Jeg er den, jeg er

Nogle gange går det nemt.
Andre gange not so much.

Og til de, der ikke læste overskriften:
Ja. Dette blogindlæg kommer til at handle om det, der optager mig allermest lige nu; nemlig selvaccept.

Jeg skal nok uddybe min definition af ordet.

Jeg tror nemlig, at der findes mange definitioner.
Og hvis vi skal forstå hinanden, må vi også forstå hinandens forskelligheder eller ensrette vores definitioner, så alle taler samme sprog.

For mig ligger der nemlig ikke yderligere i begrebet end netop ordets konkrete betydning i sig selv.


Ingen selvforherligelse.


Men netop ens bevidsthed om det uperfekte i en selv – og at de uperfekte sider af en selv er en lige så stor og relevant side, som de sider, vi er stolte af, og som også er med til at forme os som mennesker.

Det er de sider, mange af os undgår at kigge på for længe ad gangen – basically fordi vi skammer os lidt over dem.

Selvaccept for mig er ikke at hvile på laurbærrene.
Vi må meget gerne tage kampen op mod de dårlige sider, og prøve at løfte os selv til et højere niveau.

Det kan tage mange år – javist. Netop her bliver selvaccept en rigtig vigtig del af vores arbejde med os selv, hvis det skal ende til vores fordel og ikke et Sisyfosarbejde.

Mit råd er:
Bliv bevidst om, hvad dit udgangspunkt er.
Dine svageste sider.
OG dine stærkeste sider.
Dem alle sammen!

Et af mine mindst flatterende træk er, at jeg nemt bliver usikker.
Til det punkt, at jeg enten går i stå eller bakker brat.
Jeg bliver lillepige-agtig … næ … værre:
Jeg bliver faktisk blondine-agtig.

Jeg hader den side af mig selv:
“Det kan jeg ikke finde uuuud af”,
“Jeg ved ikke, hvordan man gør” …
Det er så ynkeligt!

Det værste er, når jeg bruger denne:
“Jeg gider slet ikke lære det – kan du ikke bare gøre det for mig?”

Men det er gået op for mig, at jeg ER sådan skruet sammen.
For now anyway.

For netop nu, hvor jeg er ved at erkende, at det er det er en af mine forskruede forsvarsmekanismer, så kan jeg også vælge at deale med den, hvis jeg virkelig gerne vil.
Og det kan jeg gøre, lige når det passer mig.
Jeg har faktisk selv magten og ansvaret over mine hvilke af mine personlige træk, jeg vil dyrke – eller gøre op med.

Jeg er blevet punket fra mange kanter af – og på lige så mange områder i livet (inkl. af mig selv) her i 2019 og i de tre forgående år
Jeg er blevet udfordret på alt fra arbejde, børn, valg, fravalg, seksualitet, selvopfattelse … and I could go on.

Og jeg er her endnu.
Stærkere end nogensinde.

I takt med, at jeg har erkendt mine mest skrøbelige sider, er min styrke også vokset.

Mon ikke, det er selvaccept for mig? Det tror jeg!

Så i dag vil jeg lade Thomas Helmig få det sidste ord:

“Nogle døre må man lukke for at verden kan blive større.
Jeg slutter fred med det hele.
Alle sammen, hver og en.
Mens jeg venter
på at komme hjem igen.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *