Smerte 1-2-3

Det er efterhånden rigtig, rigtig lang tid siden, jeg har skrevet om mit sexliv herinde.

Egentlig ikke fordi, der ikke har været noget at fortælle; det har der såmænd.

Jeg har haft gode oplevelser, mindre gode oplevelser og bestemt også meget smertefulde oplevelser.
Altså mentalt smertefulde – det fysiske er en anden snak …
Og jeg har haft smukke, skønne oplevelser.
Og har rykket mig seksuelt.

Jeg har snart 3 års jubilæum som enlig mor.
Og jeg føler, som jeg har beskrevet før, at jeg er en anden nu, end da jeg var gift.
Livet er ikke blevet nemmere … og det bliver det nok aldrig.

Men jeg føler mig som et rigere menneske.
Og jeg sætter pris på, at jeg ikke er groet fast, og at jeg forholder mig nogenlunde åbent til min omverden.

Jeg øver mig i ikke at dømme.
Og i ikke at være bange.

Nå, ja. Jeg har også fundet mig en ny legekammerat.
Mon ikke han vil betegne sig selv som en hyggelig fyr?
Det tror jeg.
Han bruger i hvert fald ordet tit.

Jeg vil betegne ham som en varm, åben, legesyg, pervers og kærlig mand, der er god til at rumme iltre tøser med pain slut-komplekser og drama queen-tendenser.

I de sidste par år, har jeg ikke udforsket smertedelen af BDSM ret meget.
I ved … alt det der med floggere, piske, niv, lussinger, slag mm.
Mine Doms har været forsigtige med mig på det område.
Fordi en del af mig har svært ved at overgive mig til smerten, selvom jeg tydeligt mærker, den også tænder mig.
Så det er blevet til en enkelt velplaceret lussing her og der.
Og en røvfuld i ny og næ.

Men grænsen er der ikke blevet rykket ved i lang tid.

Indtil nu.

For nu er der én i mit liv, der nyder at gøre netop det.

Det handler ikke om smerte for smertens skyld.
Den del er mig inderligt uinteressant.

For mig handler det om, at jeg overgiver mig til min Dom i tillid til, at han ikke overskrider mine grænser. Og at jeg udholder hans tests og små prøver med bare en anelse værdighed i behold.
For ham handler det om min villighed til at udholde den smerte, han ønsker at påføre. For ham. Altså, det handler også min overgivelse. Og tillid.

Smerte er en del af livet for os alle.

Uanset hvor let ens liv måtte være, må vi alle deale med at føle smerte af den ene eller anden grund mange gange i løbet af vores liv.

Jeg er overbevist om, at vi voksne kan battle en del af vores dæmoner ad den seksuelle vej.
Det betyder ikke, at alle skal drøne ud og købe en anal-fister eller et årskort til en swingerklub.
Det betyder til gengæld, at hvis vi alle så vores kinks i øjnene og stod ved dem. Uanset hvad fuck de så måtte være, så havde alle en stor mulighed for personlig vækst.
Jeg tror, det er så enkelt som det.

En god sub udholder smerte fortræffeligt.

Og lige præcis derfor vil jeg lære at være en rigtig god sub.
Og en god pain slut.
Så jeg kan takle min egen smerte … mine egne skyggesider … med mere ynde … og flere mulige modsvar.

Og det tror jeg, jeg kan lære sammen med min nye Dom, som jeg har besluttet mig for at kalde hr. Sadist her på bloggen.

For det kommer til at gøre ondt at have mødt ham!

Fysisk?
Ja, ja … det er en del af legen…
Jeg taler om psykisk, mentalt, sjæleligt.
Det har allerede gjort ondt flere gange.
Når hr. Sadist binder mig, så jeg ligger blottet for ham og føler mig sårbar og tryg på samme tid, overvælder det mig, når han så kærtegner fissen med sin flogger.
Når jeg tager imod hans slag, får klemmer på brystvorterne, eller bliver taget hårdt i røven, så bliver jeg nogle gange overvældet af skam over min egen lyst.
Min egen liderlighed overvælder mig.

Og når jeg bliver overvældet, er min ‘go to’-reaktion at flygte.
Og hvis det ikke er muligt, så at fryse. Forsvinde op i min hjerne.

Og den mekanisme vil jeg enormt gerne selv kunne bestemme over, så den ikke styrer mig.

Sadisten er helt enormt god til ikke at blive træls (som det vil siges på jysk), når jeg bliver ramt af en tricker.
Vi tager en pause … og så gør han noget andet i stedet for.
Så vi altid ender med at have røv-god sex, uanset hvad der er sket.

Og han har skabt plads til, at det er okay at fejle og gå i baglås.
Jeg er okay alligevel.
Og han vil gerne knalde mig alligevel.

Så jeg tillader mig selv at øve mig i at slippe tøjlerne, for jeg har længe, tavst, sukket efter at udfordre netop min pain slut.
Måske endda slutte fred med hende hen ad vejen; hvem ved?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *