Alt flyder

I dag bliver det ikke mine egne ord, men nogle ord af Heraklit en klog mand engang sendte til mig. Jeg har elsket ordene lige siden og læst dem mange gange. Og nu ringer de mere sandt for mig end nogensinde før. Det er både godt og skidt, og den historie er forbeholdt et andet indlæg.

Ordene kommer her:

Alt flyder, sagde Heraklit,
du kan ikke stige ned i den samme flod to gange.
Jeg er ikke den samme i dag som jeg var i går.
Jeg ser tilbage på forgangne tider, forsøger at få en fornemmelse af den jeg engang var, men det undslipper.
Det er som at møde en fremmed i bagvendt orden, en jeg engang har kendt, men ikke kender mere.
Det er ligesom venskaber
nogle kan jeg spejle mig i, andre ikke, og så må jeg gå.

Alt har sin tid
og når den er omme er jeg forandret.

Og sådan er det.

Der er en tid og så er der en ny.
Ikke en lineær bevægelse, men en cirkel,
og dog ikke en ring
men fremadskridende spiral.

Hvor der er ingen tilbagevenden er, intet der kommer, er som det der var.

Den jeg var, er ikke den jeg er

Den jeg er, er jeg på grund af den jeg var.

Farvel, C

Det ironiske er, at jeg i lang tid havde forberedt en tale til dig med en stor ‘tak’.

Jeg ville have sagt dig tak for at slå bremsen i, da jeg ikke selv kunne mærke, at det var det rigtige. Også for mig.

Få dage efter vores sidste møde var min beslutning om at vælge mig selv og gå i cølibat klar for mig.
Og den ro og den nye måde, jeg kunne mærke mig selv på, indtrådte kort tid derefter.
Jeg havde glædet mig til stolt at fortælle dig om det, og at jeg omsider har fundet modet til at se et par af mine mørkeste og mest vedholdende dæmoner i øjnene og gøre op med dem.
Og jeg ville have sagt dig tak for at have været med i processen om, at jeg kunne gøre mig klar til det skridt.

Jeg har en god veninde, der bl.a. er hypnoseterapeut.
Hende og jeg har været kaniner for hinanden gennem vores uddannelser, når vi hver især har haft brug for det, så jeg har bedt hende om at hjælpe mig med mit opgør, som en del af mit “behandlings-team”.

Jeg har en forestilling om, at hypnosen er god til at sætte egoet til side, så det bliver nemmere at kigge på dybtliggende issues.
Og vi har allerede haft 1. session.
Jeg kom ikke ned i den dybe hypnose. Men det var en underfuld og betydningsfuld rejse, vi tog den første gang.

Og vi dykkede ned i et par minder fra min barndom, som jeg fik set på på en ny måde.
Et gammelt traume fik jeg konstateret, jeg allerede har sluppet vreden over. Og det var en dejlig bekræftelse.
Men der gemte sig en vrede et uventet sted.
Og selvom jeg kalder denne blog 100% ærlig, så er der detaljer i den historie, der er for private for mig, og som jeg derfor udelader.
Men jeg kan sige, at jeg står tilbage med en fornemmelse af, at en del af mit arbejde går ud på at tilgive. Mest af alt mig selv.

Og det ærgrer mig virkeligt, at din mekanisme er sådan, at det logiske for dig, var at vende ryggen til og uden et ord afskære kontakten.
Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor du følte, den reaktion var nødvendig.

Vi har ikke stået ansigt til ansigt, siden den tirsdag aften for lang tid siden efterhånden, hvor du smed mig ud.
Efterfølgende bad du mig holde afstand.

Tidligere, når du har haft brug for plads, har du givet udtryk for, at du blev glad for at få beskeder fra mig ind i mellem. Også selvom du ikke svarede på dem.
Så jeg har skrevet til dig ca. en gang om ugen lige siden.
Og jeg ville da lyve, hvis jeg ikke indrømmede, at en lille del af mig hver gang håbede på svar.
Men jeg vidste også, det var usandsynligt – og jeg skrev primært for at sende noget virtuel omsorg afsted. Som jeg så mange gange før havde gjort.
Og jeg kan og vil heller ikke undskylde for at bekymre mig om, at du har det godt.

Men jeg tror, at dine spilleregler denne gang var anderledes, og jeg derfor overtrådte en grænse, da jeg skrev til dig i denne omgang.

Men det er kun et gæt. For du har stadig ikke svaret. Her lidt over en måned senere.

Jeg ville også have sagt dig tak for at puste til mit opgør med flinkeskolen.
Jeg ville have sagt dig tak for det stykke vej, vi sammen gik. Den vej var betydningsfuld af mange årsager for mig.
Ja, jeg havde faktisk mange, mange positive ord til dig.
Og ingen krav. For jeg ønskede ikke engang at være din luder mere.
Men jeg var spændt på, om forholdet rakte til, at et venskab kunne blusse op i stedet for.

Jeg har vist fået mit svar.

Og jeg sørger en stund endnu over, at mindet om det positive fra vores relation er plettet af din tavshed.

Så C; du har lært mig meget – og du givet mig en del unødvendige omveje at gå i min proces.
Du har aldrig foregivet at være mere eller andet, end du er.
Så jeg kan takke mig selv også for, at jeg nu står her.
Forhåbentlig er vi begge klogere en anden gang.

For erkendelsen af, at jeg havde mistet kontakten til mig selv i løbet af min relation til dig kom først, da vores kontakt stoppede.
Men jeg kan se nu, at det er et stykke tid siden, jeg havde mig selv med i vores lege. Jeg gjorde mit bedste for at please dig. Og fakede desværre så godt, at selv ikke en opmærksom mand som dig, opdagede det – i hvert fald ikke bevidst.
Den snak havde jeg også glædet mig til.
Sammen at italesætte de misdynamikker, der lå imellem os.
Jeg havde glædet mig til at lære noget af den snak.

Jeg er også ramt på min retfærdighedsfølelse.
Jeg føler mig snydt for den snak.
Og jeg synes ikke, det er fair, at jeg skal gætte på svar.

Men sådan er det. Og jeg skal nok deale med det.

Og jeg ønsker dig det stadig godt, når alt kommer til alt.

Farvel, C.