Mig og mine mænd

Jeg har altid været en meget piget pige.
Leget med pigelegetøj på en pigeagtig måde. Samlet på brevpapir. Leget med barbiedukker.
Udover min børnehave-kæreste, legede jeg absolut kun med piger.
Og altid kun pigelege.

Senere gik jeg til kirkekor – med piger. Spillede klaver – med piger. Og holdt mig langt væk fra fodbold.

Drengevenner havde jeg ikke.

Til gengæld forstod jeg heller ikke piger.
Ikke rigtigt.
Jeg kan tydeligt huske lejrturen til Fuglsøcentret i slutningen af 6. klasse, sammen med parallelklassen.

Jøsses, nogle gimper.
Alle de intriger, der var … og tøser, der i en lind strøm skiftedes til at tude.
I alle mine teenageår stod jeg ofte, målløst, og tavst, undrende og observerede på sidelinjen.

Så havde jeg mine år i lange, monogame forhold.
I det sidste kom mine tre unger til.
Alle tre er drenge.

Og alle tre har leget drengelege.
Med deres drengelegetøj.
På deres drengefacon.

Jeg stod ofte og tænkte: “Guuuud. Kan sådan én også bruges på den måde?”, når de var igang med vilde lege med motorer og guns og larm og skrål.

Og jeg har nydt det. Og lært meget af det.

Efter min skilsmisse er stort set kun drengevenner kommet til.
Både de venskabelige og de mere seksuelle relationer.

Jeg gik til en rigtig god psykolog også efter skilsmissen.
Og han sagde direkte, at jeg på nogle områder minder mere om en mand i min måde at tænke og processe på. Jeg er meget konkrettænkende.

Jeg har blankt erkendt, at jeg ofte fatter kvinder lige så dårligt, som jeg gjorde i 6. klasse, selvom jeg nu har rundet det 4. skarpe hjørne.
De få veninder, jeg har, er de, der har hængt ved siden ungdommen.
Resten er mænd.

Og jeg nyder mine mænd.
Virkelig!
Deres rationelle hjerner, ligefremme sind og no bull shit attituder.

Den befriende ærlighed kræver jeg nu i alle mine relationer.
For mig personligt kan mænd bare noget særligt.

Tag nu en mand som A.
Som jeg mødte via Scor.
Senere fejrede jul med.
Og som jeg er endt med at betragte som en form for selvvalgt familie her i mit voksenliv.

Hans ord til mig, sidst vi var sammen uden bettemanden, var:
“Det er godt til mig, at have dig at passe på ind i mellem”

Det er ligeså godt for mig, at lade mig passe på af netop en mand som A, ind i mellem.

Han er den, jeg snakker om sex med. Mere frit end jeg gør med nogen anden relation, jeg har.
Og jeg tror ikke, der er er ret meget om mine kinks, han ikke kender til.
Jeg kender sandelig også en del til hans.
Han er den, der kan give en krammer, som ingen anden.
Han er en, jeg deler kreative processer med.
Han gi’r mig lov til at hælde galde ud over klaphatte ind i mellem.
Det bliver dog sjældnere og sjældnere nødvendigt. Heldigvis.
Han er manden, jeg trygt sover i ske med. Lader passe mit barn.

Han føles dyrebar.

Den tillid og fortrolighed, A og jeg deler, ved jeg, vi begge drager enormt stor glæde og gavn af.
Og min søn har fået endnu én i sit liv, som holder af ham, og vil ham det bedste.

Det er nok den bedste gave, A har givet mig.

Tribute til dig, A.
Du har simpelthen gjort dig uundværlig.

Ny

I går traf jeg et af mine livs hårdeste beslutninger.
Jeg troede i ret lang tid aldrig den dag ville komme. Men den kom i går …

Min far har hjulpet mig i min proces. Han kan noget med tal, den mand.
Så han har kigget mig efter i sømmene. På den der revisor-agtige måde, forståes.

Tørre tal lyver ikke, og da jeg havde modtaget hans “rapport” og tygget lidt over den, stod det mig lysende klart, at jeg havde et valg at gøre.

Et valg mellem to scenarier:
1) At øge min indkomst
2) At nedbringe mine udgifter

Jeg har et flygel, som min ex og jeg købte på kredit, efter min mor døde.
Det flygel har repræsenteret helt utrolig meget for mig.
Men nu skal vi hver vores vej, flyglet og jeg.

Da jeg blev uddannet, betragtede jeg mig selv som en middelmådig musiker.
Var det derfor også.
Den seneste håndfuld år, har jeg vidst, at jeg var bedre end som så.
Men først indenfor det sidste halve år, har jeg for alvor troet på det.

Bl.a. dét, repræsenterer flyglet for mig.

Min mor købte det første klaver til mig. Senere et godt el-klaver, der var praktisk som studerende.
Og hendes død gjorde “mit” flygel muligt i budgettet.

Bl.a. dét, repræsenterer flyglet for mig.

Når jeg er ked af det, kan jeg sætte mig til tangenterne og spille mig i bedre humør.

Bl.a. dét, repræsenterer flyglet for mig.

Når jeg har besøg, kan jeg bringe tårer eller smil frem i andre menneskers øjne ved at lade musikken tale følelsernes sprog gennem mine fingre.

Bl.a. dét, repræsenterer flyglet for mig.

Jeg kan derfor sagtens forstå, at det for mig har taget næsten tre år at erkende, at jeg som enlig mor ikke har økonomi til de afdrag, det giver – selvom lånet er på favorable vilkår.
Jeg har gode instrumenter til rådighed på flere af mine arbejdspladser.
Og nu kalder virkeligheden. På mig i hvert fald.

Jeg har valgt en karriere som musiker.
Og det har jeg aldrig, aldrig nogensinde fortrudt.
Udover mine børn, er det nok den største gave, jeg har givet mig selv.

Den branche er i sin natur økonomisk usikker. Sådan er kunst. Faktum.
Og den virkelighed er min, så længe jeg vælger musikkens vej.

Og det gør jeg jo, fordi jeg netop ikke har lyst til andet.
Det er et tilvalg. En svingende indkomst dermed også.

Derfor har jeg forsøgt mig med forskellige bijobs, siden skilsmissen for netop at have råd til hele budgettet.
Først som bartender, dernæst handicaphjælper og senest som afløser på plejehjem.

Og jeg er musiker med og af hele mit hjerte. Og god som det, bl.a. fordi jeg er en følsom sjæl.
Det betyder også, at jeg har måttet erkende, at der bare er arbejdsmiljøer, jeg er for skrøbelig til. Alle mine jobs har været meningsfyldte for mig på hver deres måde. Og jeg har lært en del af de erfaringer, jeg trods alt har nået at få med.
Men arbejdspladser, hvor der ikke er tid nok, eller hvor der bliver talt hårdt eller er meget baggrundslarm, stresser mig. Faktum.

Så nu har jeg besluttet mig for i stedet for at ville favne musikersiden af mig totalt, lige så lang tid, jeg kan. Og tage konsekvensen deraf og spænde budgettet ind.
Der kommer nok en dag, hvor jeg kan få råd til et flygel igen. Det vælger jeg at stole på.

Jeg fyldte 40 i vores forsømte forår her i 2020.
Jeg ved sgu ikke, hvor meget det har spillet ind.
Det seneste halve år har jeg nærmest følt, at jeg har skiftet ham.

Jeg er stadig mig.
Men jeg ser på mig selv med nye øjne. Med væsentlig mere medfølelse.
Det er godt.

Og jeg er fyldt op af taknemmelighed, spænding, angst, glæde, vemod, og alt andet godt. Og pissestolt af mig selv, i øvrigt.