New beginnings

Der har været stille fra mig her på bloggen i lang tid.

C kom med en del af forklaringen med sit indlæg i går – men det er slet ikke hele historien.

For at starte med slutningen, så er jeg pt sygemeldt. Og jeg har stunder, hvor jeg slet ikke kan få øje på mit næste skridt.

Jeg er stadig også glad. Nyder mine unger, at jeg har et ret godt netværk af mennesker, der holder af mig, dage med sommervejr – og ikke mindst: At C og jeg har fundet hinanden igen. I en ny relation, som er i meget bedre balance end den, vi havde inden vores break.

I starten af maj stoppede jeg med et arbejde, jeg ellers er rigtig god til, og som jeg har haft i næsten 10 år. Jeg sagde selv op, for på trods af mine evner i det fag, at jeg havde skønne kolleger, og at jeg holdt af en del af mine arbejdsopgaver, mistrivedes jeg i stillingen. Og det havde jeg gjort i mere end to år. Så jeg måtte tilsidst sige farvel.

Jeg fandt et andet arbejde – udenfor min branche. I starten var det både svært – men også givende – at stifte bekendtskab med en hel ny branche. Men hen over sommeren blev mit overblik mindre og min hukommelse ringere. På en god dag følte jeg mig middelmådig til mit arbejde. Jeg er vant til at være rigtig god til det, jeg arbejder med. Og jeg kan bare ikke med middelmådighed, må jeg erkende. Jeg er perfektionist og har brug for at brillere. Selvfølgelig ikke i alt, hvad jeg foretager mig, men generelt har jeg en ret høj standard for mig selv. Og selvom den standard kan være svær at danse med, så sætter jeg stor pris på den (deri ligger nemlig også mit drive).

I forrige uge måtte jeg erkende, at jeg simpelthen havde stres. Erkendelsen kom brat, og jeg måtte sygemelde mig.

Og nu hvor arbejde ikke stresser mig, spekulerer jeg på, om jeg i virkeligheden har været stresset i længere tid. For jeg føler mig stadig under pres. Som om min plads er blevet mindre og mine muligheder færre. Og jeg mangler en plan.

Jeg er stadig ressourcestærk. Så meget ved jeg heldigvis. Og jeg er endnu heller ikke gået ned med flaget. Men jeg havde kurs lige direkte mod afgrunden. Og jeg kan stadig i mine mørke stunder fornemme kulden fra den.

Men hvor nyder jeg dog så også varmen fra de gode stunder, der kommer til mig så meget desto mere.

Og lad mig lige for en stund dvæle ved det gode:

Jeg har opdaget, at hvor jeg troede relationen mellem mine ungers far og mig var overfladisk og hul, stadig gemte sig varme og omsorg. Vi bliver aldrig et par igen. Men vi vil hinanden det godt – og er begge villige til at holde hinanden oppe, når overskuddet er småt. Det er en gave.

Jeg har opdaget, at jeg har venner, der rummer hele mig. Med alle mine grimme og smålige sider – og med mit til tider selvoptagede og navlepillende sind. De holder endda lige så meget af mig, som når jeg er sprudlende glad og i balance. Det er også en gave.

Og så har jeg genopdaget C. Og han har genopdaget mig. Og hvor jeg tidligere følte, at han holdt sig tilbage i relationen til mig, og den derfor ikke var helt ligeværdig, så er billedet et helt andet nu. Så jeg har omsider sluttet fred med vores relation. Og jeg nyder ham meget mere end før. For nu stoler jeg endelig på at han vil mig lige så meget, som jeg vil ham. Det er sandelig også en gave.

Jeg er faktisk stadig ikke bekymret for mig selv på den lange bane. Jeg har efterhånden en del erfaring med livets skyggesider, så jeg ved, de passerer. Jeg lærer også en del om at sige fra og stå op for mig selv lige nu, kan jeg mærke. Netop det med at sige fra, well; det har jeg jo klaget mig over her før, at jeg gerne ville blive bedre til. Så på den måde har jeg jo selv bedt om det – selvom jeg kommer med en klagesang i dag.

Lige nu har jeg mest af alt brug for et break. En god, solid pause hvor jeg har tid og ro til at mærke efter i mig selv og for alvor lande på mine ben. Om der bliver plads til det, ved jeg endnu ikke. Men jeg er nu engang født optimist.

Og jeg vælger at tro på, at når tågen letter, så er planen igen klar for mig.

Og så er det atter tid til New beginnings.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *