En tøs reflekterer

Livet er hårdt.

Det har jeg måttet sande den sidste måneds tid, hvor gamle beslutninger – eller mangel på samme – har indhentet mig, tvunget mig i knæ, til vende blikket indad og reflektere.

Jeg føler snart ikke, jeg kan mere.

Jeg er på ingen måde på randen af selvmord. Den mulighed mener jeg slet ikke, vi har.

Jeg kan også stadig fornemme taknemmeligheden over livet inde bagved et eller andet sted.

Men al denne refleksion og fokus på at finde minde egne ben igen, har efterladt mig mere hudløs, end jeg nogensinde før har oplevet at være.
Andet end for en kort stund i hvert fald.

Og det er pissehårdt for at sige det mildt.
Jeg er enormt grådlabil, utålmodig med mine børn og med mig selv.

Siden midten af oktober har jeg on/off været syg.
Og hver gang jeg har været på vej ovenpå igen, har der været en stressfaktor, der har udløst næste runde sygdom.
For det har helt sikkert været pga. den emotionelle belastning, hele mit system har været igennem, at jeg har haft dette skrøbelige helbred.

Før jeg gik fra mine børns far, havde jeg helbred som en viking.
Jeg var næsten aldrig syg.
Når jeg endelig var, havde jeg det skidt i et par dage, peb ikke rigtig over det og kunne godt finde på at tage på arbejde alligevel.

Nu er jeg det største skravl…

Der var én af mine veninder, der kommenterede, at det da egentlig er meget praktisk, at min krop bare siger stop for mig, når jeg ikke selv gør det.

Og det hun for så vidt ret i.

Jeg vil jo bare helst nå derhen, at når jeg mærker, at nu er grænsen snart nået, at jeg så selv får sagt fra i tide.

Kære kvinder: Kender I den balancegang?
Kunsten at sige fra og markere ens grænse?
Hvorfor er det så svært for så utrolig mange af os?

Hvornår lærer jeg, at jeg først og fremmest må prioritere mig selv og min personlige balance, før jeg kan gøre alle mulige og umulige ting for alle andre?

Det handler nemlig IKKE om egoisme.

Det handler blot om, at jeg står fast på, hvad jeg er i stand til eller ikke er stand til.

Og hvis man er bevidst om det, mener jeg absolut også, det er muligt at sige fra overfor andre på en ordentlig og respektfuld måde – hvilket alle som udgangspunkt også har krav på.

Så hvornår lærer jeg det?