Tis og andre smerter

Smerte er en besynderlig størrelse.
I dag tænker jeg meget over smerte.

For i dag tisser jeg i stående skovskider-stilling.

I formiddags, da ungerne var sendt afsted, kom Sadisten forbi … en meget velforberedt sadist …

En metodisk mand, kunne man nok argumentere.
I dag havde han tre slagredskaber med:
En flogger, en ridepisk og en stok.

Tre meget forskellige redskaber.
De ser sådan ud:

Floggeren er den til venstre på billedet. En pisk med mange snerter, som det hedder.
Umiddelbart den blideste fætter … selvom han sandelig kan bide.

Sadisten vælger selv, om han vil samle snerterne eller sprede dem i hans slag.
Spredte snerter = knap så intens smerte. Til gengæld over et større areal.
Og omvendt når han vælger at samle snerterne … jo; en flogger kan også bide …

Men smerten forbliver lige under overfladen på huden.
Det betyder, at selvom svien efterfølgende godt kan vare ved et stykke tid, så er den hurtigt meget udholdelig.
Og efterlader heller ikke de store mærker.

De steder, hvor floggeren har kærtegnet min hud – i dag fisse og inderlår – er min hud fin lyserød, lidt varm og øm efter hyrdetimen.

Jeg nyder fornemmelsen.

Forrige gang, han og jeg legede, brugte han også floggeren på mig.
Også primært på fissen dengang.
Men i dag var Sadisten hårdere ved tøsen.
Så hun virkelig fik oplevet en floggers diversitet og muligheder fra første parket.
Med spredte ben, blottet fisse og en vis portion ængstelse.

Meeeen jeg har nu en fornemmelse af, at lige præcis floggeren og jeg bliver nære bekendte.
Elskende med tiden; absolut.

Også trods det, at det er grænseoverskridende ad helvede til for en tøs som mig at modtage slag fra en mand.

Og det gælder i særdeleshed, når vi snakker om min fisse.

Mine baller har en helt anden historie at fortælle.
Det var nemlig dem, der fik lov at hilse på stokken.
Særligt var der et lille område lige under begge baller, vel på størrelse med en kiwi, som blev kysset af stokken. Flere gange.

Netop det møde i dag er skyld i mit skovskide-tisseri.

Fuuuck, hvor er jeg øm de to steder!
En dyb, dyb ømhed.

Stokkens slag er for mig nok det sværeste at beskrive.
Smerten er dyb. Meget dyb. Vedvarende.
Resten er lidt diffust – men bemærkelsesværdig intenst i netop det vedvarende element.

Efterveerne. Efter-smerten.
Den har jeg opdaget, hvor interessant og vigtig er for mig som sub.

En del af smerte-pakken, om man vil.

Og stokkens velplacerede, dumpe slag, men med en utrolig skarp efterve, der kom med 1-2 sekunders forsinkelse – for mig i dag i hvert fald – den del, forbundet med den længere efterbehandling i kroppen …

I tell you guys:
Smerten/ømheden føles ligeså intens nu, hvor vi nærmer os 12 timer efter stokkens kys, som de gjorde en time efter. Honestly.

Det er vildt!

Mine sanser er blevet bombarderede i dag. For vildt.

Min hjerne endda i glimt gjort tavs.
Og jeg blev i min krop.
Og i smerten. Det var vildt!

Jeg var vild!

Vanvittig. Intens. Angstprovokeret som ind i h…
Sårbar. Stærk.

Men noget i mig blev også forløst.

Og heldigvis for det.
Målet – mit eget – er nemlig stadig et stykke væk.

Jeg lærer i mellemtiden dog noget om grænsesætning af dette.
Jeg har svært ved at finde de helt rigtige ord til at beskrive lige den del, men så meget fornemmer jeg.

Og jeg rykker mig. Og jeg rykker mine grænser.

Jeg udfordrer pain slut’en.

Og det gør jeg, næsten uden at skamme mig.
Og det er vildt!
For én som mig.

Tilbage mangler jeg at beskrive ridepisken.
Det tåger lidt, når jeg tænker tilbage, for jeg har oplevet helt utrolig meget i dag.

Det forekommer mig, at hun blev brugt lidt over det hele.

Og efter stokkens snerrende kys, var ridepisken vel nærmest en lise.

Det første slag, that is….

“Små-slagene” … en regn af ikke-kraftige slag. Men med uforudsigelige landinger.

Det føltes ret lækkert.
Og i de glimt, hvor han, pisken og min krop var aligned, der mærkede jeg tydeligt forbindelsen mellem slagene og min klit.
Det var primalt og liderligt … og jeg skammede mig ikke.

Men da ham, hr. Sadist ramte samme sted for femte gang, kom den klynkende tøs atter frem.

Jeg har indrømmet overfor ham, at jeg nogle gange klynker på forhånd.

Bare for en sikkerheds skyld.
Man ved jo aldrig.

Men det er usexet og ufeminint.
Synes jeg.
Og i øvrigt under min værdighed i det scenarie af “den bedste udgave af M”, jeg har for mig selv.
Så derfor vil jeg den mekanisme til livs.

Lige her har jeg valgt helt rigtigt.
For hr. Sadist accepterer mekanismen som en del af mig.
For nu.
Og han giver mig ansvaret for selv at battle hende.

Imens battler han min pain slut.
Mindfucker hende, røvpuler hende og rykker hende hårdt i både hår og brystvorter.

Han er bestemt overfor hende. Tydelig.
Men samtidig rummelig og fleksibel.

Jeg sagde til ham i dag, at jeg var glad for, at jeg havde mødt ham.
Han svarede kækt:
“Det kan jeg godt forstå”.

Ikke mange kan levere den sætning med overbevisning og mene den – uden de arrogante undertoner mærkes tydeligt.

Men det kan hr. Sadist.

Smerte 1-2-3

Det er efterhånden rigtig, rigtig lang tid siden, jeg har skrevet om mit sexliv herinde.

Egentlig ikke fordi, der ikke har været noget at fortælle; det har der såmænd.

Jeg har haft gode oplevelser, mindre gode oplevelser og bestemt også meget smertefulde oplevelser.
Altså mentalt smertefulde – det fysiske er en anden snak …
Og jeg har haft smukke, skønne oplevelser.
Og har rykket mig seksuelt.

Jeg har snart 3 års jubilæum som enlig mor.
Og jeg føler, som jeg har beskrevet før, at jeg er en anden nu, end da jeg var gift.
Livet er ikke blevet nemmere … og det bliver det nok aldrig.

Men jeg føler mig som et rigere menneske.
Og jeg sætter pris på, at jeg ikke er groet fast, og at jeg forholder mig nogenlunde åbent til min omverden.

Jeg øver mig i ikke at dømme.
Og i ikke at være bange.

Nå, ja. Jeg har også fundet mig en ny legekammerat.
Mon ikke han vil betegne sig selv som en hyggelig fyr?
Det tror jeg.
Han bruger i hvert fald ordet tit.

Jeg vil betegne ham som en varm, åben, legesyg, pervers og kærlig mand, der er god til at rumme iltre tøser med pain slut-komplekser og drama queen-tendenser.

I de sidste par år, har jeg ikke udforsket smertedelen af BDSM ret meget.
I ved … alt det der med floggere, piske, niv, lussinger, slag mm.
Mine Doms har været forsigtige med mig på det område.
Fordi en del af mig har svært ved at overgive mig til smerten, selvom jeg tydeligt mærker, den også tænder mig.
Så det er blevet til en enkelt velplaceret lussing her og der.
Og en røvfuld i ny og næ.

Men grænsen er der ikke blevet rykket ved i lang tid.

Indtil nu.

For nu er der én i mit liv, der nyder at gøre netop det.

Det handler ikke om smerte for smertens skyld.
Den del er mig inderligt uinteressant.

For mig handler det om, at jeg overgiver mig til min Dom i tillid til, at han ikke overskrider mine grænser. Og at jeg udholder hans tests og små prøver med bare en anelse værdighed i behold.
For ham handler det om min villighed til at udholde den smerte, han ønsker at påføre. For ham. Altså, det handler også min overgivelse. Og tillid.

Smerte er en del af livet for os alle.

Uanset hvor let ens liv måtte være, må vi alle deale med at føle smerte af den ene eller anden grund mange gange i løbet af vores liv.

Jeg er overbevist om, at vi voksne kan battle en del af vores dæmoner ad den seksuelle vej.
Det betyder ikke, at alle skal drøne ud og købe en anal-fister eller et årskort til en swingerklub.
Det betyder til gengæld, at hvis vi alle så vores kinks i øjnene og stod ved dem. Uanset hvad fuck de så måtte være, så havde alle en stor mulighed for personlig vækst.
Jeg tror, det er så enkelt som det.

En god sub udholder smerte fortræffeligt.

Og lige præcis derfor vil jeg lære at være en rigtig god sub.
Og en god pain slut.
Så jeg kan takle min egen smerte … mine egne skyggesider … med mere ynde … og flere mulige modsvar.

Og det tror jeg, jeg kan lære sammen med min nye Dom, som jeg har besluttet mig for at kalde hr. Sadist her på bloggen.

For det kommer til at gøre ondt at have mødt ham!

Fysisk?
Ja, ja … det er en del af legen…
Jeg taler om psykisk, mentalt, sjæleligt.
Det har allerede gjort ondt flere gange.
Når hr. Sadist binder mig, så jeg ligger blottet for ham og føler mig sårbar og tryg på samme tid, overvælder det mig, når han så kærtegner fissen med sin flogger.
Når jeg tager imod hans slag, får klemmer på brystvorterne, eller bliver taget hårdt i røven, så bliver jeg nogle gange overvældet af skam over min egen lyst.
Min egen liderlighed overvælder mig.

Og når jeg bliver overvældet, er min ‘go to’-reaktion at flygte.
Og hvis det ikke er muligt, så at fryse. Forsvinde op i min hjerne.

Og den mekanisme vil jeg enormt gerne selv kunne bestemme over, så den ikke styrer mig.

Sadisten er helt enormt god til ikke at blive træls (som det vil siges på jysk), når jeg bliver ramt af en tricker.
Vi tager en pause … og så gør han noget andet i stedet for.
Så vi altid ender med at have røv-god sex, uanset hvad der er sket.

Og han har skabt plads til, at det er okay at fejle og gå i baglås.
Jeg er okay alligevel.
Og han vil gerne knalde mig alligevel.

Så jeg tillader mig selv at øve mig i at slippe tøjlerne, for jeg har længe, tavst, sukket efter at udfordre netop min pain slut.
Måske endda slutte fred med hende hen ad vejen; hvem ved?