Words matter

Ord betyder rigtig meget for mig.
De rigtige ord. Den rigtige formulering. I den rigtige kontekst.

Jeg kan bruge oceaner af tid på at formulere mig, og jeg nyder, når mine sætninger står skarpe og præcise. Det er nok én af årsagerne til, at jeg blogger om mit liv. Altså når overskuddet er til det – eller når behovet for det opstår.

I dag er det behovet, der har ført mig til tasterne.
Fordi jeg er blevet såret af ord i dag. Og fordi jeg også selv har såret med ord i dag.

I tre måneder har jeg været på en mission om at bedre mig selv.
Få styr på mine finanser, være en mere tjekket musiker, en bedre mor.
Alt dette med udgangspunkt i at tage ansvar for min egen hverdag. At køre en strammere – men enkel og overskuelig – struktur.

På nogle områder har jeg rykket mig helt enormt. På andre går det mere trægt.

Og jeg har battlet med store M.
Hende rappenskralden inde i mig, som har været så god til at slå mig i hovedet og fortælle mig, når jeg har fejlet, eller på anden vis er kommet til kort.
Hendes røst er også blevet mindre de tre sidste måneder.

Overordnet set går det absolut den rigtige vej.

Den onde chef har været både min cheerleader og min mentor – udover at være min Herre – i den tid, jeg har kendt ham.
Den geografiske afstand mellem os er stor, så det er ikke ret meget, vi fysisk har kunnet være sammen.

Men han har på afstand været klar med råd og hjælp – og en skulder at græde ud ved, når livet undervejs har vist mig tænder.

Men nu har vi såret hinanden med ord. Uopretteligt, er jeg bange for.
Det har nemlig vist sig, at vi ikke havde de samme forventninger til vores relation.

Jeg er all heart. Det har jeg sagt mange gange.
Så jeg indgår ikke i nære relationer med forbehold. Jeg insisterer på at have et åbent hjerte. Det vil jeg fortsætte med, indtil det har slået for sidste gang. For mig er det et helt bevidst valg.

Så jeg elsker højt og intenst.
Og smerten over tabte relationer føler jeg dybt.
Men jeg vælger det åbne hjerte alligevel.

Den onde chef er anderledes skruet sammen. Jeg har ikke kendt ham længe nok til at gennemskue hans indre følelsesliv. Men han har mistet mange flere i sit noget længere liv, end jeg har. Og bl.a. derfor er han mere påpasselig med at lukke mennesker helt ind i sit inderste.

Afstanden mellem os har ikke gjort det nemmere.
Måske har hans mentor-rolle overfor mig også forplumret Herre-/tøs-relationen. Det kan jeg ikke gennemskue.

Men han har flere gange givet udtryk for forbehold ift. hvor tæt, jeg kunne regne med, at han og jeg ville komme på hinanden.

Jeg har hørt ham. Og jeg har ikke hørt noget alligevel.

Når han har sagt, at jeg på et tidspunkt ville få behov for én, der kunne tilbyde mig mere, end han er i stand til, har jeg misforstået ham.

Jeg tolkede det som: “En dag bli’r du træt af gamle mig”. Og så det derfor mest som et kærligt udsagn. Fordi han vil mig det godt.

At det lige så meget – mere måske endda – handlede om hans egen investering i mig, gik først op for mig i dag.

Og lige dér mærkede jeg, hvor ondt det åbne hjerte kan gøre mig.
Og jeg langede ud efter ham.
Skrev til ham, at han i bedste fald var beregnende – og i værste fald direkte ondskabsfuld.

Words matter.

Og jeg kan ikke tage disse ord tilbage igen, hvor gerne jeg end ville. For jeg mente dem også i det øjeblik, jeg skrev dem. Og det mærkede han.

Så nu må jeg leve med konsekvenserne af mine ord.
Og se i øjnene, at det i bedste fald har kostet mig min Herre. Og i værste fald en højt skattet ven.

I aften har jeg givet mine unger et kæmpelangt godnatknus.
Og begrædt mine hårde ord.
Med mit åbne, sårede hjerte.