende fra for et år siden … og jeg glædes samtidigt med.

For det med udvikling er så svært at mærke selv.

Jeg har spillet klaver i mere end 30 år.
Og har jævnligt gennem årene brugt det trick, at finde et stykke frem, jeg havde spillet for flere år tilbage, for netop at mærke, at det føltes nemmere for fingrene nu, og at jeg rent faktisk VAR blevet en bedre pianist, siden første gang jeg spillede stykket.
For den udvikling sker for det meste så gradvist, at det kan være svært at få øje på ens egen progression.

Åbenbart er det det samme med personlig udvikling for mig.
For jeg fik nemlig akkurat samme aha-oplevelse, da jeg tidligere læste “gamle” blogindlæg.

Hold kæft, hvor har jeg alligevel meget lettere ved at mærke mig selv i dag – bare ift. for et år siden.
Og jeg tager bedre valg for mig selv.

Og hvor er jeg god til at glemme at klappe mig selv på skulderen for det.

For jeg har netop bevidst arbejdet mig i den retning, og nu begynder jeg faktisk selv at kunne se tydelige resultater.

Mit humør er mere stabilt. Grundglæden føles nærmere. Lykken egentlig ikke, men den har heller aldrig været målet for mig.

Målet er et rigt liv.
Med store oplevelser og store følelser.
Og masser af kærlighed!

C & selvaccept

Åh, ha!

Lige denne gang aner jeg slet ikke, hvor jeg skal begynde.
I en sang hedder det:
“What a difference a day makes”

Well, i mit tilfælde handler det om to dage; søndag og tirsdag.

Forrige lørdag var jeg kørt ned til V – eller rettere; V & H. Han er nemlig blevet en del af et par. Og jeg nyder stadig at hænge ud med ham, og nu også med H.

Vi tre havde siddet det meste af natten og snakket.
Søndag, mens jeg stadig var på besøg, skrev C til mig.
Han var egentlig også inviteret med i weekenden, men havde sine unger til overnatning, og var derfor ikke med.

Men efter at han søndag igen blev alene i sin lejlighed, fik han besøg.
Af en kvinde fra Scor.
Hvor begge basically regnede med at flå tøjet af hinanden kort efter hendes ankomst.

Og han skrev til mig for at inddrage mig i oplevelsen:

“Iiii get to fuuuck heeer, and you dooont get tooo rape her with meeeee”

og bagefter:

“, men jeg ville ønske at du kunne være her, om ikke andet så for at tage kvælertag på hende og klemme til”

Og jeg kan sagtens se fra C’s perspektiv, at det var hans måde at forsøge at gøre mig til en del af den oplevelse.
Hans intention var god.

Men hans ord skabte røre i mit system.
Jeg var et andet sted … og ikke kun geografisk.
Jeg forsøgte at skrive det til ham, da han spurgte mig, om der var noget bestemt, jeg gerne ville ha’, at han skulle gøre ved hende:

“Ellers tak, søde.
Når jeg ikke kender hende og ikke selv er tilstede, kan jeg ikke så godt forholde mig til det. Men hyg dig.”

Jeg kan godt se, at det vil være godt for mig at lære at sige fra mere klart.
Der er desværre plads til fortolkninger i min ovenstående formulering.

Og på skrift, og fordi han var spændt og optaget af sit, overså C også de signaler fra mig.

Så han fortsatte med at skrive, og mit pleaser-gen tog over.
Hvilket betød, at jeg resignerede og prøvede at svare nogenlunde kækt igen og forsøge at skjule, jeg var blevet ked af det.

Og det spil er jeg desværre mester i, så dialogen fortsatte en stund, mens jeg blev mindre og mindre.

Så da jeg søndag aften kørte hjem fra V & H igen, kørte mine tanker ring.
Jeg var træt, ked af det, og jeg fik kørt mig selv op og sendte nogle meget sårende – og unødvendige – beskeder afsted til C.

Han blev berettiget vred på mig.
Og skrev til mig næste dag:
“Jeg vil gerne have lidt tid til at formulere et ordentligt svar, M.
Jeg skriver senere i dag eller i morgen.”

Hvorfor er jeg så forbandet usikker på mig selv?
Udefra; rationelt; objektivt set …
der véd jeg, at jeg er en attråværdig kvinde. Ikke bare rent fysisk.
Rigtig mange mennesker tænder også på personen bag ved, har jeg opdaget.
Og jeg kan for så vidt også sagtens se mine egne kvaliteter og mene oprigtig, at jeg er både en god mor, veninde og elskerinde.
Og jeg mærker tydeligt kærligheden fra min familie og mine venner.

Men til et punkt. Kun til et punkt.

Herinde. Allerinderst.
I mit lille, lille følsomme hjerte.
Der sidder en pige, som aldrig har formået at føle sig fortjent til al den kærlighed, omsorg og begær, som hun ellers har alle muligheder for at få.

Hun har altid haft nemt ved at føle sig forsmået og overset.
Og af en eller anden grund udfordrer C denne lille pige, mere end nogen anden i mit liv har gjort før.

Tirsdag aften tog jeg ud til ham.
Han fik sagt fra på det urimelige, jeg havde skrevet til ham, efter min biltur hjem.

Og jeg skammede mig.
Men fordi jeg ikke havde anet, hvad han ville sige til mig den aften, gik min hjerne i gang med at fordøje hans ord – mine egne tanker gav jeg aldrig rigtig plads.
Så jeg fik ikke så meget ro på mit eget system i den korte tid, jeg var hos ham tirsdag, til at jeg kunne formulere mine egne egentlige følelser højt for ham.

Men selvom jeg tirsdag følte mig fastlåst i skamfuldheden, og C endte med at sige, at det vist var bedst, jeg kørte hjem igen, så hørte jeg hans ord forinden.
Og tror også, jeg har forstået de fleste af dem.

Og det var endt med en træls stemning mellem os, hvis jeg var blevet, så rationelt bakker jeg ham op i at smide mig ud.
Den følelsesmæssige lussing, udeblev selvfølgelig dog ikke.

Så skamfuld var turen tilbage til tøsens lejlighed, indeed!
Men den fortog sig heldigvis allerede igen samme aften – altså; lussingen.

C har gjort det klart, at han gerne tager imod mig, når jeg ønsker kontakt igen.

Jeg er i mellemtiden gået i tænkeboks.
For vores master/luder-relation har jeg åbenbart ikke sluttet fred med.

Jeg er stadig afklaret med, at jeg ikke tror på monogami.
På samme måde, som vi elsker alle vores børn, venner osv., og de hver især udfylder en vigtig brik for os, som vi ikke ville undvære.
Sådan tror jeg også, det er med sexpartnere.
Jeg tror, det er utopisk at tro, man kan finde én til at udleve samtlige af ens kinks med. Et menneske, der kan opfylde alle dine behov.
Kinks og behov er mindst ligeså mangfoldige som vi mennesker, og jeg tror på, at vi skal bakke hinanden op i at favne livet – i overensstemmelse med vore egne personlige sandheder.
Hver især.

Og det tror jeg kræver, at vi gir hinanden fri. Også til at handle på seksuelle impulser.
Men det er MIN personlige sandhed. Og dermed ikke alles sandhed.

Det er absolut også en besværlig sandhed at vælge. Og selvfølgelig sagde jeg heller ikke bare: “bum … nu er jeg polyamourøs!”
Og så var det det …
Nej, så naiv er jeg, trods alt, ikke.

Nu er jeg omsider igang med at erkende, at jalousien altså fulgte med, da jeg valgte at leve ikke-monogamt.
Selvom jeg i lang tid benægtede, jeg havde de følelser.

Og jeg er klar over, at jeg bliver jaloux, fordi det tricker min usikkerhed, og min følelse af ikke at være god nok.
Den ligger hos mig. Og kun hos mig.

Selvom C og jeg ikke er kærester, og vores relation derfor også har sine begrænsninger, så er jeg ikke i tvivl om, at min plads i hans hjerte er ret stor.

Men jeg erkender nu, at jeg kæmper med at rumme en polyamourøs master/luder-relation i praksis, og det har taget mig 3/4 år at sige højt:

“Hej. Jeg hedder M, og jeg er jaloux.”

Jeg overvejer meget kraftigt at leve i cølibat i en periode.
Eller rettere:
Det har jeg faktisk besluttet mig for at gøre.

Fordi det nu er tid til, at jeg får dealet med de bagvedlæggende årsager til, at jeg har denne usikkerhed og issues med mit selvværd med i bagagen.

Så den lille pige i fremtiden, ikke får lige så stor magt over mig, som hun har nu.

Og for at være helt ærlig, så forventer jeg, at den proces kommer til at gøre rigtig ondt på mig.
Jeg kan mærke, at jeg skal have gravet dér i mit sind, hvor jeg altid er flygtet fra, når nogen er kommet for tæt på.
Fordi det sted føles så enormt sårbart, skrøbeligt og allerhelvedes angstprovokerende på mig.

Og trods mine mange, mange ord, så kan jeg ikke beskrive dette sted nærmere – eller tydeligere.

Så professionel hjælp vil nok være en god idé for mig.
Og at tynde ud i kompleksiteten i mit liv, hvor jeg kan, så jeg får overskud til det mentale arbejde, vil nok være en god idé, tror jeg.

Og jeg får brug for virkelig at mærke mig selv.
Uden nogen form for indblanding. Eller støj på linjen.
Og selvom sex kan være fantastisk, så har sex også en evne til at komplicere tingene.

Så derfor tror jeg, at cølibat også vil være en god idé for mig.

C og jeg kommer til at bevare vores relation. Det ønsker vi begge, og jeg er ikke bange for at miste ham.

Men master & luder? Hmm …

Lige nu skal jeg bare være M.

Og så skal M lære at elske og acceptere M med alle M’s fejl, mangler, traumer osv. på lige fod med alle M’s gode sider.

Og så … ja, hvem ved?

Dagens match

M:
Hvordan får man en fisk til at svømme hurtigt?

C:
Tal svensk til den. Ingen fisk vil være surstrømning.

M:
Self. forkert, Langben.
Man tuner den da!

C:
Du er så ringe man skulle tro at du havde et aborrenement på plathed.

M:
Du er så gammel, at du allerede havde fået rynker, da dinosaurerne uddøde.

C:
Du lærte trilobitter at trillobitte!

M:
Du kneppede Adams mor!

C:
Du var der et kvarter før the big bang.

M:
Ja, og du kunne ikke holde op med at brokke dig over, hvor lang tid, du allerede havde ventet på mig, Gamling!

Luder: 1
Master: 0

Fed fredag

Af og til er der profiler inde på Scor, der skriver til mig og komplimenterer mig for bloggen her.
Og tusind tak.

I am always a sucker for praise!

I går var dog lidt anderledes.
Komplimenten kom nemlig fra en parprofil – og det var den kvindelige halvdel af parret, der sad bag tasterne.

Og sådan en henvendelse fra en velbegavet, interessant kvinde, betød virkelig meget for mig, opdagede jeg.

Sikkert fordi jeg selv er kvinde.
Og fordi hun lige så stille er igang med at træde ind i en subrolle – en proces jeg snildt kan genkende.

I fredags tog jeg ud til C.
Vi knaldede det meste af natten til lørdag.
Farmand knaldede sin luder-datter … to venner mødtes for at den ene kunne få lov at øve sig lidt i at binde, og det udviklede sig … C fik trang til at tisse på en tøs i en brusekabine …

Og så videreudviklede han og jeg på vores forskruede familiedrama:
Mor kom fuld ind og pillede ved sin sovende søn. Han vågnede, lod mor fortsætte sit tvivlsomme ærinde og endte endda med at overtage og få mor til at gøre ting ved sin søn, hun ikke i sin vildeste fantasi havde turde drømme om.
Og hun lod ham gøre det.

Det griber lidt om sig med denne kærlige familie, vi har fået gang i.
Og det bringer mig tilbage til Scor.

For når C og jeg holder knalde-pauser, sidder vi ofte sammen og prøver at hooke op med andre kinky mennesker med hang til incestuøse, twistede rollespil på fx Scor.

Og lige nu arbejder vi faktisk begge på at udvide vores sexfamilie.
Der er simpelthen opstået konsensus imellem C og jeg i at se, HVOR kinky en familie, vi kan få skabt. Hvor langt ud kan dette rollespil køres?

Én ting er sikkert:
Jeg får træning i dirty talk som aldrig nogensinde før.
Og for første gang nærmer jeg mig faktisk det punkt, hvor jeg bare overgiver mig til min rolle og så giver den max gas.
Og jeg kan mærke den groundende effekt, der smitter af på alle områder af mit liv.

Og mulighederne for seksuelle setups bare indenfor de rammer, der hedder ‘familie’ er jo nærmest uendelige.

Kan I se de kinky ass familiefester, vi kunne holde?
C og jeg kunne jo få familien fra Thomas Vinterbergs film, Festen, til at ligne en forsamling fra The Brady Bunch…

Den store “Scor-familie” er absolut også en broget forsamling.
De fleste derinde sammenlignes nok desværre bedst med den fulde onkel eller tante.
Men ind imellem kommer guldkorn i form af nye, velkomne og velgørende relationer dryssende.

Så nu vender jeg tilbage til starten af mit skriv her; nemlig den kvindelige halvdel af en parprofil, der skrev til mig i går.
For hun har ben i næsen og en mega-fed humor.

Jeg har efterhånden haft tonsvis af skriftlige dialoger på Scor.
Det talte sprog er noget tricky.
Selv med de mennesker, man har god kemi med IRL, kan det være svært med det skrevne ord.
Og mellem hende og jeg flød samtalen bare usædvanlig utvunget.

Sådan lød det i går:

QfraPar:
Jeg er der hvor, at da jeg mødte min mand for nogle år siden var første gang, at jeg overhovedet “tillod” en mand at sige “nej” til mig.
Han har altid været meget ærlig om sin natur, der er dominant i sit udgangspunkt. Og altid ‘passet på mig’ men også skubbet til mig og mine grænser. 

Over årene har det så, ja udviklet sig. 
Kræver både min egen accept i høj grad og hans grundighed og opmærksomhed. 

Så hvis jeg skulle starte en blog skulle den måske hedde: “En venstreorienteret feminists trakasserier med egen submissivitet”

M:
Årh, jeg er solgt på din sidste sætning.
Du kan nu absolut også noget med ord.
Og godt at have en god dom ved sin side som sub.
Sådan har jeg det også med C. Min rejse er stadig også kun begyndt. 
Sig endelig til, hvis I kommer forbi vores egn.
Både C og jeg er blevet nysgerrige på jer!

QfraPar:
Vi frekventerer den egn indimellem. Så det vil jeg huske.
Og er sikker på, at du har en skøn tid foran dig med C.

M:
Det bliver kun bedre mellem ham og mig.
Og hvor er det flot, at du har turdet insistere på at udvikle dig i et tempo, du kan følge med i og rumme. Det skal du klappe dig selv og din mand på skulderen for. Virkelig.

En mand, jeg har snakket med, som har været i BDSM-miljøet i over 30 år, fortalte mig, at han har set SÅ mange kvinder opdage den verden. Og så køre derudaf med 180 i timen uden at stoppe og mærke sig selv. Og desværre også af og til med store konsekvenser for de kvinder efterfølgende.

Jeg havde selv en snert af det.
Men C tvinger mig til at snakke ud. Ucencureret og ærligt, når han kan mærke, at noget fylder hos mig.
Så han tvinger mig til at sætte ord på og dermed blive bevidst. 
Og jeg kan mærke, hvor meget det hjælper mig til at mærke mine grænser. Og stå fast på dem.
Så bliver det nemmere at stoppe op og trække vejret.

QfraPar:
Bliver seriøst næsten rørt ved din besked. Det ER sådan, jeg har det….Giver mig en del at tænke over – og er glad for, at du har C.

Vi er ikke en del af ‘miljøet’. Og er i tvivl om, hvorvidt det rigtigt tiltaler os. Men har haft nogle oplevelser i udlandet, hvor jeg fsv. godt har kunnet se ideen bag også at udveksle oplevelser og følelser med andre. Men som jeg også synes, at du giver udtryk for, er det meget med at tage det i det rigtige tempo.

M:
Er heller ikke i miljøet. C heller ikke.
Vi leger os bare frem med det – og mærker, hvad vi tænder på.
Sex er jo en leg, så et element af “laissez-faire” (=tab af kontrol) er for mig et must.
Vi har heller ikke kontrakt … bevidst.

QfraPar:
Smiler mere og mere af tanken om jer to (på den søde og venlige facon vel at mærke)

Og så fortsatte samtalen mellem hende og mig omkring BDSM, Flinkeskolen (ikke mindst at gøre op med den) og en italesat gensidig nysgerrighed på hinanden.
C er også solgt.

Hvad der sker herfra, kan ingen jo sige. Jeg har heller ikke bestemte forventninger til, hvor relationen vil lande.
Men jeg er et sted i mit liv, hvor jeg bare kan nyde en god samtale på Scor en sen fredag nat.
Så meget, så jeg bli’r glad helt ind til benet.
Det er godt!

Jeg er den, jeg er

Nogle gange går det nemt.
Andre gange not so much.

Og til de, der ikke læste overskriften:
Ja. Dette blogindlæg kommer til at handle om det, der optager mig allermest lige nu; nemlig selvaccept.

Jeg skal nok uddybe min definition af ordet.

Jeg tror nemlig, at der findes mange definitioner.
Og hvis vi skal forstå hinanden, må vi også forstå hinandens forskelligheder eller ensrette vores definitioner, så alle taler samme sprog.

For mig ligger der nemlig ikke yderligere i begrebet end netop ordets konkrete betydning i sig selv.


Ingen selvforherligelse.


Men netop ens bevidsthed om det uperfekte i en selv – og at de uperfekte sider af en selv er en lige så stor og relevant side, som de sider, vi er stolte af, og som også er med til at forme os som mennesker.

Det er de sider, mange af os undgår at kigge på for længe ad gangen – basically fordi vi skammer os lidt over dem.

Selvaccept for mig er ikke at hvile på laurbærrene.
Vi må meget gerne tage kampen op mod de dårlige sider, og prøve at løfte os selv til et højere niveau.

Det kan tage mange år – javist. Netop her bliver selvaccept en rigtig vigtig del af vores arbejde med os selv, hvis det skal ende til vores fordel og ikke et Sisyfosarbejde.

Mit råd er:
Bliv bevidst om, hvad dit udgangspunkt er.
Dine svageste sider.
OG dine stærkeste sider.
Dem alle sammen!

Et af mine mindst flatterende træk er, at jeg nemt bliver usikker.
Til det punkt, at jeg enten går i stå eller bakker brat.
Jeg bliver lillepige-agtig … næ … værre:
Jeg bliver faktisk blondine-agtig.

Jeg hader den side af mig selv:
“Det kan jeg ikke finde uuuud af”,
“Jeg ved ikke, hvordan man gør” …
Det er så ynkeligt!

Det værste er, når jeg bruger denne:
“Jeg gider slet ikke lære det – kan du ikke bare gøre det for mig?”

Men det er gået op for mig, at jeg ER sådan skruet sammen.
For now anyway.

For netop nu, hvor jeg er ved at erkende, at det er det er en af mine forskruede forsvarsmekanismer, så kan jeg også vælge at deale med den, hvis jeg virkelig gerne vil.
Og det kan jeg gøre, lige når det passer mig.
Jeg har faktisk selv magten og ansvaret over mine hvilke af mine personlige træk, jeg vil dyrke – eller gøre op med.

Jeg er blevet punket fra mange kanter af – og på lige så mange områder i livet (inkl. af mig selv) her i 2019 og i de tre forgående år
Jeg er blevet udfordret på alt fra arbejde, børn, valg, fravalg, seksualitet, selvopfattelse … and I could go on.

Og jeg er her endnu.
Stærkere end nogensinde.

I takt med, at jeg har erkendt mine mest skrøbelige sider, er min styrke også vokset.

Mon ikke, det er selvaccept for mig? Det tror jeg!

Så i dag vil jeg lade Thomas Helmig få det sidste ord:

“Nogle døre må man lukke for at verden kan blive større.
Jeg slutter fred med det hele.
Alle sammen, hver og en.
Mens jeg venter
på at komme hjem igen.”

At komme eller ikke at komme

Jeg har altid haft et issue med orgasmer.
Altså mine egne … andres har jeg absolut ingen problemer med.

Jeg har vel været en 14-15 år, første gang jeg oplevede én.
Jeg var sammen med min ungdomskæreste på det tidspunkt, og han fandt et massageapparat hjemme hos mig.

Ikke et stykke sexlegetøj, men I ved, de var meget populære for 15-20 år siden.
Og var efter sigende designet til at afhjælpe muskelømhed med deres vibrationer.
Jeg forestiller mig nu, at der er adskillige andre kvinder derude, der, som jeg med min kærestes hjælp, opdagede alternative brugsformer for disse massageapparater…

Jeg kan helt ærligt ikke huske, om min daværende kæreste var tilstede eller ej, da det lykkedes mig at komme den allerførste gang.
Den var heller ikke specielt kraftig.
Det tror jeg nu mere handler om den kropsforståelse, jeg havde dengang, end om selve orgasmens styrke.

Hvad jeg dog tydeligt husker, er at det næsten er umuligt for mig at komme foran en fyr.
Jeg skal bruge oceaner af mere tid for at komme, ift. hvis jeg er alene.

Den mekanisme kæmper jeg stadig med, her mere end 20 år senere.
Og det på trods af, at jeg har arbejdet bevidst med den i næsten lige så mange år.

Jeg er også nået langt.
Jeg læste et sted, at en forbløffende stor andel af kvinder, synes at deres fisse er decideret grim og endda ulækker.

Dét synes jeg er en meget, meget stor skam!

For jeg vil vove at påstå, at alle (heteroseksuelle) mænd vil tænde på at se en kvinde, de er interesserede i, vise sin fisse frem for ham.
Og især, hvis hun gør det ublufærdigt og uden skam.

Men jeg forstår så sandelig også godt de kvinder, der har det svært med deres fisser.

Indtil jeg blev 21-22 år, havde jeg det på præcis samme måde med min.
Og det gjorde, at sex var noget, der skulle overståes.
For jeg anede simpelthen ikke, hvad jeg skulle stille op med den fisse der …

I starten af 20’erne indgik jeg så i mange år en slags våbenhvile med hende.

Det gjorde min sexoplevelse og frigjorthed klart større.
Dog var der stadig temmelig lang vej, før den perverterede, pik-glade slut, jeg er blevet, for alvor trådte frem på scenen.

Med V skete der igen et skifte for mig.
Jeg har nævnt, at han gav mig mit indre kompas som gave.
En anden gave han gav mig – og som i virkeligheden var den største – var, at han lærte mig at se min fisse som smuk, indbydende og sexet.

Og den vending har gjort mere for, hvordan jeg i dag hviler i min krop og i min kvindelighed på en måde, som ingen andre erfaringer, kunne have gjort for mig.

Jeg har stadig et issue med orgasmer.

C træner med mig.
Jeg onanerer ved siden af ham.
Ikke med fingrene.
Hvis jeg skal komme, bruger jeg altid legetøj.
Til gengæld har jeg en lille håndfuld apparater, som alle kan ‘do the trick’  for mig.

Jeg er nået så langt nu, at jeg kan komme næsten lige så hurtigt sammen med ham som solo.

Det er det med trygheden.
At han holder mig op på et vist bundniveau.
Stiller krav til mig, fordi han oprigtigt tror på, at jeg kan honorere  dem.
Så jeg føler mig taget vare på – men uden at få lov at flygte fra mit eget ansvar.

Jeg tror minsandten, jeg her  fandt ordene til at beskrive min og C’s dynamik. Hvorfor han kan få mig til at underkaste mig ham så nemt.

Den balance mellem at blive beundret, holdt oppe, passet på – men samtidig stillet til ansvar…

Den balance kan jeg i hvert fald rigtig godt li!

Igen

Jeg ved simpelthen ikke, hvad det er, han gør ved mig. Hvordan han tilsyneladende uden anstrengelse får mig til at underkaste mig ham.
Jeg kan ikke finde de rigtige ord, fordi C’s og min dynamik er – som den hele tiden har været – evigt skiftende.

Men jeg holder efterhånden meget af manden. Og er taknemmelig for den udvikling, han skubber til i mig.

Vi er stadig igang med at lære hinanden at kende. Og der er virkelig mange lag i os begge at dykke ned i, misforstå – men forhåbentlig også få en fornemmelse og accept af med tiden.

C er nu officielt min master.
Igen.

Men det var ikke helt uden sværdslag, at vi endte der.
Igen.

Jeg spurgte ham for en uges tid siden.
Han kiggede med det samme triumferende på mig, og sagde, at det snart også var på tide, jeg spurgte ham. Han sagde også, at han ikke kunne svare på spørgsmålet med det samme … Nu kunne jeg få lov at stege i mit eget fedt…

Han fortsatte med at snakke. Jeg hørte dog ikke flere af ordene, der kom ud af munden på ham.
Ikke mange sekunder senere fandt jeg selv kigge indtrængende på C og hviske: “Pas på.”

C tav.

Jeg kan ikke helt beskrive følelsen, jeg havde lige der.
Det føltes lidt som, når man får rejst sig for hurtigt og mærker blodet forlade hovedet brat.
Bare en emotionel version af følelsen.

Og den ramte som en hammer og lammede hele mit system.
Jeg fortrød med det samme, at jeg havde spurgt ham om at blive min master igen.

Når C ikke er plaget af hæmorider er han meget opmærksom, så han pausede sin egen dagsorden, og forsøgte at spørge ind til, hvad der havde ramt mig.

Jeg var slet ikke i stand til at sætte ord på.
Det kunne jeg først dagen efter.

Men mit pleaser-gen har stadig stor magt over mig, og fordi C efterlyste en forklaring på min reaktion, fik jeg i situationen sagt, at jeg er bange for, at jeg vil ham mere, end han vil mig.

Jeg sagde det for at aflede – men slet ikke for at lyve. Jeg sagde også sådan, fordi det lige præcis var sådan, jeg følte på det tidspunkt.
Og det lød som en plausibel forklaring – én jeg endda selv troede halvt på, selvom jeg godt kunne mærke, at det ikke var hele sandheden.

Den fulde erkendelse kom dagen efter og var, at jeg havde følt mig uretfærdigt behandlet af C.
Urimeligt, uretfærdigt.

Min hjerne havde fuldstændig forklejnet, at dengang C og jeg havde snakken, hvor jeg troede, han skulle fyres, havde C sagt, at der ville være en konsekvens forbundet med at vente med at spørge ham om at blive min master igen.
Og at konsekvensen ville vokse proportionalt, jo flere dage jeg ventede.

Men i blogindlægget, da jeg bekrev den aften, fejede jeg fuldstændig hen over det faktum.
Og min forståelse af situationen blev 100% i min hjerne, som jeg havde formuleret det i indlægget.

Så uretfærdigheden ramte mig dobbelt, da jeg mærkede hans reaktion på omsider at blive spurgt.

Min erkendelse var nemlig også, at jeg ganske enkelt fandt konsekvensen urimelig.
BÅDE at skulle spørge ham – OG bagefter straffes over timingen.

I min optik var vores regnskab netop gjort op, når han havde svaret ‘ja’ til mit spørgsmål.
Balancen dermed genoprettet.

Nu var der rod i den igen.

Men forleden kom C forbi. Efter en uge hvor han havde været mentalt fraværende.
C er igang med at ændre på store områder i hans liv, nu hvor dødsfaldene og ditto hæmorider er aftaget igen.
Og det betyder altid, noget der minder om “radio silence” fra hans side.
Ikke af ond vilje, eller fordi han ikke tænker på mig.
Han fokuserer bare på sit eget i disse situationer.

Jeg kender godt mekanismen fra mig selv, selvom den er knap så udtalt hos mig.
Derfor bliver jeg heller ikke såret over tavsheden.
Nuvel; jeg kan selvfølgelig godt savne ham – og irritere mig over, at han ikke kommunikerer.

Men jeg har aldrig været i tvivl om, at han vender tilbage, når hans overskud gør det muligt for ham.
Og egentlig er jeg heller ikke i tvivl om, at hans interesse i mig er lige så dybfølt og oprigtig som min interesse i ham.

Når jeg føler det modsatte, handler det mere om min egen usikkerhed end om alt muligt andet.

Men C og jeg fik snakket ud om det, da han var her forleden, og i løbet af den aften, gik det op for mig, at jeg nu heller ikke længere tvivler på, at C “has my best interests at heart”.

Jeg vidste i forvejen godt, hans intentioner var gode nok.
Jeg var, however, ikke overbevist om, at han ville være i stand at være opmærksom nok på mig til i praksis at kunne efterleve det.

Som sagt blev jeg overbevist forleden.
Og jeg spurgte. Og han sagde ja. Uden tøven – og uden konsekvens.

I mange år havde jeg enormt svært ved at stille krav til andre i relation til mig – og at stå fast på dem.
Det er noget af det i mig, jeg har arbejdet meget bevidst på at blive bedre til.

Nu har gjort det flere gange overfor C.
And guess what:
Jeg døde ikke. Der var ikke nogen, der hadede mig for det – eller tænkte mindre om mig af den grund.
Alle de bekymringer var blot i mit eget hoved.

Tværtimod har jeg jo tydeligt mærket – og ikke kun ift. C – hvor godt det gør for mit eget selvværd at stå fast på mine grænser.

Og C er her endnu.
Og vores sex bliver bare mere fræk, mere perverteret og mere lækker efterhånden.
Alene i løbet af vores nat forleden kunne kurvens stigning mærkes tydeligt.

C kalder jeg nu farmand, når vi leger.
Han kalder mig sin dygtige, lille pige. Og et par gange: Sin luder-datter.

Farmand ønsker at lære sin lille pige, hvordan hun bliver god til at gør drenge glade.
Og hun nyder modvilligt lektionerne.

Det er sex, der er så perverteret og kinky og tabu-belagt, at ingen bare for få måneder siden ville kunne have overbevist mig om, at jeg ville ende med at gøre og sige de ting, jeg gjorde med C en sen nattetime her i april.
Age play var én af mine ‘hard no’s’ – og specielt, hvis der også indgik incest i en eller anden form… altså indtil jeg mødte C.
Men vi har, uventet, fundet et fælles kink: Vi drages af det forbudte og det tabu-belagte.

Hvis ikke intimiteten mellem os var vokset i takt med perversiteterne, så ville jeg måske have haft det svært med vores leg og ikke mindst min rolle i den.

Men jeg må erkende, at den rolle kom til mig helt af sig – og at den føles meget tillokkende at udforske.
Og mere end bare tillokkende:
Den føles frigørende.

Flinkeskole:
Jeg er farmands lille luder.
Fuck dig!