Venner

Jeg kender rigtig mange sange. Også væsentligt flere end gennemsnittet.

Men af og sker der det, at jeg hører en sang for første gang – og falder for den med et brag.

Jeg elsker den fornemmelse!
For musikken og teksten går direkte i hjertet, og spreder sig ud i kroppen på mig.

Musik har altid virket stærkt fysisk på mig.
Faktisk har jeg ofte tænkt, at musik og sex er integreret det samme sted i hjernen på mig. Sådan føles det i hvert fald ofte.

I dag har jeg lært en ny sang at kende.

Og som så ofte før, når jeg finder en ny favoritsang, rammer teksten lige ned i de tanker, der fylder i mit hoved.

1. vers lyder sådan her:

“Life: a journey, a one-way trip.
No return included.
We sign on a departing ship.
The name of her is Destiny.

You need to travel within your heart
To reach a goal: secluded.
Friends in life they can share their chart.
But you alone will set the course.”

Det er altså en godt formuleret tekst.
Og jeg er rørende enig med forfatteren.

For det er jo netop vores allesammens banale virkelighed:
Vi skal selv træffe vores egne valg – på egen hånd, hvis vi skal være tro mod vores inderste sandhed.

Og selvom det er banalt, så er det jo slet, slet ikke enkelt.

Men sangen adresserer den anden side af sagen så fint.

Især i 2. vers:

“The eye can capture the universe.
Can see it all, but not itself.
Some would say, an eternal curse
Laid on each and everyone.

Every pair of eyes in which
you’re brave enough to dive
Soon reflect a part of you.”

Og den tanke kan jeg heller ikke andet end tilslutte mig:
At vi mennesker gensidigt er afhængige af hinanden, og har brug for relationer til hinanden for overhovedet at kunne blive bevidste nok, så vi kan træffe de rigtige valg for os selv.

Sangens titel er “Friendship”.

Så det må være dagens opfordring herfra:
Plej de venskaber med omhu!

Om det er barndomsveninden, ægtefællen, naboen, familien eller hvad det nu kan være.
Vær sammen, lyt til hinanden, hyg jer, grin og græd sammen.

Og nyd, at vi er skabt således, at vi slet ikke kan undvære hinanden.

Torsdagstræning

Min Herre har en travl periode for tiden, så det er ved at være lang tid siden, vi sidst kunne ses.
Og jeg holder stadig lav profil på Scor.

Men så er det dejligt at have en Bonus Herre, som kan holde tøsen lidt igang.
Han har lige været på besøg i går.

Og det var tiltrængt!
For det har været nogle lange dage i denne uge.

Og en af de mest effektive måder at aflede tankerne på for mig, er så afgjort at give tøsen legetid.

Som jeg tidligere har antydet, så har Bonus Herren en helt specifik opgave: Han skal hjælpe med at gøre mig til en rigtig anal-tøs.

Det er heldigvis mit indtryk, at analsex ikke er ret tabuiseret mere, og at flere og flere eksperimenterer med det.

Og det kan jeg selvfølgelig godt forstå.
Faktum er jo, at der sidder rigtig mange nerver i og omkring åbningen, så muligheden for nydelse er stor, hvis man først har lært at slappe af.

Analsex som sådan er ikke nyt for mig.
Men at øve mig systematiseret i det, som Bonus Herren hjælper mig med, er.

På listen over seksuelle fantasier, jeg rigtig gerne vil prøve, er nemlig at være sammen med flere mænd på én gang.
Og i den situation må det være en klar fordel at være godt og vel vant til analsex, forestiller jeg mig.

Nå, ja – jeg nyder da også træningen 😉

Vi startede hjemme i min lejlighed.
Med bl.a. bondage, analsex, en endefuld og masser af kaffe.
Min Bonus Herre er en grundig mand, så tøsen blev varmet godt op!

Vi havde aftalt på forhånd at finde et sted udenfor, hvor vi også skulle lege, så efter et par timer i lejligheden, kørte vi afsted mod en park.

Det var jo en varm og lækker sommeraften i går, så man kan ikke ligefrem sige, vi havde parken for os selv.

Vi fandt dog en bænk, hvor vi kunne sidde lidt diskret.
Bænken var tæt på en sti, hvor folk jævnligt kom forbi.
Vi fik hilst pænt på en mand, der var ude at lufte sin hund – alt imens Bonus Herren havde en finger oppe i tøsens røv.
Det var simpelthen så frækt!

Vi kørte videre ud til en skov, så vi kunne lege videre – og vildere – lidt mere uforstyrret.
Så vi fandt endnu en bænk.

Setup’et var rigtig frækt, og jeg nød det!

Der var til gengæld også temmelig mange myg, der nød vores besøg i skoven…

Men tøsen fik hendes anale debut i det offentlige rum, og hun blev enig med Bonus Herren om, at der var skabt gode minder, som myggestikkene i sidste ende også var med til at minde os om!

Men vi kørte nu hjem til lejligheden igen, hvor vi kunne fortsætte legen helt uforstyrret.

Som sagt er Bonus Herren en grundig mand, så jeg var fuldstændig brugt og afslappet i kroppen og i hovedet, da han kørte hjem igen sidst på aftenen.

Og jeg sov som en baby hele natten!

Kært barn har mange navne?

Det var ham der, Bonus Herren, vi kom fra.

Vi begyndte at skrive sammen for en god måneds tid siden.
Han spurgte lidt nysgerrigt til min profiltekst inde på Scor.

Den har jeg formuleret lidt kryptisk.
Egentlig uden andre bagtanker, end at jeg synes, den beskriver mig meget godt.
Men den gør det faktisk også nemt at gennemskue, om de folk, der skriver til mig, har læst min profiltekst inden eller ej.

Det var tydeligt, at ham her havde.

Vi snakkede lidt om vores fælles nysgerrighed på BDSM, begyndte at udveksle fantasier og erfaringer, og jeg fortalte ham bl.a. om min tur rundt i byen med min Herre.

Sådan en start på en Scor-samtale er absolut ikke usædvanlig.

Jeg bemærkede dog, at han var særligt god til på skrift at formulere seksuelle fantasier, der tændte tøsen.

Og han tænder, som mig, også på leg i det offentlige, så det gjorde det selvfølgelig også nemt at “fodre” hans fantasier.

Der skete dog på et tidspunkt det, der nogle gange sker på Scor (jeg gætter: mest for kvinderne); nemlig at min indbakke blev oversvømmet med henvendelser.

Tendensen er større i ferier. Eller weekender.
Og i højere grad, jo varmere der er.
Jeg havde absolut ikke skænket det en tanke før; at der bare er tidspunkter, hvor fyre er mere liderlige end andre.
Men det virker sådan på Scor.

Og så sker der det, at folk som man ellers havde gang i en god dialog med, bliver skubbet ned på siden, så man ikke ser dem, når man kigger i indbakken.

Og nogle gange har jeg oplevet helt at have glemt relationen, når jeg omsider får gravet mig frem til dem.

Min kommende Bonus Herre havde jeg dog ikke glemt, så efter en 10 dages “udfald”, genoptog vi kontakten.

Vi havde begge lyst til at mødes, så vi blev enige om, at han skulle bede min Herre om udgangstilladelse.

Umiddelbart klinger det nok i manges ører lidt nedværdigende.
At skulle bede en Herre om lov.

Og det kan jeg egentlig godt forstå. Sådan har jeg også selv haft det.

Jeg mener, der er flere aspekter i det:

Først og fremmest er der en sikkerhed for mig i at vide, at et ekstra sæt øjne vurderer en profil, og tager en snak med vedkommende, før jeg mødes med ham.
Især når øjnene er fortrolig med “gamet” på Scor – og er af hankøn.

Og så er det også bare en del af legen. Ganske enkelt.

Det vælger enhver selvfølgelig altid selv, men min Herre og jeg blev hurtigt enige om den regel.

Det er en god måde for min Herre og jeg at udvikle vores relation på, når tiden ikke altid er til fysiske møder.

Han kommer fx til at vide meget mere om mine præferencer.
Og hele setup’et med at jeg skal spørge om lov, og sige pænt tak, når tilladelsen er givet, er med til at etablere det mentale spil; magtforholdet, mellem Herre og tøs.

Så der blev altså skabt kontakt mellem de to Herrer. Kandidaten fik sin tilladelse til at mødes med mig, og de to begyndte også at snakke lidt fantasier, kom min nye kandidat til at afsløre.

Jeg skrev, at jeg blev både spændt og nervøs ved tanken.
Og hans svar er faktisk en stor del af årsagen til, at han endte som min Bonus Herre: “Du skal aldrig være nervøs. Vi vil dig det godt.”

Havde den bemærkning stået alene, så havde det nok ikke været nok til at gennemskue, om intentionen fra hans side var reel nok.

Men han har faktisk mange guldkorn på skrift, synes jeg.
Og dér skinner hans empati og lune igennem.

Et par dage efter havde han egentlig en anden aftale, som han havde fortalt mig om, og som han var spændt på.
Den blev dog aflyst pga. sygdom, så da han, lidt ærgerlig, fortalte mig det, og da jeg ingen aftaler havde, blev et spontant møde hurtigt aftalt.

Under to timer senere hentede han mig.

Vi tog først ud til min mors grav, for det var den første lejlighed, jeg havde til det, efter den blev færdig.
Og det forstod han heldigvis godt.

Og jeg blev så glad, allerede da jeg spottede den på afstand, for den var mindst lige så smuk som på billedet!

Bagefter kørte vi til en hyggelig park, hvor vi gik en tur.
Jeg mærkede allerede da, at jeg slappede godt af i hans selskab.
Så det var også uden forbehold, at han blev inviteret med hjem.

Ca. 5 timer efter at han hentede tøsen, kørte han hjem igen – og tøsen havde fundet en ny legekammerat.

Min Herre havde på et tidspunkt bemærket, tørt – men lunt: “Jeg tror, han er vild.”
Det gav tøsen ham egentlig ret i.
Bonus Herren kan nemlig godt være ret streng!
Men som det var, da jeg mødte min Herre: Der er noget med kemien, der fungerer, og som giver mig tillid til ham.

Jeg kan stadig ikke beskrive det nærmere…

Og jeg bad min Herre om at få lov at bruge den nye fyr som en slags træner. Og det gav han lov til.

Men så kom det næste problem; trænerens titel!
Det viste sig at blive en større udfordring.

Han er jo ikke min Herre.
Men når vi leger sammen, er det et Herre-tøs setup, så det måtte titlen gerne afspejle.

Selvom det til sidst lykkedes, var det godt nok svært at blive enige.

Her er listen med forslag, vi var igennem, før vi fandt et, begge kunne li’:

– Unavngiven Herre
– Herre U
– Herre X
– X
– Master
– Herre 2
– Hjælpetræner
– Anal-mentoren
– Herren fiktiv
– Fiktiv Herre
– “Jeg-gider-da-ikke-være-en-Herre-selvom-jeg-er-det-alligevel”
– Og endda to forslag, der spillede på hans navn.

Men da først ordet Bonus Herre var kommet i spil, var der ingen tvivl, og det blev hurtigt vedtaget.

“Det er meget bedre end at hedde pap-Herre!”, konstaterede Bonus Herren.

At mærke efter

Det er efterhånden nogle måneder siden, jeg flyttede fra min ex.

I starten var min hjerne konstant på overarbejde.
Der var ingen rutiner eller ‘plejer’ at hægte noget som helst op på.
Alle erfaringer var nye.

Efterhånden er de nye rutiner og livet som singlemor også blevet hverdag – og mere velkendt.

Jeg er begyndt at dele mit liv op i kasketter:
Arbejds-kasketter, tøs-kasketter osv.
De dage, hvor jeg fx har mor-kasketten på, øver jeg mig i at fokusere på “bare” at være mor.

Og det er svært for mig.
Det har det altid været.

Mine tanker vandrer ofte, og jeg afledes rigtig nemt.
Uanset situationen.

Tankemylder har jeg altid haft svært ved at håndtere, og det kan betyde dage, hvor tankerne kører i ring for mig.

Det er også en af årsagerne til, at jeg netop bevidst har fravalgt en decideret kæreste.

Jeg har omsider lært at få sat ord på de mekanismer i mig, som jeg har det sværest med.
Mekanismer, der har irriteret mig – lige så langt tilbage, jeg kan huske.

Og jeg VIL lære at slutte fred med dem. Jeg tror endda, det er nødvendigt for mig.
Og det kræver ro, enkelhed og struktur.

Samtidig med at jeg har skullet finde mine ben som singlemor og tøs, har jeg været igennem nogle forhandlinger med min arbejdsgiver, da bl.a. jeg gerne ville ændre på mine arbejdstider.

Det har selvfølgelig øget til “støjen på linjen”, men aftalerne er heldigvis på plads nu.

Tøsen gav jeg ret meget frirum.
Næsten fra jeg flyttede fra min mand og indtil nu.

Hun har givet mig mange spændende oplevelser og kontakt til nogle mennesker, som virkeligt beriger mit liv.
Også udenfor sengen.
Mennesker, der er nysgerrige, interesserede, og som har noget på hjerte.

Men jeg har alligevel måttet træffe en beslutning, jeg faktisk ikke havde set komme:
Jeg sætter mit Scor-liv lidt på pause.

Det er dog ikke det samme, som at sætte tøsen på pause.

Lige nu har jeg valgt kun at ses med to mænd fra Scor:
Min Herre og min bonus Herre.
(Bonus Herren skal jeg nok præsentere – men han skal have sit eget indlæg 😉)

Netop fordi der nu er faldet mere ro på, så har jeg kunnet mærke, at min hjerne processer.
Og der er rigtig meget, der skal processes.

Jeg er stadig i sorg.
I 2017 sagde jeg farvel til både min mor og mit ægteskab.

Jeg har vendt min tilværelse på hovedet i løbet af ganske få måneder – personligt, såvel som professionelt.

Og selvom mine grænser endnu ikke er blevet overtrådt af tøsens legekammerater, så har jeg ikke tillid til, at jeg selv kan mærke dem 100% lige nu, når der sker så meget andet i hovedet også.

Jeg ved ikke, hvad I andre tøser derude gør, men jeg tør i hvert fald ikke nærme mig de mere grænsesøgende setups.

Min praktiske erfaring med BDSM er stadig ret lille.

Og som min meget kloge veninde siger, så har jeg jo masser af tid til at få prøvet de ting af, jeg gerne vil.

Herren og bonus Herren har jeg valgt, fordi min oplevelse med de to har været, at de intuitivt har en fornemmelse for mine grænser, hvilket har givet mig rigtig stor tillid til dem.

Så jeg behøver ikke selv tænke så meget, når jeg er sammen med dem.

Jeg kæmpede dog med beslutningen et par dage.
Tøsen valgte faktisk at give mig modspil.

Hun mente så klart, at det var noget fis, at hun skulle tage den med ro, når det nu gik så godt!

Hun fik ikke sin vilje.
Det vil være svært at komme godt tilbage fra en overskredet grænse.
Jeg tør ikke!

Og så har tøsen også godt at ikke at skulle bestemme altid.

Det vil min Herre og bonus Herre give mig ret i.

Fredag. Min mærkelige dag.

Fredag var godt nok en mærkelig dag!!!

Fredag var en god dag.
Fredag var en emotionel dag.

Fredag var en fræk dag.
Fredag var en kærlig dag.

Fredag var en dag, der fyldte virkelig meget, og som nok vil fylde meget i mig i mange dage fremover.

Fredag var fanme også en mærkelig dag!

Klokken var lidt i syv om morgenen, da jeg vågnede.
“Halvanden time”, tænkte jeg, “så skal jeg være klar”.

Jeg skulle nemlig være morgenbolletøs den dag.

Han havde bedt mig om at lægge mig klar, helt nøgen, i sengen, når han havde ringet på. Så tøsen lå selvfølgelig nøgen og klar, da han ringede på.
To omgange blev det til.
Og tøsen huskede endda at spørge om hans navn…

Vi lå lidt og nussede imellem runderne.
Det var faktisk først lige da, det gik op for mig, at der ikke er mange (læs: nogen), der har nusset mig, siden jeg blev single.

Altså jeg nød det. Uden tvivl!
Men siden jeg ikke havde skænket det en tanke indtil da, er det åbenbart heller ikke et stort behov i mig.

Dét var en uventet erkendelse!

Efter at min, nu navngivne, morgenbolleven var taget videre på arbejde, lavede jeg kaffe, fandt telefonen frem og klikkede mig ind i indbakken på min Scor-profil.

Herren skulle jo have sin rapport. Min Herre er nemlig meget nysgerrig!
Da han havde fået de informationer om tøsens morgen, han havde behov for, gav han hende en opgave:

“Sæt dig udenfor på en af bænkene ved din lejlighed, iført top og nederdel. Ingen trusser – men med æggene sat op i fissen.”

Og hvad sker der i tøsens hoved, når hun får en opgave af sin Herre?
Hun bliver glad! Og tændt!

Hun har oplevet at ende med at glæde sig til at udføre en opgave for ham, som hun ellers først strittede MEGET imod.
Og endte selvfølgelig med at nyde den undervejs …

Jeg kan jævnligt blive imponeret over min Herres evne til at skubbe til og flytte mine grænser. Uden selv at være tilstede.
Jeg forstår dog ikke mekanismen!

Men tøsen satte sig selvfølgelig over på bænken, da Herren sagde til.
Iført den beklædning, Herren havde bedt hende om.

Jeg kan faktisk rigtig godt lide at sidde der på én af bænkene, når det er godt vejr.
Jeg føler mig nærmest helt pakket ind i grønne blade, og man kan stadig både se og høre byens pulseren lige ved siden af én, samtidig med at man sidder lidt skjult.

Min Herre og jeg havde en flirt igang over Scor, mens jeg sad der på bænken. Og han sørgede selvfølgelig for, at jeg fik dokumenteret så rigeligt til ham undervejs.

Jeg sad også i mine egne tanker, røg smøger og nød solen, der endnu ikke brændte alt for kraftigt, mens jeg glædede mig til den dag, der stadig lå forude.

Æggene havde jeg efterhånden vænnet mig så meget til, at jeg næsten glemte, de sad der.
Kun lige når de vibrerede, hvis jeg flyttede på mig, kom jeg i tanker om dem.

Jeg trængte på et tidspunkt til at strække mine ben, så jeg gik lidt henad stien; indad mod byen.
Undervejs kom jeg i tanker om et ærinde, jeg havde, og da jeg i forvejen var på vej i den rigtige retning, kunne jeg jo lige så godt bare fortsætte.

Jeg kom forbi en af de smukke, gamle kirker i byen.
Jeg kender godt kirken i forvejen, men følte trang til at gense den, så jeg gik indenfor.
På vej op mod altret, ude i ét af sideskibene, står der en meget stor gulvlysestage i sort metal.
Én af dem, mange nok genkender fra katolske kirker.
Hvor man kan tænde et lys for
en af sine kære, hvis man har lyst.

Min mor døde i efteråret.

Hun havde haft dårligt helbred i flere år, men der var ingen, der troede, hun havde haft det SÅ skidt, at hun kunne dø af det.
Så det var et stort chok, og udtrykket: “døde gammel og mæt af dage”, kan man ikke bruge om hende.

Hun havde på mange områder dog et rigtig godt liv. Hun var en dejlig og varm mor og mormor, og jeg kender ingen, der nåede at møde min mor, som ikke kunne li’ hende!

Den viden har været en enorm stor trøst for mig efter hendes død. En viden, jeg kan hente både stolthed, glæde og taknemmelighed, frem fra.

Jeg græd rigtig meget over tabet af min mor, lige da jeg havde mistet hende.
Og jeg har egentlig altid været god til at græde – til dels nok fordi, jeg aldrig har været bange for det.

Af en eller anden grund stoppede gråden dog igen.
Lige omkring påske, hvis jeg husker rigtigt.
Og jeg havde ind imellem siden, undret mig over, at jeg tilsyneladende ikke længere havde brug for at græde.

Men denne dag…
Denne mærkelige fredag, hvor jeg af flere årsager fandt mig selv i en smuk, gammel kirke.
Bundløs.
Og med æg i min fisse.
Igang med at tænde et lys for min mor. Min mor, som jeg i det øjeblik savnede så meget, at jeg ikke kunne trække vejret roligt.

Denne dag kunne jeg græde igen!

Ikke den voldsomme, ukontrollerede gråd.

Jeg satte mig i stedet for på én af stolene nærmest lysestagen.
Tårene trillede stille, næsten lydløst, ned ad kinderne.
Jeg sad der på stolen og græd i 10-15 min., mens jeg kiggede på lyset i den store stage.
Og bare savnede min mor!

Og selvom mit “kostume” i praksis ikke ville kunne støde nogen, fordi det ikke var synligt for andre, var jeg MEGET bevidst om, at de fleste nok i bedste fald ville kalde det “upassende påklædning”.

Det var en bizar fornemmelse.

Især da jeg rejste mig for at gå ud af kirken igen.
Modsatrettede følelser fløj rundt i hovedet og i kroppen på mig.

For komikken i situationen var jo heller ikke gået min næse forbi.
Og jeg ærgrede mig over, at jeg ikke kunne se mig selv i et spejl i den situation.

Jeg havde lige grædt i lang tid, så mine øjne må som minimum have været blanke. Og kinderne havde jeg meget svært ved ikke at trække op til et øre-til-øre-smil; det mærkede jeg tydeligt.
Kluklatteren kunne jeg også mærke.
Helt nede fra maven.
I min optik er absurde situationer pr. definition morsomme, så tøsen skulle ud, inden hun ville komme til at bryde kirkens ro…

Hele oplevelsen gav bagefter en dejlig ro i mit hoved.
Ærinderne blev hurtigt ordnede.
Jeg følte mig sårbar – og glad!

Resten af dagen blev tilbragt med min ældste veninde.
Hun kendte også min mor som barn, så en ret stor del af aftenen blev brugt på at snakke om gamle minder.

Da jeg dagen kørte hjem fra min veninde, var jeg stadig temmelig grådlabil.

Jeg opdagede en besked fra kirkegårdslederen på min tlf., da jeg var kommet hjem igen. Det var en besked, jeg havde overset, for den var egentlig sendt allerede dagen før.

Men nu fik jeg den læst.
Og så fik jeg den fornemmelse, jeg af og til får:
At nogle gange sker der lige præcis de ting, det er meningen, der skal ske.

For om fredagen på den kirkegård, min mor ligger, blev de færdige med anlægningen af hendes gravsted.

På min mærkelige dag.

Mens jeg sad uden trusser på en stol i en gammel kirke i et andet sogn og sørgede over, at min mor er død.

Er det ikke vildt?

Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at jeg endte inde i den kirke den fredag formiddag. Måske ikke engang at det skete med æg i fissen.

Jeg er egentlig også fuldstændig ligeglad!

Den fredag var meget betydningsfuld for mig – uafhængigt af hvem eller hvad der forårsagede begivenhedernes gang.

Og ærlig talt: Jeg er sikker på, at min mor har moret sig over min fredag, hvor hun end befinder sig.

House Rules

Jeg har meldt mig ind i et par BDSMgrupper på Facebook.
Det er både hyggeligt og interessant.
I den ene af dem startede der forleden en lidt sjov tråd om folks yndlings-BDSM-memes.

Her dukkede de så, åbenbart, berømte “House Rules” op.
Jeg kendte ikke rigtig til dem, omend jeg dog genkendte enkelte sætninger.

Jeg kunne se, da jeg efterfølgende researchede, at der findes utallige udgaver af disse på nettet – for som med alt andet indenfor BDSM, må folk jo udleve det på den måde, der er den rigtige for dem. Så med andre ord; hvis det fungerer for dig, så gør du det rigtigt!

Men selvom der var af utallige variationer af forskellige husregler mellem tøser og Herrer, gik disse 20 regler igen på rigtig mange sider, så jeg fik indtrykket af, at det må være standardformulerede sætninger, som mange BDSM-udøvere kan tilslutte sig.

Jeg kan absolut også kun være enig i de fleste. Enkelte af dem provokerer mig en smule … men det er en snak til en anden dag.

House Rules

1) You will wear no clothes in the house, unless they’re sexy
2) The correct response to most things is “Yes, sir”
3) When spanked for being naughty, count
4) Never be ashamed of getting wet
5) Always say please and thank you
6) The proper position is on your knees
7) Ask for permission before you come
8) Remember who you belong to
9) Swallow every single drop
10) Wear your bruises with pride
11) Let your Master watch you masturbate
12) You shall provide sex upon command
13) You shall kneel before your Master naked and unashamed
14) Do as your Master says
15) Your ass is his
16) Make your Master proud
17) Collar at all times
18) Bare your soul to your Master
19) Do not question; hear and obey
20) It won’t stop until Master say so

Hvad med dig, kære læser?
Bliver du provokeret? Måske tændt?
Er det overhovedet en god idé at skrive ned og gøre det så firkantet, som “House Rules” foreskriver?

Ja, jeg spørger faktisk bare fordi, jeg er nysgerrig 😉

En stille undren


Her sidder jeg. På min lille altan. Med en dejlig, kold øl og mine smøger lige ved hånden. Vejret er helt vidunderligt!

I eftermiddags passede jeg ungerne i mit gamle hjem, indtil min ex kom fra arbejde.
Her til aften havde jeg helt fravalgt at lave aftaler, for jeg er i mit reflekterende hjørne i dag, og så tænker jeg bedst, når jeg er alene.

Jeg nyder, at min ex og jeg kan samarbejde om vores unger, så de har det så godt som muligt, nu når mor og far ikke er kærester mere.
Heldigvis var det aldrig på det område, vores forhold havde mangler.

Men jeg undrer mig!

To gange har jeg været involveret i meget langvarige, monogame forhold. Den ene var min ungdomskæreste, som jeg var sammen med fra jeg var 13 til jeg var 21 – og så mine børns far, som jeg mødte da jeg var 25.

Det betyder, at jeg har brugt 20 ud af mine 38 år på at være dybt involveret i forhold, der dybest set ikke var rigtige for mig!

Jeg fortryder ikke årene med dem. For alle kærester jeg har haft, har lært mig noget om mig selv. Og har selvfølgelig også budt på rigtig mange gode oplevelser og nødvendige erfaringer.
Men jeg kan se tilbage på en pige, der lagde låg på sider af sig selv, som lod sig nøjes, lod stå til – og som ofte gik på kompromiser. Ikke mindst med sig selv.

Og jeg undrer mig.

Hvorfor lod jeg mig nøjes?
Hvorfor havde jeg ikke modet til at handle noget før?
Som sagt fortryder jeg ikke de år, jeg har levet eller med hvem. Og jeg tror ikke, jeg kunne have fundet en meget bedre far til mine unger.
Men på trods af, at vores forhold blev bedre og bedre med årene, var det stadig ikke det rigtige for nogen af os.
Så hvorfor lod vi os nøjes?

Jeg er omsider ved at finde ud af, hvordan jeg kan stå fast på den, jeg er; ligesom jeg er.
Tøsen hjælper mig rigtig meget med det. Når tøsen lærer hendes grænser bedre at kende, så jeg lærer jeg også mine grænser bedre at kende.

Men jeg undrer mig stadig.

Noget af det, jeg har skullet arbejde rigtig meget med mig selv for at blive bedre til, er det her med at sige tingene højt: Sige fra, spørge ind, artikulere mine behov osv.
For jeg har altid haft en tendens til at lukke i i stedet for. Tænke, at det var nok ikke så vigtigt alligevel. Men det er det jo!

Jeg er heldigvis blevet meget bedre til det nu.
Og den frigørelse af energi og glæde og livskraft, som jeg har oplevet på det sidste, kan jeg på ingen måde se nu, hvordan jeg nogensinde har kunnet undvære.

Jeg kan huske, for nogle år tilbage, at jeg af og til tænkte, at det føltes som om, jeg ikke rigtig kunne komme i gang med mit liv.
Nu føler jeg mig meget mere fyldt op på “selv-kontoen”, og jeg mener oprigtigt, at jeg har et godt og spændende liv!

Jeg stiller mange spørgsmål.
Jeg har færre svar.

Men atter engang kan jeg undre mig over, at jeg skulle nå at blive næsten 38 år, før jeg tog mig selv alvorligt og tog ansvar for min egen trivsel og udvikling.

For det har vist sig, at livet er SÅ meget større og bedre, end jeg i mange år troede.