I efterårsferien havde jeg den største musikalske oplevelse, jeg i mit liv har haft.
Det siger faktisk ikke så lidt, for jeg har været en heldig musiker, og har efterhånden rigtig mange store oplevelser med i min bagage.
Jeg var på et korstævne for ungdomskor fra kirker rundt omkring i landet.
Der er faktisk i omegnen af 12000 medlemmer i denne organisation, så vi har fat i rigtig mange glade børn & unge, der elsker at synge.
350 af dem var forsamlet i København i 5 dage i efterårsferien.
Et af højdepunkterne var 50 års jubilæumsgudstjenesten i Københavns Domkirke tirsdag eftermiddag i efterårsferien.
Og lidt som med historien mellem tøsen og C, blev alle, der var med i domkirken den dag, efterladt forandrede.
Det var virkelig stort for alle.
Mange af os korledere sad med tårerne strømmende ned ad kinderne, inden det var slut.
Bagefter var der absolut intet andet at gøre, end at sige ‘tak’.
Jeg har tænkt rigtig meget på siden, hvor stor en magt, det lille ord har.
Årene 2016 og 2017 var for mig præget af stor turbulens.
Her i 2018, særligt her i efteråret, føler jeg omsider, at jeg er ved at finde mit fodfæste.
Jeg er nået langt med at få indrettet mit liv, som jeg gerne vil.
Overblikket over de næste skridt for mig er mig ganske klare, og i det store og hele går det egentlig meget godt.
Men det har været overvældende, at jeg har fået så mange gode gaver forærende.
– Dejlige, nye (og gamle) venner, som jeg elsker.
– Børn, der godt og vel har overlevet deres mors og fars brud.
– Små og store betydningsfulde oplevelser, der har fyldt kroppen og sjælen med glæde.
– En karriere, der lige nu rykker.
Jeg har knebet mig armen og spurgt: “Hvorfor er jeg så heldig?”
For selvom jeg virkelig HAR været heldig, så tror jeg faktisk, at det faktum, at jeg er blevet rigtig god til at huske at sige tak til folk, hvis de gør noget for mig, jeg sætter pris på, gør, at livet generelt glider en smule nemmere for mig nu.
Jeg oplever simpelthen større velvilje fra mine medmennesker, og at spændende muligheder viser sig for mig oftere, jo mere jeg har påskønnet livet og de mennesker, der er i det.
Igen er det banalt.
Nemt sagt.
Jeg ved også godt, at det ikke er enkelt.
Jeg ved også, at livet nogle gange alligevel tildeler os en lortehånd, selvom alle vores forudgående træk var helt “rigtige”.
Det er det, jeg har min “Shit happens”-kasse til.
Men oftere end mange tror, oplever jeg, at vi mennesker har en ret stor magt over udfaldet af vores skæbne.
Under alle omstændigheder gør indstillingen til de lortehænder, der kommer, en verden til forskel.
Erkendelsen for mig handler om balance:
1.
Jeg er uendelig dyrebar.
Der er ingen i verden, der er; eller kan det samme som mig.
2.
Alle andre er mindst lige så dyrebare!
Med andre ord:
Indtag din plads i verden.
Og stå ved den – uden at skamme dig eller undskylde.
Og lad andre gøre det samme.