Dyrebare relationer

Som I nok kan mærke på mig, så betyder mine venner meget for mig. Og jeg insisterer på dybde i mine venskaber – ja, egentlig i alle mine relationer.

I dag vil jeg præsentere jer for en dejlig mand, som på kort tid er blevet en rigtig nær ven:

A

A er også på Scor.
Og A er sadist.
På den fede måde.

Den type, der gerne “manipulerer” med kvinderne, så de bagefter ses med et stort smil omkring læberne … og helst et, der varer i flere dage.

Den slags doms kan jeg godt li’!

Åben, varm, nysgerrig på sig selv og på mennesker omkring sig.

Han og jeg mødte hinanden i efteråret.
Egentlig for at afsøge, om der var basis for en seksuel relation.
Og snakken mellem A og jeg gik bare fra starten af.
Vi har virkelig meget at snakke om! Og begge en nok lidt hippie-agtig, “der-SKAL-sgu-være-plads-til-os-alle-og-vi-skal-lære-folk-det-med-kærlighed”-tilgang til verden.
Dog på to vidt forskellige måder.

Den seksuelle del af vores relation kom aldrig rigtig igang. Vi prøvede endda flere gange.
Som sub og dom var vi bare ikke et match.
Men det er vi som venner!

Jeg har sagt det før på andre måder. I dag bruger jeg denne formulering:

Scor er pakket med klaphatte – og der er langt mellem snapsene!
Men de få snapse derinde er, til gengæld, så udsøgte, at de er hele jagten og tidsrøveriet værd.

Og sådan havde A og jeg det med hinanden fra dag 1.
På et tidspunkt, da vi forsøgte 3. gang at komme igang med noget sex uden succes, udbrød han:
“Nej, nu henter jeg fanme noget is. Vi skal have noget is!”

Og så sad vi i hans seng og spiste is og snakkede videre.
Lidt senere sov vi i ske, og dagen efter tog A og jeg og A’s hund en tur i skoven, inden jeg kørte hjem igen.

Ingen af os havde børn juleaften, så A og jeg holdt endda juleaften sammen. Og A’s hund var med.
Og det var bare lige den aften, vi begge havde trængt til.

Som A selv udtrykte det bagefter, så sagde det alt om vores aften, at han først kom i tanker om at åbne sine gaver d. 25.

Og venskabet er kun blevet dybere siden da.
Han er én af dem, jeg bruger som sparringspartner om sex.
Ordet er altid frit mellem os, og som kvinde er det virkelig fedt at kunne spørge en fyr til råds om sex.

Jeg har heldigvis opdaget, at jeg har meget nemt ved at blive venner med mænd. Meget nemmere end med kvinder, som jeg ofte bliver ligeså forvirret af, som mænd gør.
Jeg tænker som regel meget konkret, så det er nok en del af forklaringen.

Men jeg snakker nu generelt meget om sex med mange af mine venner.
Det er heldigvis ikke kun forbeholdt A, og sorry – men nu kan jeg altså ikke dy mig for at moralisere lidt:
Hvis I kvinder og mænd derude ikke gør:
Kom igang!

Det er så godt for os allesammen at snakke om sex. Og om alt muligt andet – men FOR mange mennesker, oplever jeg, har en blokering lige netop omkring at italesætte deres egen seksualitet. I detaljer og med alle deres kinks på bordet.


Det betyder sådan set ikke, at alt nødvendigvis SKAL italesættes.
Det handler om, at vi skal have den følelse med hinanden, at vi KAN tillade os at spørge om eller snakke om alt.
Og forvente med rette at blive mødt åbent og med empati af den, man har snakken med.

Og det er én af hjørnestenene i A’s og min relation:
Nemlig full frontal honesty.
Vi møder hinanden uden fordømmelse. Også i situationer hvor vi ikke kan relatere til den anden.

Når vi som mennesker møder hinanden åbent og uden at dømme, så har vi faktisk mulighed for at være uenige uden at begynde at skændes.
Måske kan vi endda lære noget?
Så vores verden atter kan blive større.

Og vil I høre noget pudsigt?

Jeg mødte A og C samme dag.

21. september 2018 var åbenbart en god dag for nye, dyrebare relationer.

Perspektiv

Perspektiv er en sær størrelse.
Jeg sad her i dag og læste nogle af mine første indlæg fra for lidt over et år siden.

Jeg fandt et indlæg, morgenbolletøsen havde skrevet, hvor hun undrede sig over, hvor meget hun nød uforpligtende sex.

Sådan havde jeg det for et år siden.
Og jeg fik prøvet nogle fede ting af, uden at gøre egentlig skade på mig selv, og som jeg ikke ville have været foruden.
Fx kørte jeg hen til et hotel en onsdag aften forrige sommer en time fra min lejlighed, knaldede to gange med en fyr, jeg havde mødt online og ellers kun havde talt i telefon med en enkelt gang – og kørte derefter tilbage til min lejlighed i min bette bil.

Jeg er også meget opmærksom på – og taknemmelig for – hvor heldig, jeg har været.

Jeg har sat mig selv i situationer, hvor fyrene nemt kunne have misbrugt det, havde “mine fyre” været farligere typer.

Og min erkendelse omkring casual sex er langt fra heller den samme, den dag i dag.
Det har endda intet med mænds potentielle fysiske overmagt at gøre.

Jeg kan ikke med uforpligtende sex. Punktum.
Jeg vil favnes & favne hele vejen rundt. I enhver relation jeg har.
Så besværlig insisterer jeg faktisk på at være.
Jeg ville simpelthen miste kontakten til mig selv, hvis jeg dyrkede det uforpligtende (all heart, remember?)

Sammen med C har jeg dog haft en håndfuld gode oplevelser med flere i sengen.
Men i det setup forholdt jeg mig kun til de øvrige parter som hans og mit legetøj.

Så lige i den situation bortfaldt mit behov for en emotionel og intellektuel tænding fuldstændig.

Det handlede om spillet mellem master&luder. Ikke spor andet.
Og det spil nød jeg!

Men for et år siden undredes jeg over den “gamle” M.

Nu undres jeg over hende fra for et år siden … og jeg glædes samtidigt med.

For det med udvikling er så svært at mærke selv.

Jeg har spillet klaver i mere end 30 år.
Og har jævnligt gennem årene brugt det trick, at finde et stykke frem, jeg havde spillet for flere år tilbage, for netop at mærke, at det føltes nemmere for fingrene nu, og at jeg rent faktisk VAR blevet en bedre pianist, siden første gang jeg spillede stykket.
For den udvikling sker for det meste så gradvist, at det kan være svært at få øje på ens egen progression.

Åbenbart er det det samme med personlig udvikling for mig.
For jeg fik nemlig akkurat samme aha-oplevelse, da jeg tidligere læste “gamle” blogindlæg.

Hold kæft, hvor har jeg alligevel meget lettere ved at mærke mig selv i dag – bare ift. for et år siden.
Og jeg tager bedre valg for mig selv.

Og hvor er jeg god til at glemme at klappe mig selv på skulderen for det.

For jeg har netop bevidst arbejdet mig i den retning, og nu begynder jeg faktisk selv at kunne se tydelige resultater.

Mit humør er mere stabilt. Grundglæden føles nærmere. Lykken egentlig ikke, men den har heller aldrig været målet for mig.

Målet er et rigt liv.
Med store oplevelser og store følelser.
Og masser af kærlighed!

C & selvaccept

Åh, ha!

Lige denne gang aner jeg slet ikke, hvor jeg skal begynde.
I en sang hedder det:
“What a difference a day makes”

Well, i mit tilfælde handler det om to dage; søndag og tirsdag.

Forrige lørdag var jeg kørt ned til V – eller rettere; V & H. Han er nemlig blevet en del af et par. Og jeg nyder stadig at hænge ud med ham, og nu også med H.

Vi tre havde siddet det meste af natten og snakket.
Søndag, mens jeg stadig var på besøg, skrev C til mig.
Han var egentlig også inviteret med i weekenden, men havde sine unger til overnatning, og var derfor ikke med.

Men efter at han søndag igen blev alene i sin lejlighed, fik han besøg.
Af en kvinde fra Scor.
Hvor begge basically regnede med at flå tøjet af hinanden kort efter hendes ankomst.

Og han skrev til mig for at inddrage mig i oplevelsen:

“Iiii get to fuuuck heeer, and you dooont get tooo rape her with meeeee”

og bagefter:

“, men jeg ville ønske at du kunne være her, om ikke andet så for at tage kvælertag på hende og klemme til”

Og jeg kan sagtens se fra C’s perspektiv, at det var hans måde at forsøge at gøre mig til en del af den oplevelse.
Hans intention var god.

Men hans ord skabte røre i mit system.
Jeg var et andet sted … og ikke kun geografisk.
Jeg forsøgte at skrive det til ham, da han spurgte mig, om der var noget bestemt, jeg gerne ville ha’, at han skulle gøre ved hende:

“Ellers tak, søde.
Når jeg ikke kender hende og ikke selv er tilstede, kan jeg ikke så godt forholde mig til det. Men hyg dig.”

Jeg kan godt se, at det vil være godt for mig at lære at sige fra mere klart.
Der er desværre plads til fortolkninger i min ovenstående formulering.

Og på skrift, og fordi han var spændt og optaget af sit, overså C også de signaler fra mig.

Så han fortsatte med at skrive, og mit pleaser-gen tog over.
Hvilket betød, at jeg resignerede og prøvede at svare nogenlunde kækt igen og forsøge at skjule, jeg var blevet ked af det.

Og det spil er jeg desværre mester i, så dialogen fortsatte en stund, mens jeg blev mindre og mindre.

Så da jeg søndag aften kørte hjem fra V & H igen, kørte mine tanker ring.
Jeg var træt, ked af det, og jeg fik kørt mig selv op og sendte nogle meget sårende – og unødvendige – beskeder afsted til C.

Han blev berettiget vred på mig.
Og skrev til mig næste dag:
“Jeg vil gerne have lidt tid til at formulere et ordentligt svar, M.
Jeg skriver senere i dag eller i morgen.”

Hvorfor er jeg så forbandet usikker på mig selv?
Udefra; rationelt; objektivt set …
der véd jeg, at jeg er en attråværdig kvinde. Ikke bare rent fysisk.
Rigtig mange mennesker tænder også på personen bag ved, har jeg opdaget.
Og jeg kan for så vidt også sagtens se mine egne kvaliteter og mene oprigtig, at jeg er både en god mor, veninde og elskerinde.
Og jeg mærker tydeligt kærligheden fra min familie og mine venner.

Men til et punkt. Kun til et punkt.

Herinde. Allerinderst.
I mit lille, lille følsomme hjerte.
Der sidder en pige, som aldrig har formået at føle sig fortjent til al den kærlighed, omsorg og begær, som hun ellers har alle muligheder for at få.

Hun har altid haft nemt ved at føle sig forsmået og overset.
Og af en eller anden grund udfordrer C denne lille pige, mere end nogen anden i mit liv har gjort før.

Tirsdag aften tog jeg ud til ham.
Han fik sagt fra på det urimelige, jeg havde skrevet til ham, efter min biltur hjem.

Og jeg skammede mig.
Men fordi jeg ikke havde anet, hvad han ville sige til mig den aften, gik min hjerne i gang med at fordøje hans ord – mine egne tanker gav jeg aldrig rigtig plads.
Så jeg fik ikke så meget ro på mit eget system i den korte tid, jeg var hos ham tirsdag, til at jeg kunne formulere mine egne egentlige følelser højt for ham.

Men selvom jeg tirsdag følte mig fastlåst i skamfuldheden, og C endte med at sige, at det vist var bedst, jeg kørte hjem igen, så hørte jeg hans ord forinden.
Og tror også, jeg har forstået de fleste af dem.

Og det var endt med en træls stemning mellem os, hvis jeg var blevet, så rationelt bakker jeg ham op i at smide mig ud.
Den følelsesmæssige lussing, udeblev selvfølgelig dog ikke.

Så skamfuld var turen tilbage til tøsens lejlighed, indeed!
Men den fortog sig heldigvis allerede igen samme aften – altså; lussingen.

C har gjort det klart, at han gerne tager imod mig, når jeg ønsker kontakt igen.

Jeg er i mellemtiden gået i tænkeboks.
For vores master/luder-relation har jeg åbenbart ikke sluttet fred med.

Jeg er stadig afklaret med, at jeg ikke tror på monogami.
På samme måde, som vi elsker alle vores børn, venner osv., og de hver især udfylder en vigtig brik for os, som vi ikke ville undvære.
Sådan tror jeg også, det er med sexpartnere.
Jeg tror, det er utopisk at tro, man kan finde én til at udleve samtlige af ens kinks med. Et menneske, der kan opfylde alle dine behov.
Kinks og behov er mindst ligeså mangfoldige som vi mennesker, og jeg tror på, at vi skal bakke hinanden op i at favne livet – i overensstemmelse med vore egne personlige sandheder.
Hver især.

Og det tror jeg kræver, at vi gir hinanden fri. Også til at handle på seksuelle impulser.
Men det er MIN personlige sandhed. Og dermed ikke alles sandhed.

Det er absolut også en besværlig sandhed at vælge. Og selvfølgelig sagde jeg heller ikke bare: “bum … nu er jeg polyamourøs!”
Og så var det det …
Nej, så naiv er jeg, trods alt, ikke.

Nu er jeg omsider igang med at erkende, at jalousien altså fulgte med, da jeg valgte at leve ikke-monogamt.
Selvom jeg i lang tid benægtede, jeg havde de følelser.

Og jeg er klar over, at jeg bliver jaloux, fordi det tricker min usikkerhed, og min følelse af ikke at være god nok.
Den ligger hos mig. Og kun hos mig.

Selvom C og jeg ikke er kærester, og vores relation derfor også har sine begrænsninger, så er jeg ikke i tvivl om, at min plads i hans hjerte er ret stor.

Men jeg erkender nu, at jeg kæmper med at rumme en polyamourøs master/luder-relation i praksis, og det har taget mig 3/4 år at sige højt:

“Hej. Jeg hedder M, og jeg er jaloux.”

Jeg overvejer meget kraftigt at leve i cølibat i en periode.
Eller rettere:
Det har jeg faktisk besluttet mig for at gøre.

Fordi det nu er tid til, at jeg får dealet med de bagvedlæggende årsager til, at jeg har denne usikkerhed og issues med mit selvværd med i bagagen.

Så den lille pige i fremtiden, ikke får lige så stor magt over mig, som hun har nu.

Og for at være helt ærlig, så forventer jeg, at den proces kommer til at gøre rigtig ondt på mig.
Jeg kan mærke, at jeg skal have gravet dér i mit sind, hvor jeg altid er flygtet fra, når nogen er kommet for tæt på.
Fordi det sted føles så enormt sårbart, skrøbeligt og allerhelvedes angstprovokerende på mig.

Og trods mine mange, mange ord, så kan jeg ikke beskrive dette sted nærmere – eller tydeligere.

Så professionel hjælp vil nok være en god idé for mig.
Og at tynde ud i kompleksiteten i mit liv, hvor jeg kan, så jeg får overskud til det mentale arbejde, vil nok være en god idé, tror jeg.

Og jeg får brug for virkelig at mærke mig selv.
Uden nogen form for indblanding. Eller støj på linjen.
Og selvom sex kan være fantastisk, så har sex også en evne til at komplicere tingene.

Så derfor tror jeg, at cølibat også vil være en god idé for mig.

C og jeg kommer til at bevare vores relation. Det ønsker vi begge, og jeg er ikke bange for at miste ham.

Men master & luder? Hmm …

Lige nu skal jeg bare være M.

Og så skal M lære at elske og acceptere M med alle M’s fejl, mangler, traumer osv. på lige fod med alle M’s gode sider.

Og så … ja, hvem ved?