C & selvaccept

Åh, ha!

Lige denne gang aner jeg slet ikke, hvor jeg skal begynde.
I en sang hedder det:
“What a difference a day makes”

Well, i mit tilfælde handler det om to dage; søndag og tirsdag.

Forrige lørdag var jeg kørt ned til V – eller rettere; V & H. Han er nemlig blevet en del af et par. Og jeg nyder stadig at hænge ud med ham, og nu også med H.

Vi tre havde siddet det meste af natten og snakket.
Søndag, mens jeg stadig var på besøg, skrev C til mig.
Han var egentlig også inviteret med i weekenden, men havde sine unger til overnatning, og var derfor ikke med.

Men efter at han søndag igen blev alene i sin lejlighed, fik han besøg.
Af en kvinde fra Scor.
Hvor begge basically regnede med at flå tøjet af hinanden kort efter hendes ankomst.

Og han skrev til mig for at inddrage mig i oplevelsen:

“Iiii get to fuuuck heeer, and you dooont get tooo rape her with meeeee”

og bagefter:

“, men jeg ville ønske at du kunne være her, om ikke andet så for at tage kvælertag på hende og klemme til”

Og jeg kan sagtens se fra C’s perspektiv, at det var hans måde at forsøge at gøre mig til en del af den oplevelse.
Hans intention var god.

Men hans ord skabte røre i mit system.
Jeg var et andet sted … og ikke kun geografisk.
Jeg forsøgte at skrive det til ham, da han spurgte mig, om der var noget bestemt, jeg gerne ville ha’, at han skulle gøre ved hende:

“Ellers tak, søde.
Når jeg ikke kender hende og ikke selv er tilstede, kan jeg ikke så godt forholde mig til det. Men hyg dig.”

Jeg kan godt se, at det vil være godt for mig at lære at sige fra mere klart.
Der er desværre plads til fortolkninger i min ovenstående formulering.

Og på skrift, og fordi han var spændt og optaget af sit, overså C også de signaler fra mig.

Så han fortsatte med at skrive, og mit pleaser-gen tog over.
Hvilket betød, at jeg resignerede og prøvede at svare nogenlunde kækt igen og forsøge at skjule, jeg var blevet ked af det.

Og det spil er jeg desværre mester i, så dialogen fortsatte en stund, mens jeg blev mindre og mindre.

Så da jeg søndag aften kørte hjem fra V & H igen, kørte mine tanker ring.
Jeg var træt, ked af det, og jeg fik kørt mig selv op og sendte nogle meget sårende – og unødvendige – beskeder afsted til C.

Han blev berettiget vred på mig.
Og skrev til mig næste dag:
“Jeg vil gerne have lidt tid til at formulere et ordentligt svar, M.
Jeg skriver senere i dag eller i morgen.”

Hvorfor er jeg så forbandet usikker på mig selv?
Udefra; rationelt; objektivt set …
der véd jeg, at jeg er en attråværdig kvinde. Ikke bare rent fysisk.
Rigtig mange mennesker tænder også på personen bag ved, har jeg opdaget.
Og jeg kan for så vidt også sagtens se mine egne kvaliteter og mene oprigtig, at jeg er både en god mor, veninde og elskerinde.
Og jeg mærker tydeligt kærligheden fra min familie og mine venner.

Men til et punkt. Kun til et punkt.

Herinde. Allerinderst.
I mit lille, lille følsomme hjerte.
Der sidder en pige, som aldrig har formået at føle sig fortjent til al den kærlighed, omsorg og begær, som hun ellers har alle muligheder for at få.

Hun har altid haft nemt ved at føle sig forsmået og overset.
Og af en eller anden grund udfordrer C denne lille pige, mere end nogen anden i mit liv har gjort før.

Tirsdag aften tog jeg ud til ham.
Han fik sagt fra på det urimelige, jeg havde skrevet til ham, efter min biltur hjem.

Og jeg skammede mig.
Men fordi jeg ikke havde anet, hvad han ville sige til mig den aften, gik min hjerne i gang med at fordøje hans ord – mine egne tanker gav jeg aldrig rigtig plads.
Så jeg fik ikke så meget ro på mit eget system i den korte tid, jeg var hos ham tirsdag, til at jeg kunne formulere mine egne egentlige følelser højt for ham.

Men selvom jeg tirsdag følte mig fastlåst i skamfuldheden, og C endte med at sige, at det vist var bedst, jeg kørte hjem igen, så hørte jeg hans ord forinden.
Og tror også, jeg har forstået de fleste af dem.

Og det var endt med en træls stemning mellem os, hvis jeg var blevet, så rationelt bakker jeg ham op i at smide mig ud.
Den følelsesmæssige lussing, udeblev selvfølgelig dog ikke.

Så skamfuld var turen tilbage til tøsens lejlighed, indeed!
Men den fortog sig heldigvis allerede igen samme aften – altså; lussingen.

C har gjort det klart, at han gerne tager imod mig, når jeg ønsker kontakt igen.

Jeg er i mellemtiden gået i tænkeboks.
For vores master/luder-relation har jeg åbenbart ikke sluttet fred med.

Jeg er stadig afklaret med, at jeg ikke tror på monogami.
På samme måde, som vi elsker alle vores børn, venner osv., og de hver især udfylder en vigtig brik for os, som vi ikke ville undvære.
Sådan tror jeg også, det er med sexpartnere.
Jeg tror, det er utopisk at tro, man kan finde én til at udleve samtlige af ens kinks med. Et menneske, der kan opfylde alle dine behov.
Kinks og behov er mindst ligeså mangfoldige som vi mennesker, og jeg tror på, at vi skal bakke hinanden op i at favne livet – i overensstemmelse med vore egne personlige sandheder.
Hver især.

Og det tror jeg kræver, at vi gir hinanden fri. Også til at handle på seksuelle impulser.
Men det er MIN personlige sandhed. Og dermed ikke alles sandhed.

Det er absolut også en besværlig sandhed at vælge. Og selvfølgelig sagde jeg heller ikke bare: “bum … nu er jeg polyamourøs!”
Og så var det det …
Nej, så naiv er jeg, trods alt, ikke.

Nu er jeg omsider igang med at erkende, at jalousien altså fulgte med, da jeg valgte at leve ikke-monogamt.
Selvom jeg i lang tid benægtede, jeg havde de følelser.

Og jeg er klar over, at jeg bliver jaloux, fordi det tricker min usikkerhed, og min følelse af ikke at være god nok.
Den ligger hos mig. Og kun hos mig.

Selvom C og jeg ikke er kærester, og vores relation derfor også har sine begrænsninger, så er jeg ikke i tvivl om, at min plads i hans hjerte er ret stor.

Men jeg erkender nu, at jeg kæmper med at rumme en polyamourøs master/luder-relation i praksis, og det har taget mig 3/4 år at sige højt:

“Hej. Jeg hedder M, og jeg er jaloux.”

Jeg overvejer meget kraftigt at leve i cølibat i en periode.
Eller rettere:
Det har jeg faktisk besluttet mig for at gøre.

Fordi det nu er tid til, at jeg får dealet med de bagvedlæggende årsager til, at jeg har denne usikkerhed og issues med mit selvværd med i bagagen.

Så den lille pige i fremtiden, ikke får lige så stor magt over mig, som hun har nu.

Og for at være helt ærlig, så forventer jeg, at den proces kommer til at gøre rigtig ondt på mig.
Jeg kan mærke, at jeg skal have gravet dér i mit sind, hvor jeg altid er flygtet fra, når nogen er kommet for tæt på.
Fordi det sted føles så enormt sårbart, skrøbeligt og allerhelvedes angstprovokerende på mig.

Og trods mine mange, mange ord, så kan jeg ikke beskrive dette sted nærmere – eller tydeligere.

Så professionel hjælp vil nok være en god idé for mig.
Og at tynde ud i kompleksiteten i mit liv, hvor jeg kan, så jeg får overskud til det mentale arbejde, vil nok være en god idé, tror jeg.

Og jeg får brug for virkelig at mærke mig selv.
Uden nogen form for indblanding. Eller støj på linjen.
Og selvom sex kan være fantastisk, så har sex også en evne til at komplicere tingene.

Så derfor tror jeg, at cølibat også vil være en god idé for mig.

C og jeg kommer til at bevare vores relation. Det ønsker vi begge, og jeg er ikke bange for at miste ham.

Men master & luder? Hmm …

Lige nu skal jeg bare være M.

Og så skal M lære at elske og acceptere M med alle M’s fejl, mangler, traumer osv. på lige fod med alle M’s gode sider.

Og så … ja, hvem ved?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *