Fredag. Min mærkelige dag.

Fredag var godt nok en mærkelig dag!!!

Fredag var en god dag.
Fredag var en emotionel dag.

Fredag var en fræk dag.
Fredag var en kærlig dag.

Fredag var en dag, der fyldte virkelig meget, og som nok vil fylde meget i mig i mange dage fremover.

Fredag var fanme også en mærkelig dag!

Klokken var lidt i syv om morgenen, da jeg vågnede.
“Halvanden time”, tænkte jeg, “så skal jeg være klar”.

Jeg skulle nemlig være morgenbolletøs den dag.

Han havde bedt mig om at lægge mig klar, helt nøgen, i sengen, når han havde ringet på. Så tøsen lå selvfølgelig nøgen og klar, da han ringede på.
To omgange blev det til.
Og tøsen huskede endda at spørge om hans navn…

Vi lå lidt og nussede imellem runderne.
Det var faktisk først lige da, det gik op for mig, at der ikke er mange (læs: nogen), der har nusset mig, siden jeg blev single.

Altså jeg nød det. Uden tvivl!
Men siden jeg ikke havde skænket det en tanke indtil da, er det åbenbart heller ikke et stort behov i mig.

Dét var en uventet erkendelse!

Efter at min, nu navngivne, morgenbolleven var taget videre på arbejde, lavede jeg kaffe, fandt telefonen frem og klikkede mig ind i indbakken på min Scor-profil.

Herren skulle jo have sin rapport. Min Herre er nemlig meget nysgerrig!
Da han havde fået de informationer om tøsens morgen, han havde behov for, gav han hende en opgave:

“Sæt dig udenfor på en af bænkene ved din lejlighed, iført top og nederdel. Ingen trusser – men med æggene sat op i fissen.”

Og hvad sker der i tøsens hoved, når hun får en opgave af sin Herre?
Hun bliver glad! Og tændt!

Hun har oplevet at ende med at glæde sig til at udføre en opgave for ham, som hun ellers først strittede MEGET imod.
Og endte selvfølgelig med at nyde den undervejs …

Jeg kan jævnligt blive imponeret over min Herres evne til at skubbe til og flytte mine grænser. Uden selv at være tilstede.
Jeg forstår dog ikke mekanismen!

Men tøsen satte sig selvfølgelig over på bænken, da Herren sagde til.
Iført den beklædning, Herren havde bedt hende om.

Jeg kan faktisk rigtig godt lide at sidde der på én af bænkene, når det er godt vejr.
Jeg føler mig nærmest helt pakket ind i grønne blade, og man kan stadig både se og høre byens pulseren lige ved siden af én, samtidig med at man sidder lidt skjult.

Min Herre og jeg havde en flirt igang over Scor, mens jeg sad der på bænken. Og han sørgede selvfølgelig for, at jeg fik dokumenteret så rigeligt til ham undervejs.

Jeg sad også i mine egne tanker, røg smøger og nød solen, der endnu ikke brændte alt for kraftigt, mens jeg glædede mig til den dag, der stadig lå forude.

Æggene havde jeg efterhånden vænnet mig så meget til, at jeg næsten glemte, de sad der.
Kun lige når de vibrerede, hvis jeg flyttede på mig, kom jeg i tanker om dem.

Jeg trængte på et tidspunkt til at strække mine ben, så jeg gik lidt henad stien; indad mod byen.
Undervejs kom jeg i tanker om et ærinde, jeg havde, og da jeg i forvejen var på vej i den rigtige retning, kunne jeg jo lige så godt bare fortsætte.

Jeg kom forbi en af de smukke, gamle kirker i byen.
Jeg kender godt kirken i forvejen, men følte trang til at gense den, så jeg gik indenfor.
På vej op mod altret, ude i ét af sideskibene, står der en meget stor gulvlysestage i sort metal.
Én af dem, mange nok genkender fra katolske kirker.
Hvor man kan tænde et lys for
en af sine kære, hvis man har lyst.

Min mor døde i efteråret.

Hun havde haft dårligt helbred i flere år, men der var ingen, der troede, hun havde haft det SÅ skidt, at hun kunne dø af det.
Så det var et stort chok, og udtrykket: “døde gammel og mæt af dage”, kan man ikke bruge om hende.

Hun havde på mange områder dog et rigtig godt liv. Hun var en dejlig og varm mor og mormor, og jeg kender ingen, der nåede at møde min mor, som ikke kunne li’ hende!

Den viden har været en enorm stor trøst for mig efter hendes død. En viden, jeg kan hente både stolthed, glæde og taknemmelighed, frem fra.

Jeg græd rigtig meget over tabet af min mor, lige da jeg havde mistet hende.
Og jeg har egentlig altid været god til at græde – til dels nok fordi, jeg aldrig har været bange for det.

Af en eller anden grund stoppede gråden dog igen.
Lige omkring påske, hvis jeg husker rigtigt.
Og jeg havde ind imellem siden, undret mig over, at jeg tilsyneladende ikke længere havde brug for at græde.

Men denne dag…
Denne mærkelige fredag, hvor jeg af flere årsager fandt mig selv i en smuk, gammel kirke.
Bundløs.
Og med æg i min fisse.
Igang med at tænde et lys for min mor. Min mor, som jeg i det øjeblik savnede så meget, at jeg ikke kunne trække vejret roligt.

Denne dag kunne jeg græde igen!

Ikke den voldsomme, ukontrollerede gråd.

Jeg satte mig i stedet for på én af stolene nærmest lysestagen.
Tårene trillede stille, næsten lydløst, ned ad kinderne.
Jeg sad der på stolen og græd i 10-15 min., mens jeg kiggede på lyset i den store stage.
Og bare savnede min mor!

Og selvom mit “kostume” i praksis ikke ville kunne støde nogen, fordi det ikke var synligt for andre, var jeg MEGET bevidst om, at de fleste nok i bedste fald ville kalde det “upassende påklædning”.

Det var en bizar fornemmelse.

Især da jeg rejste mig for at gå ud af kirken igen.
Modsatrettede følelser fløj rundt i hovedet og i kroppen på mig.

For komikken i situationen var jo heller ikke gået min næse forbi.
Og jeg ærgrede mig over, at jeg ikke kunne se mig selv i et spejl i den situation.

Jeg havde lige grædt i lang tid, så mine øjne må som minimum have været blanke. Og kinderne havde jeg meget svært ved ikke at trække op til et øre-til-øre-smil; det mærkede jeg tydeligt.
Kluklatteren kunne jeg også mærke.
Helt nede fra maven.
I min optik er absurde situationer pr. definition morsomme, så tøsen skulle ud, inden hun ville komme til at bryde kirkens ro…

Hele oplevelsen gav bagefter en dejlig ro i mit hoved.
Ærinderne blev hurtigt ordnede.
Jeg følte mig sårbar – og glad!

Resten af dagen blev tilbragt med min ældste veninde.
Hun kendte også min mor som barn, så en ret stor del af aftenen blev brugt på at snakke om gamle minder.

Da jeg dagen kørte hjem fra min veninde, var jeg stadig temmelig grådlabil.

Jeg opdagede en besked fra kirkegårdslederen på min tlf., da jeg var kommet hjem igen. Det var en besked, jeg havde overset, for den var egentlig sendt allerede dagen før.

Men nu fik jeg den læst.
Og så fik jeg den fornemmelse, jeg af og til får:
At nogle gange sker der lige præcis de ting, det er meningen, der skal ske.

For om fredagen på den kirkegård, min mor ligger, blev de færdige med anlægningen af hendes gravsted.

På min mærkelige dag.

Mens jeg sad uden trusser på en stol i en gammel kirke i et andet sogn og sørgede over, at min mor er død.

Er det ikke vildt?

Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at jeg endte inde i den kirke den fredag formiddag. Måske ikke engang at det skete med æg i fissen.

Jeg er egentlig også fuldstændig ligeglad!

Den fredag var meget betydningsfuld for mig – uafhængigt af hvem eller hvad der forårsagede begivenhedernes gang.

Og ærlig talt: Jeg er sikker på, at min mor har moret sig over min fredag, hvor hun end befinder sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *