At komme eller ikke at komme

Jeg har altid haft et issue med orgasmer.
Altså mine egne … andres har jeg absolut ingen problemer med.

Jeg har vel været en 14-15 år, første gang jeg oplevede én.
Jeg var sammen med min ungdomskæreste på det tidspunkt, og han fandt et massageapparat hjemme hos mig.

Ikke et stykke sexlegetøj, men I ved, de var meget populære for 15-20 år siden.
Og var efter sigende designet til at afhjælpe muskelømhed med deres vibrationer.
Jeg forestiller mig nu, at der er adskillige andre kvinder derude, der, som jeg med min kærestes hjælp, opdagede alternative brugsformer for disse massageapparater…

Jeg kan helt ærligt ikke huske, om min daværende kæreste var tilstede eller ej, da det lykkedes mig at komme den allerførste gang.
Den var heller ikke specielt kraftig.
Det tror jeg nu mere handler om den kropsforståelse, jeg havde dengang, end om selve orgasmens styrke.

Hvad jeg dog tydeligt husker, er at det næsten er umuligt for mig at komme foran en fyr.
Jeg skal bruge oceaner af mere tid for at komme, ift. hvis jeg er alene.

Den mekanisme kæmper jeg stadig med, her mere end 20 år senere.
Og det på trods af, at jeg har arbejdet bevidst med den i næsten lige så mange år.

Jeg er også nået langt.
Jeg læste et sted, at en forbløffende stor andel af kvinder, synes at deres fisse er decideret grim og endda ulækker.

Dét synes jeg er en meget, meget stor skam!

For jeg vil vove at påstå, at alle (heteroseksuelle) mænd vil tænde på at se en kvinde, de er interesserede i, vise sin fisse frem for ham.
Og især, hvis hun gør det ublufærdigt og uden skam.

Men jeg forstår så sandelig også godt de kvinder, der har det svært med deres fisser.

Indtil jeg blev 21-22 år, havde jeg det på præcis samme måde med min.
Og det gjorde, at sex var noget, der skulle overståes.
For jeg anede simpelthen ikke, hvad jeg skulle stille op med den fisse der …

I starten af 20’erne indgik jeg så i mange år en slags våbenhvile med hende.

Det gjorde min sexoplevelse og frigjorthed klart større.
Dog var der stadig temmelig lang vej, før den perverterede, pik-glade slut, jeg er blevet, for alvor trådte frem på scenen.

Med V skete der igen et skifte for mig.
Jeg har nævnt, at han gav mig mit indre kompas som gave.
En anden gave han gav mig – og som i virkeligheden var den største – var, at han lærte mig at se min fisse som smuk, indbydende og sexet.

Og den vending har gjort mere for, hvordan jeg i dag hviler i min krop og i min kvindelighed på en måde, som ingen andre erfaringer, kunne have gjort for mig.

Jeg har stadig et issue med orgasmer.

C træner med mig.
Jeg onanerer ved siden af ham.
Ikke med fingrene.
Hvis jeg skal komme, bruger jeg altid legetøj.
Til gengæld har jeg en lille håndfuld apparater, som alle kan ‘do the trick’  for mig.

Jeg er nået så langt nu, at jeg kan komme næsten lige så hurtigt sammen med ham som solo.

Det er det med trygheden.
At han holder mig op på et vist bundniveau.
Stiller krav til mig, fordi han oprigtigt tror på, at jeg kan honorere  dem.
Så jeg føler mig taget vare på – men uden at få lov at flygte fra mit eget ansvar.

Jeg tror minsandten, jeg her  fandt ordene til at beskrive min og C’s dynamik. Hvorfor han kan få mig til at underkaste mig ham så nemt.

Den balance mellem at blive beundret, holdt oppe, passet på – men samtidig stillet til ansvar…

Den balance kan jeg i hvert fald rigtig godt li!

Igen

Jeg ved simpelthen ikke, hvad det er, han gør ved mig. Hvordan han tilsyneladende uden anstrengelse får mig til at underkaste mig ham.
Jeg kan ikke finde de rigtige ord, fordi C’s og min dynamik er – som den hele tiden har været – evigt skiftende.

Men jeg holder efterhånden meget af manden. Og er taknemmelig for den udvikling, han skubber til i mig.

Vi er stadig igang med at lære hinanden at kende. Og der er virkelig mange lag i os begge at dykke ned i, misforstå – men forhåbentlig også få en fornemmelse og accept af med tiden.

C er nu officielt min master.
Igen.

Men det var ikke helt uden sværdslag, at vi endte der.
Igen.

Jeg spurgte ham for en uges tid siden.
Han kiggede med det samme triumferende på mig, og sagde, at det snart også var på tide, jeg spurgte ham. Han sagde også, at han ikke kunne svare på spørgsmålet med det samme … Nu kunne jeg få lov at stege i mit eget fedt…

Han fortsatte med at snakke. Jeg hørte dog ikke flere af ordene, der kom ud af munden på ham.
Ikke mange sekunder senere fandt jeg selv kigge indtrængende på C og hviske: “Pas på.”

C tav.

Jeg kan ikke helt beskrive følelsen, jeg havde lige der.
Det føltes lidt som, når man får rejst sig for hurtigt og mærker blodet forlade hovedet brat.
Bare en emotionel version af følelsen.

Og den ramte som en hammer og lammede hele mit system.
Jeg fortrød med det samme, at jeg havde spurgt ham om at blive min master igen.

Når C ikke er plaget af hæmorider er han meget opmærksom, så han pausede sin egen dagsorden, og forsøgte at spørge ind til, hvad der havde ramt mig.

Jeg var slet ikke i stand til at sætte ord på.
Det kunne jeg først dagen efter.

Men mit pleaser-gen har stadig stor magt over mig, og fordi C efterlyste en forklaring på min reaktion, fik jeg i situationen sagt, at jeg er bange for, at jeg vil ham mere, end han vil mig.

Jeg sagde det for at aflede – men slet ikke for at lyve. Jeg sagde også sådan, fordi det lige præcis var sådan, jeg følte på det tidspunkt.
Og det lød som en plausibel forklaring – én jeg endda selv troede halvt på, selvom jeg godt kunne mærke, at det ikke var hele sandheden.

Den fulde erkendelse kom dagen efter og var, at jeg havde følt mig uretfærdigt behandlet af C.
Urimeligt, uretfærdigt.

Min hjerne havde fuldstændig forklejnet, at dengang C og jeg havde snakken, hvor jeg troede, han skulle fyres, havde C sagt, at der ville være en konsekvens forbundet med at vente med at spørge ham om at blive min master igen.
Og at konsekvensen ville vokse proportionalt, jo flere dage jeg ventede.

Men i blogindlægget, da jeg bekrev den aften, fejede jeg fuldstændig hen over det faktum.
Og min forståelse af situationen blev 100% i min hjerne, som jeg havde formuleret det i indlægget.

Så uretfærdigheden ramte mig dobbelt, da jeg mærkede hans reaktion på omsider at blive spurgt.

Min erkendelse var nemlig også, at jeg ganske enkelt fandt konsekvensen urimelig.
BÅDE at skulle spørge ham – OG bagefter straffes over timingen.

I min optik var vores regnskab netop gjort op, når han havde svaret ‘ja’ til mit spørgsmål.
Balancen dermed genoprettet.

Nu var der rod i den igen.

Men forleden kom C forbi. Efter en uge hvor han havde været mentalt fraværende.
C er igang med at ændre på store områder i hans liv, nu hvor dødsfaldene og ditto hæmorider er aftaget igen.
Og det betyder altid, noget der minder om “radio silence” fra hans side.
Ikke af ond vilje, eller fordi han ikke tænker på mig.
Han fokuserer bare på sit eget i disse situationer.

Jeg kender godt mekanismen fra mig selv, selvom den er knap så udtalt hos mig.
Derfor bliver jeg heller ikke såret over tavsheden.
Nuvel; jeg kan selvfølgelig godt savne ham – og irritere mig over, at han ikke kommunikerer.

Men jeg har aldrig været i tvivl om, at han vender tilbage, når hans overskud gør det muligt for ham.
Og egentlig er jeg heller ikke i tvivl om, at hans interesse i mig er lige så dybfølt og oprigtig som min interesse i ham.

Når jeg føler det modsatte, handler det mere om min egen usikkerhed end om alt muligt andet.

Men C og jeg fik snakket ud om det, da han var her forleden, og i løbet af den aften, gik det op for mig, at jeg nu heller ikke længere tvivler på, at C “has my best interests at heart”.

Jeg vidste i forvejen godt, hans intentioner var gode nok.
Jeg var, however, ikke overbevist om, at han ville være i stand at være opmærksom nok på mig til i praksis at kunne efterleve det.

Som sagt blev jeg overbevist forleden.
Og jeg spurgte. Og han sagde ja. Uden tøven – og uden konsekvens.

I mange år havde jeg enormt svært ved at stille krav til andre i relation til mig – og at stå fast på dem.
Det er noget af det i mig, jeg har arbejdet meget bevidst på at blive bedre til.

Nu har gjort det flere gange overfor C.
And guess what:
Jeg døde ikke. Der var ikke nogen, der hadede mig for det – eller tænkte mindre om mig af den grund.
Alle de bekymringer var blot i mit eget hoved.

Tværtimod har jeg jo tydeligt mærket – og ikke kun ift. C – hvor godt det gør for mit eget selvværd at stå fast på mine grænser.

Og C er her endnu.
Og vores sex bliver bare mere fræk, mere perverteret og mere lækker efterhånden.
Alene i løbet af vores nat forleden kunne kurvens stigning mærkes tydeligt.

C kalder jeg nu farmand, når vi leger.
Han kalder mig sin dygtige, lille pige. Og et par gange: Sin luder-datter.

Farmand ønsker at lære sin lille pige, hvordan hun bliver god til at gør drenge glade.
Og hun nyder modvilligt lektionerne.

Det er sex, der er så perverteret og kinky og tabu-belagt, at ingen bare for få måneder siden ville kunne have overbevist mig om, at jeg ville ende med at gøre og sige de ting, jeg gjorde med C en sen nattetime her i april.
Age play var én af mine ‘hard no’s’ – og specielt, hvis der også indgik incest i en eller anden form… altså indtil jeg mødte C.
Men vi har, uventet, fundet et fælles kink: Vi drages af det forbudte og det tabu-belagte.

Hvis ikke intimiteten mellem os var vokset i takt med perversiteterne, så ville jeg måske have haft det svært med vores leg og ikke mindst min rolle i den.

Men jeg må erkende, at den rolle kom til mig helt af sig – og at den føles meget tillokkende at udforske.
Og mere end bare tillokkende:
Den føles frigørende.

Flinkeskole:
Jeg er farmands lille luder.
Fuck dig!