Dagens match

M:
Hvordan får man en fisk til at svømme hurtigt?

C:
Tal svensk til den. Ingen fisk vil være surstrømning.

M:
Self. forkert, Langben.
Man tuner den da!

C:
Du er så ringe man skulle tro at du havde et aborrenement på plathed.

M:
Du er så gammel, at du allerede havde fået rynker, da dinosaurerne uddøde.

C:
Du lærte trilobitter at trillobitte!

M:
Du kneppede Adams mor!

C:
Du var der et kvarter før the big bang.

M:
Ja, og du kunne ikke holde op med at brokke dig over, hvor lang tid, du allerede havde ventet på mig, Gamling!

Luder: 1
Master: 0

Fed fredag

Af og til er der profiler inde på Scor, der skriver til mig og komplimenterer mig for bloggen her.
Og tusind tak.

I am always a sucker for praise!

I går var dog lidt anderledes.
Komplimenten kom nemlig fra en parprofil – og det var den kvindelige halvdel af parret, der sad bag tasterne.

Og sådan en henvendelse fra en velbegavet, interessant kvinde, betød virkelig meget for mig, opdagede jeg.

Sikkert fordi jeg selv er kvinde.
Og fordi hun lige så stille er igang med at træde ind i en subrolle – en proces jeg snildt kan genkende.

I fredags tog jeg ud til C.
Vi knaldede det meste af natten til lørdag.
Farmand knaldede sin luder-datter … to venner mødtes for at den ene kunne få lov at øve sig lidt i at binde, og det udviklede sig … C fik trang til at tisse på en tøs i en brusekabine …

Og så videreudviklede han og jeg på vores forskruede familiedrama:
Mor kom fuld ind og pillede ved sin sovende søn. Han vågnede, lod mor fortsætte sit tvivlsomme ærinde og endte endda med at overtage og få mor til at gøre ting ved sin søn, hun ikke i sin vildeste fantasi havde turde drømme om.
Og hun lod ham gøre det.

Det griber lidt om sig med denne kærlige familie, vi har fået gang i.
Og det bringer mig tilbage til Scor.

For når C og jeg holder knalde-pauser, sidder vi ofte sammen og prøver at hooke op med andre kinky mennesker med hang til incestuøse, twistede rollespil på fx Scor.

Og lige nu arbejder vi faktisk begge på at udvide vores sexfamilie.
Der er simpelthen opstået konsensus imellem C og jeg i at se, HVOR kinky en familie, vi kan få skabt. Hvor langt ud kan dette rollespil køres?

Én ting er sikkert:
Jeg får træning i dirty talk som aldrig nogensinde før.
Og for første gang nærmer jeg mig faktisk det punkt, hvor jeg bare overgiver mig til min rolle og så giver den max gas.
Og jeg kan mærke den groundende effekt, der smitter af på alle områder af mit liv.

Og mulighederne for seksuelle setups bare indenfor de rammer, der hedder ‘familie’ er jo nærmest uendelige.

Kan I se de kinky ass familiefester, vi kunne holde?
C og jeg kunne jo få familien fra Thomas Vinterbergs film, Festen, til at ligne en forsamling fra The Brady Bunch…

Den store “Scor-familie” er absolut også en broget forsamling.
De fleste derinde sammenlignes nok desværre bedst med den fulde onkel eller tante.
Men ind imellem kommer guldkorn i form af nye, velkomne og velgørende relationer dryssende.

Så nu vender jeg tilbage til starten af mit skriv her; nemlig den kvindelige halvdel af en parprofil, der skrev til mig i går.
For hun har ben i næsen og en mega-fed humor.

Jeg har efterhånden haft tonsvis af skriftlige dialoger på Scor.
Det talte sprog er noget tricky.
Selv med de mennesker, man har god kemi med IRL, kan det være svært med det skrevne ord.
Og mellem hende og jeg flød samtalen bare usædvanlig utvunget.

Sådan lød det i går:

QfraPar:
Jeg er der hvor, at da jeg mødte min mand for nogle år siden var første gang, at jeg overhovedet “tillod” en mand at sige “nej” til mig.
Han har altid været meget ærlig om sin natur, der er dominant i sit udgangspunkt. Og altid ‘passet på mig’ men også skubbet til mig og mine grænser. 

Over årene har det så, ja udviklet sig. 
Kræver både min egen accept i høj grad og hans grundighed og opmærksomhed. 

Så hvis jeg skulle starte en blog skulle den måske hedde: “En venstreorienteret feminists trakasserier med egen submissivitet”

M:
Årh, jeg er solgt på din sidste sætning.
Du kan nu absolut også noget med ord.
Og godt at have en god dom ved sin side som sub.
Sådan har jeg det også med C. Min rejse er stadig også kun begyndt. 
Sig endelig til, hvis I kommer forbi vores egn.
Både C og jeg er blevet nysgerrige på jer!

QfraPar:
Vi frekventerer den egn indimellem. Så det vil jeg huske.
Og er sikker på, at du har en skøn tid foran dig med C.

M:
Det bliver kun bedre mellem ham og mig.
Og hvor er det flot, at du har turdet insistere på at udvikle dig i et tempo, du kan følge med i og rumme. Det skal du klappe dig selv og din mand på skulderen for. Virkelig.

En mand, jeg har snakket med, som har været i BDSM-miljøet i over 30 år, fortalte mig, at han har set SÅ mange kvinder opdage den verden. Og så køre derudaf med 180 i timen uden at stoppe og mærke sig selv. Og desværre også af og til med store konsekvenser for de kvinder efterfølgende.

Jeg havde selv en snert af det.
Men C tvinger mig til at snakke ud. Ucencureret og ærligt, når han kan mærke, at noget fylder hos mig.
Så han tvinger mig til at sætte ord på og dermed blive bevidst. 
Og jeg kan mærke, hvor meget det hjælper mig til at mærke mine grænser. Og stå fast på dem.
Så bliver det nemmere at stoppe op og trække vejret.

QfraPar:
Bliver seriøst næsten rørt ved din besked. Det ER sådan, jeg har det….Giver mig en del at tænke over – og er glad for, at du har C.

Vi er ikke en del af ‘miljøet’. Og er i tvivl om, hvorvidt det rigtigt tiltaler os. Men har haft nogle oplevelser i udlandet, hvor jeg fsv. godt har kunnet se ideen bag også at udveksle oplevelser og følelser med andre. Men som jeg også synes, at du giver udtryk for, er det meget med at tage det i det rigtige tempo.

M:
Er heller ikke i miljøet. C heller ikke.
Vi leger os bare frem med det – og mærker, hvad vi tænder på.
Sex er jo en leg, så et element af “laissez-faire” (=tab af kontrol) er for mig et must.
Vi har heller ikke kontrakt … bevidst.

QfraPar:
Smiler mere og mere af tanken om jer to (på den søde og venlige facon vel at mærke)

Og så fortsatte samtalen mellem hende og mig omkring BDSM, Flinkeskolen (ikke mindst at gøre op med den) og en italesat gensidig nysgerrighed på hinanden.
C er også solgt.

Hvad der sker herfra, kan ingen jo sige. Jeg har heller ikke bestemte forventninger til, hvor relationen vil lande.
Men jeg er et sted i mit liv, hvor jeg bare kan nyde en god samtale på Scor en sen fredag nat.
Så meget, så jeg bli’r glad helt ind til benet.
Det er godt!

Jeg er den, jeg er

Nogle gange går det nemt.
Andre gange not so much.

Og til de, der ikke læste overskriften:
Ja. Dette blogindlæg kommer til at handle om det, der optager mig allermest lige nu; nemlig selvaccept.

Jeg skal nok uddybe min definition af ordet.

Jeg tror nemlig, at der findes mange definitioner.
Og hvis vi skal forstå hinanden, må vi også forstå hinandens forskelligheder eller ensrette vores definitioner, så alle taler samme sprog.

For mig ligger der nemlig ikke yderligere i begrebet end netop ordets konkrete betydning i sig selv.


Ingen selvforherligelse.


Men netop ens bevidsthed om det uperfekte i en selv – og at de uperfekte sider af en selv er en lige så stor og relevant side, som de sider, vi er stolte af, og som også er med til at forme os som mennesker.

Det er de sider, mange af os undgår at kigge på for længe ad gangen – basically fordi vi skammer os lidt over dem.

Selvaccept for mig er ikke at hvile på laurbærrene.
Vi må meget gerne tage kampen op mod de dårlige sider, og prøve at løfte os selv til et højere niveau.

Det kan tage mange år – javist. Netop her bliver selvaccept en rigtig vigtig del af vores arbejde med os selv, hvis det skal ende til vores fordel og ikke et Sisyfosarbejde.

Mit råd er:
Bliv bevidst om, hvad dit udgangspunkt er.
Dine svageste sider.
OG dine stærkeste sider.
Dem alle sammen!

Et af mine mindst flatterende træk er, at jeg nemt bliver usikker.
Til det punkt, at jeg enten går i stå eller bakker brat.
Jeg bliver lillepige-agtig … næ … værre:
Jeg bliver faktisk blondine-agtig.

Jeg hader den side af mig selv:
“Det kan jeg ikke finde uuuud af”,
“Jeg ved ikke, hvordan man gør” …
Det er så ynkeligt!

Det værste er, når jeg bruger denne:
“Jeg gider slet ikke lære det – kan du ikke bare gøre det for mig?”

Men det er gået op for mig, at jeg ER sådan skruet sammen.
For now anyway.

For netop nu, hvor jeg er ved at erkende, at det er det er en af mine forskruede forsvarsmekanismer, så kan jeg også vælge at deale med den, hvis jeg virkelig gerne vil.
Og det kan jeg gøre, lige når det passer mig.
Jeg har faktisk selv magten og ansvaret over mine hvilke af mine personlige træk, jeg vil dyrke – eller gøre op med.

Jeg er blevet punket fra mange kanter af – og på lige så mange områder i livet (inkl. af mig selv) her i 2019 og i de tre forgående år
Jeg er blevet udfordret på alt fra arbejde, børn, valg, fravalg, seksualitet, selvopfattelse … and I could go on.

Og jeg er her endnu.
Stærkere end nogensinde.

I takt med, at jeg har erkendt mine mest skrøbelige sider, er min styrke også vokset.

Mon ikke, det er selvaccept for mig? Det tror jeg!

Så i dag vil jeg lade Thomas Helmig få det sidste ord:

“Nogle døre må man lukke for at verden kan blive større.
Jeg slutter fred med det hele.
Alle sammen, hver og en.
Mens jeg venter
på at komme hjem igen.”