En stille undren


Her sidder jeg. På min lille altan. Med en dejlig, kold øl og mine smøger lige ved hånden. Vejret er helt vidunderligt!

I eftermiddags passede jeg ungerne i mit gamle hjem, indtil min ex kom fra arbejde.
Her til aften havde jeg helt fravalgt at lave aftaler, for jeg er i mit reflekterende hjørne i dag, og så tænker jeg bedst, når jeg er alene.

Jeg nyder, at min ex og jeg kan samarbejde om vores unger, så de har det så godt som muligt, nu når mor og far ikke er kærester mere.
Heldigvis var det aldrig på det område, vores forhold havde mangler.

Men jeg undrer mig!

To gange har jeg været involveret i meget langvarige, monogame forhold. Den ene var min ungdomskæreste, som jeg var sammen med fra jeg var 13 til jeg var 21 – og så mine børns far, som jeg mødte da jeg var 25.

Det betyder, at jeg har brugt 20 ud af mine 38 år på at være dybt involveret i forhold, der dybest set ikke var rigtige for mig!

Jeg fortryder ikke årene med dem. For alle kærester jeg har haft, har lært mig noget om mig selv. Og har selvfølgelig også budt på rigtig mange gode oplevelser og nødvendige erfaringer.
Men jeg kan se tilbage på en pige, der lagde låg på sider af sig selv, som lod sig nøjes, lod stå til – og som ofte gik på kompromiser. Ikke mindst med sig selv.

Og jeg undrer mig.

Hvorfor lod jeg mig nøjes?
Hvorfor havde jeg ikke modet til at handle noget før?
Som sagt fortryder jeg ikke de år, jeg har levet eller med hvem. Og jeg tror ikke, jeg kunne have fundet en meget bedre far til mine unger.
Men på trods af, at vores forhold blev bedre og bedre med årene, var det stadig ikke det rigtige for nogen af os.
Så hvorfor lod vi os nøjes?

Jeg er omsider ved at finde ud af, hvordan jeg kan stå fast på den, jeg er; ligesom jeg er.
Tøsen hjælper mig rigtig meget med det. Når tøsen lærer hendes grænser bedre at kende, så jeg lærer jeg også mine grænser bedre at kende.

Men jeg undrer mig stadig.

Noget af det, jeg har skullet arbejde rigtig meget med mig selv for at blive bedre til, er det her med at sige tingene højt: Sige fra, spørge ind, artikulere mine behov osv.
For jeg har altid haft en tendens til at lukke i i stedet for. Tænke, at det var nok ikke så vigtigt alligevel. Men det er det jo!

Jeg er heldigvis blevet meget bedre til det nu.
Og den frigørelse af energi og glæde og livskraft, som jeg har oplevet på det sidste, kan jeg på ingen måde se nu, hvordan jeg nogensinde har kunnet undvære.

Jeg kan huske, for nogle år tilbage, at jeg af og til tænkte, at det føltes som om, jeg ikke rigtig kunne komme i gang med mit liv.
Nu føler jeg mig meget mere fyldt op på “selv-kontoen”, og jeg mener oprigtigt, at jeg har et godt og spændende liv!

Jeg stiller mange spørgsmål.
Jeg har færre svar.

Men atter engang kan jeg undre mig over, at jeg skulle nå at blive næsten 38 år, før jeg tog mig selv alvorligt og tog ansvar for min egen trivsel og udvikling.

For det har vist sig, at livet er SÅ meget større og bedre, end jeg i mange år troede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *