Ny

I går traf jeg et af mine livs hårdeste beslutninger.
Jeg troede i ret lang tid aldrig den dag ville komme. Men den kom i går …

Min far har hjulpet mig i min proces. Han kan noget med tal, den mand.
Så han har kigget mig efter i sømmene. På den der revisor-agtige måde, forståes.

Tørre tal lyver ikke, og da jeg havde modtaget hans “rapport” og tygget lidt over den, stod det mig lysende klart, at jeg havde et valg at gøre.

Et valg mellem to scenarier:
1) At øge min indkomst
2) At nedbringe mine udgifter

Jeg har et flygel, som min ex og jeg købte på kredit, efter min mor døde.
Det flygel har repræsenteret helt utrolig meget for mig.
Men nu skal vi hver vores vej, flyglet og jeg.

Da jeg blev uddannet, betragtede jeg mig selv som en middelmådig musiker.
Var det derfor også.
Den seneste håndfuld år, har jeg vidst, at jeg var bedre end som så.
Men først indenfor det sidste halve år, har jeg for alvor troet på det.

Bl.a. dét, repræsenterer flyglet for mig.

Min mor købte det første klaver til mig. Senere et godt el-klaver, der var praktisk som studerende.
Og hendes død gjorde “mit” flygel muligt i budgettet.

Bl.a. dét, repræsenterer flyglet for mig.

Når jeg er ked af det, kan jeg sætte mig til tangenterne og spille mig i bedre humør.

Bl.a. dét, repræsenterer flyglet for mig.

Når jeg har besøg, kan jeg bringe tårer eller smil frem i andre menneskers øjne ved at lade musikken tale følelsernes sprog gennem mine fingre.

Bl.a. dét, repræsenterer flyglet for mig.

Jeg kan derfor sagtens forstå, at det for mig har taget næsten tre år at erkende, at jeg som enlig mor ikke har økonomi til de afdrag, det giver – selvom lånet er på favorable vilkår.
Jeg har gode instrumenter til rådighed på flere af mine arbejdspladser.
Og nu kalder virkeligheden. På mig i hvert fald.

Jeg har valgt en karriere som musiker.
Og det har jeg aldrig, aldrig nogensinde fortrudt.
Udover mine børn, er det nok den største gave, jeg har givet mig selv.

Den branche er i sin natur økonomisk usikker. Sådan er kunst. Faktum.
Og den virkelighed er min, så længe jeg vælger musikkens vej.

Og det gør jeg jo, fordi jeg netop ikke har lyst til andet.
Det er et tilvalg. En svingende indkomst dermed også.

Derfor har jeg forsøgt mig med forskellige bijobs, siden skilsmissen for netop at have råd til hele budgettet.
Først som bartender, dernæst handicaphjælper og senest som afløser på plejehjem.

Og jeg er musiker med og af hele mit hjerte. Og god som det, bl.a. fordi jeg er en følsom sjæl.
Det betyder også, at jeg har måttet erkende, at der bare er arbejdsmiljøer, jeg er for skrøbelig til. Alle mine jobs har været meningsfyldte for mig på hver deres måde. Og jeg har lært en del af de erfaringer, jeg trods alt har nået at få med.
Men arbejdspladser, hvor der ikke er tid nok, eller hvor der bliver talt hårdt eller er meget baggrundslarm, stresser mig. Faktum.

Så nu har jeg besluttet mig for i stedet for at ville favne musikersiden af mig totalt, lige så lang tid, jeg kan. Og tage konsekvensen deraf og spænde budgettet ind.
Der kommer nok en dag, hvor jeg kan få råd til et flygel igen. Det vælger jeg at stole på.

Jeg fyldte 40 i vores forsømte forår her i 2020.
Jeg ved sgu ikke, hvor meget det har spillet ind.
Det seneste halve år har jeg nærmest følt, at jeg har skiftet ham.

Jeg er stadig mig.
Men jeg ser på mig selv med nye øjne. Med væsentlig mere medfølelse.
Det er godt.

Og jeg er fyldt op af taknemmelighed, spænding, angst, glæde, vemod, og alt andet godt. Og pissestolt af mig selv, i øvrigt.

2 Replies to “Ny”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *