C & selvaccept

Åh, ha!

Lige denne gang aner jeg slet ikke, hvor jeg skal begynde.
I en sang hedder det:
“What a difference a day makes”

Well, i mit tilfælde handler det om to dage; søndag og tirsdag.

Forrige lørdag var jeg kørt ned til V – eller rettere; V & H. Han er nemlig blevet en del af et par. Og jeg nyder stadig at hænge ud med ham, og nu også med H.

Vi tre havde siddet det meste af natten og snakket.
Søndag, mens jeg stadig var på besøg, skrev C til mig.
Han var egentlig også inviteret med i weekenden, men havde sine unger til overnatning, og var derfor ikke med.

Men efter at han søndag igen blev alene i sin lejlighed, fik han besøg.
Af en kvinde fra Scor.
Hvor begge basically regnede med at flå tøjet af hinanden kort efter hendes ankomst.

Og han skrev til mig for at inddrage mig i oplevelsen:

“Iiii get to fuuuck heeer, and you dooont get tooo rape her with meeeee”

og bagefter:

“, men jeg ville ønske at du kunne være her, om ikke andet så for at tage kvælertag på hende og klemme til”

Og jeg kan sagtens se fra C’s perspektiv, at det var hans måde at forsøge at gøre mig til en del af den oplevelse.
Hans intention var god.

Men hans ord skabte røre i mit system.
Jeg var et andet sted … og ikke kun geografisk.
Jeg forsøgte at skrive det til ham, da han spurgte mig, om der var noget bestemt, jeg gerne ville ha’, at han skulle gøre ved hende:

“Ellers tak, søde.
Når jeg ikke kender hende og ikke selv er tilstede, kan jeg ikke så godt forholde mig til det. Men hyg dig.”

Jeg kan godt se, at det vil være godt for mig at lære at sige fra mere klart.
Der er desværre plads til fortolkninger i min ovenstående formulering.

Og på skrift, og fordi han var spændt og optaget af sit, overså C også de signaler fra mig.

Så han fortsatte med at skrive, og mit pleaser-gen tog over.
Hvilket betød, at jeg resignerede og prøvede at svare nogenlunde kækt igen og forsøge at skjule, jeg var blevet ked af det.

Og det spil er jeg desværre mester i, så dialogen fortsatte en stund, mens jeg blev mindre og mindre.

Så da jeg søndag aften kørte hjem fra V & H igen, kørte mine tanker ring.
Jeg var træt, ked af det, og jeg fik kørt mig selv op og sendte nogle meget sårende – og unødvendige – beskeder afsted til C.

Han blev berettiget vred på mig.
Og skrev til mig næste dag:
“Jeg vil gerne have lidt tid til at formulere et ordentligt svar, M.
Jeg skriver senere i dag eller i morgen.”

Hvorfor er jeg så forbandet usikker på mig selv?
Udefra; rationelt; objektivt set …
der véd jeg, at jeg er en attråværdig kvinde. Ikke bare rent fysisk.
Rigtig mange mennesker tænder også på personen bag ved, har jeg opdaget.
Og jeg kan for så vidt også sagtens se mine egne kvaliteter og mene oprigtig, at jeg er både en god mor, veninde og elskerinde.
Og jeg mærker tydeligt kærligheden fra min familie og mine venner.

Men til et punkt. Kun til et punkt.

Herinde. Allerinderst.
I mit lille, lille følsomme hjerte.
Der sidder en pige, som aldrig har formået at føle sig fortjent til al den kærlighed, omsorg og begær, som hun ellers har alle muligheder for at få.

Hun har altid haft nemt ved at føle sig forsmået og overset.
Og af en eller anden grund udfordrer C denne lille pige, mere end nogen anden i mit liv har gjort før.

Tirsdag aften tog jeg ud til ham.
Han fik sagt fra på det urimelige, jeg havde skrevet til ham, efter min biltur hjem.

Og jeg skammede mig.
Men fordi jeg ikke havde anet, hvad han ville sige til mig den aften, gik min hjerne i gang med at fordøje hans ord – mine egne tanker gav jeg aldrig rigtig plads.
Så jeg fik ikke så meget ro på mit eget system i den korte tid, jeg var hos ham tirsdag, til at jeg kunne formulere mine egne egentlige følelser højt for ham.

Men selvom jeg tirsdag følte mig fastlåst i skamfuldheden, og C endte med at sige, at det vist var bedst, jeg kørte hjem igen, så hørte jeg hans ord forinden.
Og tror også, jeg har forstået de fleste af dem.

Og det var endt med en træls stemning mellem os, hvis jeg var blevet, så rationelt bakker jeg ham op i at smide mig ud.
Den følelsesmæssige lussing, udeblev selvfølgelig dog ikke.

Så skamfuld var turen tilbage til tøsens lejlighed, indeed!
Men den fortog sig heldigvis allerede igen samme aften – altså; lussingen.

C har gjort det klart, at han gerne tager imod mig, når jeg ønsker kontakt igen.

Jeg er i mellemtiden gået i tænkeboks.
For vores master/luder-relation har jeg åbenbart ikke sluttet fred med.

Jeg er stadig afklaret med, at jeg ikke tror på monogami.
På samme måde, som vi elsker alle vores børn, venner osv., og de hver især udfylder en vigtig brik for os, som vi ikke ville undvære.
Sådan tror jeg også, det er med sexpartnere.
Jeg tror, det er utopisk at tro, man kan finde én til at udleve samtlige af ens kinks med. Et menneske, der kan opfylde alle dine behov.
Kinks og behov er mindst ligeså mangfoldige som vi mennesker, og jeg tror på, at vi skal bakke hinanden op i at favne livet – i overensstemmelse med vore egne personlige sandheder.
Hver især.

Og det tror jeg kræver, at vi gir hinanden fri. Også til at handle på seksuelle impulser.
Men det er MIN personlige sandhed. Og dermed ikke alles sandhed.

Det er absolut også en besværlig sandhed at vælge. Og selvfølgelig sagde jeg heller ikke bare: “bum … nu er jeg polyamourøs!”
Og så var det det …
Nej, så naiv er jeg, trods alt, ikke.

Nu er jeg omsider igang med at erkende, at jalousien altså fulgte med, da jeg valgte at leve ikke-monogamt.
Selvom jeg i lang tid benægtede, jeg havde de følelser.

Og jeg er klar over, at jeg bliver jaloux, fordi det tricker min usikkerhed, og min følelse af ikke at være god nok.
Den ligger hos mig. Og kun hos mig.

Selvom C og jeg ikke er kærester, og vores relation derfor også har sine begrænsninger, så er jeg ikke i tvivl om, at min plads i hans hjerte er ret stor.

Men jeg erkender nu, at jeg kæmper med at rumme en polyamourøs master/luder-relation i praksis, og det har taget mig 3/4 år at sige højt:

“Hej. Jeg hedder M, og jeg er jaloux.”

Jeg overvejer meget kraftigt at leve i cølibat i en periode.
Eller rettere:
Det har jeg faktisk besluttet mig for at gøre.

Fordi det nu er tid til, at jeg får dealet med de bagvedlæggende årsager til, at jeg har denne usikkerhed og issues med mit selvværd med i bagagen.

Så den lille pige i fremtiden, ikke får lige så stor magt over mig, som hun har nu.

Og for at være helt ærlig, så forventer jeg, at den proces kommer til at gøre rigtig ondt på mig.
Jeg kan mærke, at jeg skal have gravet dér i mit sind, hvor jeg altid er flygtet fra, når nogen er kommet for tæt på.
Fordi det sted føles så enormt sårbart, skrøbeligt og allerhelvedes angstprovokerende på mig.

Og trods mine mange, mange ord, så kan jeg ikke beskrive dette sted nærmere – eller tydeligere.

Så professionel hjælp vil nok være en god idé for mig.
Og at tynde ud i kompleksiteten i mit liv, hvor jeg kan, så jeg får overskud til det mentale arbejde, vil nok være en god idé, tror jeg.

Og jeg får brug for virkelig at mærke mig selv.
Uden nogen form for indblanding. Eller støj på linjen.
Og selvom sex kan være fantastisk, så har sex også en evne til at komplicere tingene.

Så derfor tror jeg, at cølibat også vil være en god idé for mig.

C og jeg kommer til at bevare vores relation. Det ønsker vi begge, og jeg er ikke bange for at miste ham.

Men master & luder? Hmm …

Lige nu skal jeg bare være M.

Og så skal M lære at elske og acceptere M med alle M’s fejl, mangler, traumer osv. på lige fod med alle M’s gode sider.

Og så … ja, hvem ved?

Dagens match

M:
Hvordan får man en fisk til at svømme hurtigt?

C:
Tal svensk til den. Ingen fisk vil være surstrømning.

M:
Self. forkert, Langben.
Man tuner den da!

C:
Du er så ringe man skulle tro at du havde et aborrenement på plathed.

M:
Du er så gammel, at du allerede havde fået rynker, da dinosaurerne uddøde.

C:
Du lærte trilobitter at trillobitte!

M:
Du kneppede Adams mor!

C:
Du var der et kvarter før the big bang.

M:
Ja, og du kunne ikke holde op med at brokke dig over, hvor lang tid, du allerede havde ventet på mig, Gamling!

Luder: 1
Master: 0

Fed fredag

Af og til er der profiler inde på Scor, der skriver til mig og komplimenterer mig for bloggen her.
Og tusind tak.

I am always a sucker for praise!

I går var dog lidt anderledes.
Komplimenten kom nemlig fra en parprofil – og det var den kvindelige halvdel af parret, der sad bag tasterne.

Og sådan en henvendelse fra en velbegavet, interessant kvinde, betød virkelig meget for mig, opdagede jeg.

Sikkert fordi jeg selv er kvinde.
Og fordi hun lige så stille er igang med at træde ind i en subrolle – en proces jeg snildt kan genkende.

I fredags tog jeg ud til C.
Vi knaldede det meste af natten til lørdag.
Farmand knaldede sin luder-datter … to venner mødtes for at den ene kunne få lov at øve sig lidt i at binde, og det udviklede sig … C fik trang til at tisse på en tøs i en brusekabine …

Og så videreudviklede han og jeg på vores forskruede familiedrama:
Mor kom fuld ind og pillede ved sin sovende søn. Han vågnede, lod mor fortsætte sit tvivlsomme ærinde og endte endda med at overtage og få mor til at gøre ting ved sin søn, hun ikke i sin vildeste fantasi havde turde drømme om.
Og hun lod ham gøre det.

Det griber lidt om sig med denne kærlige familie, vi har fået gang i.
Og det bringer mig tilbage til Scor.

For når C og jeg holder knalde-pauser, sidder vi ofte sammen og prøver at hooke op med andre kinky mennesker med hang til incestuøse, twistede rollespil på fx Scor.

Og lige nu arbejder vi faktisk begge på at udvide vores sexfamilie.
Der er simpelthen opstået konsensus imellem C og jeg i at se, HVOR kinky en familie, vi kan få skabt. Hvor langt ud kan dette rollespil køres?

Én ting er sikkert:
Jeg får træning i dirty talk som aldrig nogensinde før.
Og for første gang nærmer jeg mig faktisk det punkt, hvor jeg bare overgiver mig til min rolle og så giver den max gas.
Og jeg kan mærke den groundende effekt, der smitter af på alle områder af mit liv.

Og mulighederne for seksuelle setups bare indenfor de rammer, der hedder ‘familie’ er jo nærmest uendelige.

Kan I se de kinky ass familiefester, vi kunne holde?
C og jeg kunne jo få familien fra Thomas Vinterbergs film, Festen, til at ligne en forsamling fra The Brady Bunch…

Den store “Scor-familie” er absolut også en broget forsamling.
De fleste derinde sammenlignes nok desværre bedst med den fulde onkel eller tante.
Men ind imellem kommer guldkorn i form af nye, velkomne og velgørende relationer dryssende.

Så nu vender jeg tilbage til starten af mit skriv her; nemlig den kvindelige halvdel af en parprofil, der skrev til mig i går.
For hun har ben i næsen og en mega-fed humor.

Jeg har efterhånden haft tonsvis af skriftlige dialoger på Scor.
Det talte sprog er noget tricky.
Selv med de mennesker, man har god kemi med IRL, kan det være svært med det skrevne ord.
Og mellem hende og jeg flød samtalen bare usædvanlig utvunget.

Sådan lød det i går:

QfraPar:
Jeg er der hvor, at da jeg mødte min mand for nogle år siden var første gang, at jeg overhovedet “tillod” en mand at sige “nej” til mig.
Han har altid været meget ærlig om sin natur, der er dominant i sit udgangspunkt. Og altid ‘passet på mig’ men også skubbet til mig og mine grænser. 

Over årene har det så, ja udviklet sig. 
Kræver både min egen accept i høj grad og hans grundighed og opmærksomhed. 

Så hvis jeg skulle starte en blog skulle den måske hedde: “En venstreorienteret feminists trakasserier med egen submissivitet”

M:
Årh, jeg er solgt på din sidste sætning.
Du kan nu absolut også noget med ord.
Og godt at have en god dom ved sin side som sub.
Sådan har jeg det også med C. Min rejse er stadig også kun begyndt. 
Sig endelig til, hvis I kommer forbi vores egn.
Både C og jeg er blevet nysgerrige på jer!

QfraPar:
Vi frekventerer den egn indimellem. Så det vil jeg huske.
Og er sikker på, at du har en skøn tid foran dig med C.

M:
Det bliver kun bedre mellem ham og mig.
Og hvor er det flot, at du har turdet insistere på at udvikle dig i et tempo, du kan følge med i og rumme. Det skal du klappe dig selv og din mand på skulderen for. Virkelig.

En mand, jeg har snakket med, som har været i BDSM-miljøet i over 30 år, fortalte mig, at han har set SÅ mange kvinder opdage den verden. Og så køre derudaf med 180 i timen uden at stoppe og mærke sig selv. Og desværre også af og til med store konsekvenser for de kvinder efterfølgende.

Jeg havde selv en snert af det.
Men C tvinger mig til at snakke ud. Ucencureret og ærligt, når han kan mærke, at noget fylder hos mig.
Så han tvinger mig til at sætte ord på og dermed blive bevidst. 
Og jeg kan mærke, hvor meget det hjælper mig til at mærke mine grænser. Og stå fast på dem.
Så bliver det nemmere at stoppe op og trække vejret.

QfraPar:
Bliver seriøst næsten rørt ved din besked. Det ER sådan, jeg har det….Giver mig en del at tænke over – og er glad for, at du har C.

Vi er ikke en del af ‘miljøet’. Og er i tvivl om, hvorvidt det rigtigt tiltaler os. Men har haft nogle oplevelser i udlandet, hvor jeg fsv. godt har kunnet se ideen bag også at udveksle oplevelser og følelser med andre. Men som jeg også synes, at du giver udtryk for, er det meget med at tage det i det rigtige tempo.

M:
Er heller ikke i miljøet. C heller ikke.
Vi leger os bare frem med det – og mærker, hvad vi tænder på.
Sex er jo en leg, så et element af “laissez-faire” (=tab af kontrol) er for mig et must.
Vi har heller ikke kontrakt … bevidst.

QfraPar:
Smiler mere og mere af tanken om jer to (på den søde og venlige facon vel at mærke)

Og så fortsatte samtalen mellem hende og mig omkring BDSM, Flinkeskolen (ikke mindst at gøre op med den) og en italesat gensidig nysgerrighed på hinanden.
C er også solgt.

Hvad der sker herfra, kan ingen jo sige. Jeg har heller ikke bestemte forventninger til, hvor relationen vil lande.
Men jeg er et sted i mit liv, hvor jeg bare kan nyde en god samtale på Scor en sen fredag nat.
Så meget, så jeg bli’r glad helt ind til benet.
Det er godt!

Jeg er den, jeg er

Nogle gange går det nemt.
Andre gange not so much.

Og til de, der ikke læste overskriften:
Ja. Dette blogindlæg kommer til at handle om det, der optager mig allermest lige nu; nemlig selvaccept.

Jeg skal nok uddybe min definition af ordet.

Jeg tror nemlig, at der findes mange definitioner.
Og hvis vi skal forstå hinanden, må vi også forstå hinandens forskelligheder eller ensrette vores definitioner, så alle taler samme sprog.

For mig ligger der nemlig ikke yderligere i begrebet end netop ordets konkrete betydning i sig selv.


Ingen selvforherligelse.


Men netop ens bevidsthed om det uperfekte i en selv – og at de uperfekte sider af en selv er en lige så stor og relevant side, som de sider, vi er stolte af, og som også er med til at forme os som mennesker.

Det er de sider, mange af os undgår at kigge på for længe ad gangen – basically fordi vi skammer os lidt over dem.

Selvaccept for mig er ikke at hvile på laurbærrene.
Vi må meget gerne tage kampen op mod de dårlige sider, og prøve at løfte os selv til et højere niveau.

Det kan tage mange år – javist. Netop her bliver selvaccept en rigtig vigtig del af vores arbejde med os selv, hvis det skal ende til vores fordel og ikke et Sisyfosarbejde.

Mit råd er:
Bliv bevidst om, hvad dit udgangspunkt er.
Dine svageste sider.
OG dine stærkeste sider.
Dem alle sammen!

Et af mine mindst flatterende træk er, at jeg nemt bliver usikker.
Til det punkt, at jeg enten går i stå eller bakker brat.
Jeg bliver lillepige-agtig … næ … værre:
Jeg bliver faktisk blondine-agtig.

Jeg hader den side af mig selv:
“Det kan jeg ikke finde uuuud af”,
“Jeg ved ikke, hvordan man gør” …
Det er så ynkeligt!

Det værste er, når jeg bruger denne:
“Jeg gider slet ikke lære det – kan du ikke bare gøre det for mig?”

Men det er gået op for mig, at jeg ER sådan skruet sammen.
For now anyway.

For netop nu, hvor jeg er ved at erkende, at det er det er en af mine forskruede forsvarsmekanismer, så kan jeg også vælge at deale med den, hvis jeg virkelig gerne vil.
Og det kan jeg gøre, lige når det passer mig.
Jeg har faktisk selv magten og ansvaret over mine hvilke af mine personlige træk, jeg vil dyrke – eller gøre op med.

Jeg er blevet punket fra mange kanter af – og på lige så mange områder i livet (inkl. af mig selv) her i 2019 og i de tre forgående år
Jeg er blevet udfordret på alt fra arbejde, børn, valg, fravalg, seksualitet, selvopfattelse … and I could go on.

Og jeg er her endnu.
Stærkere end nogensinde.

I takt med, at jeg har erkendt mine mest skrøbelige sider, er min styrke også vokset.

Mon ikke, det er selvaccept for mig? Det tror jeg!

Så i dag vil jeg lade Thomas Helmig få det sidste ord:

“Nogle døre må man lukke for at verden kan blive større.
Jeg slutter fred med det hele.
Alle sammen, hver og en.
Mens jeg venter
på at komme hjem igen.”

At komme eller ikke at komme

Jeg har altid haft et issue med orgasmer.
Altså mine egne … andres har jeg absolut ingen problemer med.

Jeg har vel været en 14-15 år, første gang jeg oplevede én.
Jeg var sammen med min ungdomskæreste på det tidspunkt, og han fandt et massageapparat hjemme hos mig.

Ikke et stykke sexlegetøj, men I ved, de var meget populære for 15-20 år siden.
Og var efter sigende designet til at afhjælpe muskelømhed med deres vibrationer.
Jeg forestiller mig nu, at der er adskillige andre kvinder derude, der, som jeg med min kærestes hjælp, opdagede alternative brugsformer for disse massageapparater…

Jeg kan helt ærligt ikke huske, om min daværende kæreste var tilstede eller ej, da det lykkedes mig at komme den allerførste gang.
Den var heller ikke specielt kraftig.
Det tror jeg nu mere handler om den kropsforståelse, jeg havde dengang, end om selve orgasmens styrke.

Hvad jeg dog tydeligt husker, er at det næsten er umuligt for mig at komme foran en fyr.
Jeg skal bruge oceaner af mere tid for at komme, ift. hvis jeg er alene.

Den mekanisme kæmper jeg stadig med, her mere end 20 år senere.
Og det på trods af, at jeg har arbejdet bevidst med den i næsten lige så mange år.

Jeg er også nået langt.
Jeg læste et sted, at en forbløffende stor andel af kvinder, synes at deres fisse er decideret grim og endda ulækker.

Dét synes jeg er en meget, meget stor skam!

For jeg vil vove at påstå, at alle (heteroseksuelle) mænd vil tænde på at se en kvinde, de er interesserede i, vise sin fisse frem for ham.
Og især, hvis hun gør det ublufærdigt og uden skam.

Men jeg forstår så sandelig også godt de kvinder, der har det svært med deres fisser.

Indtil jeg blev 21-22 år, havde jeg det på præcis samme måde med min.
Og det gjorde, at sex var noget, der skulle overståes.
For jeg anede simpelthen ikke, hvad jeg skulle stille op med den fisse der …

I starten af 20’erne indgik jeg så i mange år en slags våbenhvile med hende.

Det gjorde min sexoplevelse og frigjorthed klart større.
Dog var der stadig temmelig lang vej, før den perverterede, pik-glade slut, jeg er blevet, for alvor trådte frem på scenen.

Med V skete der igen et skifte for mig.
Jeg har nævnt, at han gav mig mit indre kompas som gave.
En anden gave han gav mig – og som i virkeligheden var den største – var, at han lærte mig at se min fisse som smuk, indbydende og sexet.

Og den vending har gjort mere for, hvordan jeg i dag hviler i min krop og i min kvindelighed på en måde, som ingen andre erfaringer, kunne have gjort for mig.

Jeg har stadig et issue med orgasmer.

C træner med mig.
Jeg onanerer ved siden af ham.
Ikke med fingrene.
Hvis jeg skal komme, bruger jeg altid legetøj.
Til gengæld har jeg en lille håndfuld apparater, som alle kan ‘do the trick’  for mig.

Jeg er nået så langt nu, at jeg kan komme næsten lige så hurtigt sammen med ham som solo.

Det er det med trygheden.
At han holder mig op på et vist bundniveau.
Stiller krav til mig, fordi han oprigtigt tror på, at jeg kan honorere  dem.
Så jeg føler mig taget vare på – men uden at få lov at flygte fra mit eget ansvar.

Jeg tror minsandten, jeg her  fandt ordene til at beskrive min og C’s dynamik. Hvorfor han kan få mig til at underkaste mig ham så nemt.

Den balance mellem at blive beundret, holdt oppe, passet på – men samtidig stillet til ansvar…

Den balance kan jeg i hvert fald rigtig godt li!

Igen

Jeg ved simpelthen ikke, hvad det er, han gør ved mig. Hvordan han tilsyneladende uden anstrengelse får mig til at underkaste mig ham.
Jeg kan ikke finde de rigtige ord, fordi C’s og min dynamik er – som den hele tiden har været – evigt skiftende.

Men jeg holder efterhånden meget af manden. Og er taknemmelig for den udvikling, han skubber til i mig.

Vi er stadig igang med at lære hinanden at kende. Og der er virkelig mange lag i os begge at dykke ned i, misforstå – men forhåbentlig også få en fornemmelse og accept af med tiden.

C er nu officielt min master.
Igen.

Men det var ikke helt uden sværdslag, at vi endte der.
Igen.

Jeg spurgte ham for en uges tid siden.
Han kiggede med det samme triumferende på mig, og sagde, at det snart også var på tide, jeg spurgte ham. Han sagde også, at han ikke kunne svare på spørgsmålet med det samme … Nu kunne jeg få lov at stege i mit eget fedt…

Han fortsatte med at snakke. Jeg hørte dog ikke flere af ordene, der kom ud af munden på ham.
Ikke mange sekunder senere fandt jeg selv kigge indtrængende på C og hviske: “Pas på.”

C tav.

Jeg kan ikke helt beskrive følelsen, jeg havde lige der.
Det føltes lidt som, når man får rejst sig for hurtigt og mærker blodet forlade hovedet brat.
Bare en emotionel version af følelsen.

Og den ramte som en hammer og lammede hele mit system.
Jeg fortrød med det samme, at jeg havde spurgt ham om at blive min master igen.

Når C ikke er plaget af hæmorider er han meget opmærksom, så han pausede sin egen dagsorden, og forsøgte at spørge ind til, hvad der havde ramt mig.

Jeg var slet ikke i stand til at sætte ord på.
Det kunne jeg først dagen efter.

Men mit pleaser-gen har stadig stor magt over mig, og fordi C efterlyste en forklaring på min reaktion, fik jeg i situationen sagt, at jeg er bange for, at jeg vil ham mere, end han vil mig.

Jeg sagde det for at aflede – men slet ikke for at lyve. Jeg sagde også sådan, fordi det lige præcis var sådan, jeg følte på det tidspunkt.
Og det lød som en plausibel forklaring – én jeg endda selv troede halvt på, selvom jeg godt kunne mærke, at det ikke var hele sandheden.

Den fulde erkendelse kom dagen efter og var, at jeg havde følt mig uretfærdigt behandlet af C.
Urimeligt, uretfærdigt.

Min hjerne havde fuldstændig forklejnet, at dengang C og jeg havde snakken, hvor jeg troede, han skulle fyres, havde C sagt, at der ville være en konsekvens forbundet med at vente med at spørge ham om at blive min master igen.
Og at konsekvensen ville vokse proportionalt, jo flere dage jeg ventede.

Men i blogindlægget, da jeg bekrev den aften, fejede jeg fuldstændig hen over det faktum.
Og min forståelse af situationen blev 100% i min hjerne, som jeg havde formuleret det i indlægget.

Så uretfærdigheden ramte mig dobbelt, da jeg mærkede hans reaktion på omsider at blive spurgt.

Min erkendelse var nemlig også, at jeg ganske enkelt fandt konsekvensen urimelig.
BÅDE at skulle spørge ham – OG bagefter straffes over timingen.

I min optik var vores regnskab netop gjort op, når han havde svaret ‘ja’ til mit spørgsmål.
Balancen dermed genoprettet.

Nu var der rod i den igen.

Men forleden kom C forbi. Efter en uge hvor han havde været mentalt fraværende.
C er igang med at ændre på store områder i hans liv, nu hvor dødsfaldene og ditto hæmorider er aftaget igen.
Og det betyder altid, noget der minder om “radio silence” fra hans side.
Ikke af ond vilje, eller fordi han ikke tænker på mig.
Han fokuserer bare på sit eget i disse situationer.

Jeg kender godt mekanismen fra mig selv, selvom den er knap så udtalt hos mig.
Derfor bliver jeg heller ikke såret over tavsheden.
Nuvel; jeg kan selvfølgelig godt savne ham – og irritere mig over, at han ikke kommunikerer.

Men jeg har aldrig været i tvivl om, at han vender tilbage, når hans overskud gør det muligt for ham.
Og egentlig er jeg heller ikke i tvivl om, at hans interesse i mig er lige så dybfølt og oprigtig som min interesse i ham.

Når jeg føler det modsatte, handler det mere om min egen usikkerhed end om alt muligt andet.

Men C og jeg fik snakket ud om det, da han var her forleden, og i løbet af den aften, gik det op for mig, at jeg nu heller ikke længere tvivler på, at C “has my best interests at heart”.

Jeg vidste i forvejen godt, hans intentioner var gode nok.
Jeg var, however, ikke overbevist om, at han ville være i stand at være opmærksom nok på mig til i praksis at kunne efterleve det.

Som sagt blev jeg overbevist forleden.
Og jeg spurgte. Og han sagde ja. Uden tøven – og uden konsekvens.

I mange år havde jeg enormt svært ved at stille krav til andre i relation til mig – og at stå fast på dem.
Det er noget af det i mig, jeg har arbejdet meget bevidst på at blive bedre til.

Nu har gjort det flere gange overfor C.
And guess what:
Jeg døde ikke. Der var ikke nogen, der hadede mig for det – eller tænkte mindre om mig af den grund.
Alle de bekymringer var blot i mit eget hoved.

Tværtimod har jeg jo tydeligt mærket – og ikke kun ift. C – hvor godt det gør for mit eget selvværd at stå fast på mine grænser.

Og C er her endnu.
Og vores sex bliver bare mere fræk, mere perverteret og mere lækker efterhånden.
Alene i løbet af vores nat forleden kunne kurvens stigning mærkes tydeligt.

C kalder jeg nu farmand, når vi leger.
Han kalder mig sin dygtige, lille pige. Og et par gange: Sin luder-datter.

Farmand ønsker at lære sin lille pige, hvordan hun bliver god til at gør drenge glade.
Og hun nyder modvilligt lektionerne.

Det er sex, der er så perverteret og kinky og tabu-belagt, at ingen bare for få måneder siden ville kunne have overbevist mig om, at jeg ville ende med at gøre og sige de ting, jeg gjorde med C en sen nattetime her i april.
Age play var én af mine ‘hard no’s’ – og specielt, hvis der også indgik incest i en eller anden form… altså indtil jeg mødte C.
Men vi har, uventet, fundet et fælles kink: Vi drages af det forbudte og det tabu-belagte.

Hvis ikke intimiteten mellem os var vokset i takt med perversiteterne, så ville jeg måske have haft det svært med vores leg og ikke mindst min rolle i den.

Men jeg må erkende, at den rolle kom til mig helt af sig – og at den føles meget tillokkende at udforske.
Og mere end bare tillokkende:
Den føles frigørende.

Flinkeskole:
Jeg er farmands lille luder.
Fuck dig!

Det tredje scenarie

C kom på besøg forrige søndag. Omsider i klar bedring – efter 7 operationer, og en måned med indlæggelser.

En hel måned, hvor jeg havde gået og forberedt mig på at dumpe ham. Vendt alle ord og sætninger i mit hoved. Været igennem hele følelsesregistret; vrede, sorg, afmagt … og fordi denne ‘face-to-face’ med ham var umulig i en måned, var det også noget vanskeligere at give slip på C.

Så C bemærkede med det samme, at der var noget off ved mig, da han ankom, og jeg fik ham sat ned i min stue, tog en dyb indånding, og gik så ellers igang med at fortælle C det hele. Om hvorfor han ikke kan være min master mere.

Der skete det, mens jeg snakkede, at jeg faktisk blev vred.
Den følelse troede jeg ærligt, jeg havde fået bearbejdet, mens C var indlagt.
Men mens jeg sad i min sofa, og var vred, lyttede C blot til mig. Uden at afbryde.
Han rummede min vrede, og bedst af alt:
Han var virkelig oprigtig ked af at have såret mig. Og han sagde undskyld så mange gange, at jeg til sidst bad ham lade være med at sige det mere.

Som jeg skrev i bloggen om at dumpe C, så ville tiden vise, om han ville blive en fyr fra min fortid, eller én jeg knaldede ind imellem.
Det var med den indstilling, jeg åbnede døren for C forrige søndag.

… der var faktisk et tredje scenarie, som jeg kun havde forestillet mig i mit eget hoved. Men jeg troede ikke, C ville være interesset i det – så derfor havde jeg heller ikke formuleret det højt.

Men da jeg var færdig med at sige, hvad jeg ville sige til C – og havde nævnt scenarie 1 og 2, som de to eneste muligheder for hans og mit fremtidige forhold, kiggede han på mig og sagde, at han ikke havde lyst til at slippe kontakten med mig – men at han heller ikke var interesseret i at have en relation, hvor det kun handlede om sex.

Den tyggede jeg lidt på, og sagde så, at jeg også havde tænkt på et 3. scenarie, som var, at C kunne få lov til at kurtisere mig.
Og se, om han kunne blive min master igen.

C valgte option no. 3.
Fuldstændig uventet.
Jeg har sjældent haft svært ved at tilgive – men jeg har godt nok ikke prøvet at blive afvæbnet så hurtigt og effektivt før.

Jeg fik sagt højt, hvad jeg forventede af hans og min relation. Han sagde, at han stadig gerne ville have mig.
Det var stort for mig.

Vi brugte en del af aftenen på at snakke om, hvordan vi hver især er skruet sammen indvendigt .
Vi havde begge begået den fejl, at antage, vi kendte den anden bedre, end vi gør.

Situationen med de to tøser i min lejlighed har lært mig, hvor vigtigt det er, at jeg siger højt, hvad jeg føler – særligt, hvis jeg bliver ked af det eller usikker, og at jeg ikke skal antage eller gætte, når der er noget, jeg ikke ved.
For så opstår misforståelserne eller konflikterne.
C har lært at åbne sig mere op overfor mig nu.

Vi er kommet en del tættere på hinanden siden.
Om dagen, den søndag C og jeg fik snakket, havde han, efter en indskydelse, taget én af de mere omfattende online personlighedstests.
Nogle af jer kender den måske. For det er den, Jung i sin tid lagde grunden til. MBTI-testen, hedder den.
Selvom vi mennesker selvfølgelig er mere mangfoldige end som så, inddeler den basically os op i 16 forskellige personlighedstyper.

C ramte én af de sjældne, obviously.
En type, der forklarer lidt om hvorfor, han er ‘poly as fuck’, at han er en nørd, og at han skal balancere meget modsatrettede træk i sin personlighed.

C fik mig til at tage én, da han var her. Det var en sjov lille øvelse.
Og jeg er også en sjælden type.
Ved mig forklarede den lidt om, hvorfor jeg føøøøøler hele tiden.
For jeg er ‘all heart’.
Derudover skal jeg balancere meget modsatrettede træk i min personlighed, og så er jeg en nørd.

Så nu forstår vi hinanden meget bedre. C og jeg.

Og jeg er boblende glad for, at han valgte at kæmpe for os – og at jeg gav ham chancen.

Men han er nu en snu rad…
For han kom med en betragtning, da jeg ævlede løs om noget meget klogt om dynamikken i D/s-relationen – fra mit eget perspektiv.

Han spurgte, om jeg var enig i, at præmissen for hans og mit forhold er, at han er dominant, og jeg er submissiv.
Selvfølgelig er jeg enig.

“Hvordan forestiller du dig, at jeg som dom skal kurtisere dig som sub?”, spurgte han så.

“Det er vel ved at dominere mig til det på en eller anden måde”, svarede jeg – og slog endda ud med armene, hvis jeg husker rigtigt.

“Så må det rigtige så også være, at sige, at det er dig, der skal bede mig om at blive din master igen… du skal tigge om at få mig tilbage …”
Og han fortsatte:
“Det gør ikke noget, om der går noget tid.
På et eller andet tidspunkt må du sluge ydmygelsen … det er helt op til dig.”

For helvede!
Manden har jo ret.
Han udpenslede blot i konkreter 100% præmissen for vores forhold.

Men han har da besøgt mig to gange siden da, selvom jeg ikke har spurgt eller tigget ham endnu.
Så noget må jo trække ham i min retning – selvom han ikke er min master … endnu … igen …

I mellemtiden nyder jeg opmærksomheden og nærværet imellem os.
Og jeg nyder at master/luder-spillet dermed også kan fortsætte og udvikle sig.

Forleden, da han sidst var på besøg, lagde han sig på min seng.
Jeg satte mig ved siden af ham.
C var nøgen og lå med sin pik i hånden, og han har en virkelig flot pik, så han kunne ikke undgå at bemærke, at jeg bare stirrede på ham med julelys i øjnene.
Han sagde i hvert fald:
“Nu kan du få lov til at gøre mig helt hård med din hånd”.
Så det gjorde jeg. Men da han lidt efter bad mig lade munden overtage håndens arbejde, skete der det, der nogle gange sker for en bratty tøs:
Jeg rystede på hovedet, og nægtede.
C gentog.
Jeg gjorde det samme.

C gentog atter engang.
Jeg kiggede på ham, tavs i ca. halvandet sekund, og sagde så:
“Make me!”

Herefter var det C’s tur til at kigge på mig i tavshed.
I hans øjne så jeg en blanding af forbløffelse, beundring, og så dette uudgrundelige dom-blik, som C får, når jeg har optjent en straf.
“Okay” sagde han, ildevarslende roligt, efter lidt tid, “okay”.

Jeg kan godt afsløre, at det mentale spil mellem os, var ret intenst lige der.
Han satte sig op i sengen.
Fik hurtigt et godt greb omkring mit hår, og tvang mit hoved ned over hans pik.
Og C endte med at få, hvad han ville have.

Jeg er godt klar over, at denne seksualitet og dette samspil, ikke er for alle.
Jeg tror heller ikke, jeg selv er i mål mht. en fuld afklaring af min egen seksualitet – hvis den altså overhovedet er en stationær størrelse …

Men C har lært mig enormt meget om, hvordan min seksualitet i hvert fald fungerer lige nu.

Sammen med ham, tænder jeg enormt på scenarier, hvor tvang eller overtalelse indgår som en del af setup’et.

At blive voldtaget.
Uden aggression – og af en mand, jeg har fuld tillid til.
Dét forekommer mig, som et af de frækkeste scenarier i verden.

Samtidig er jeg så indvendig skruet sammen af følelser, følelser og atter følelser.

Derfor kan jeg ikke lade mig dominere af Gud og hver mand.

Og nu har jeg også fået cementeret, at jeg gerne vil have, at C er ham – der får den rolle for mig lige nu.

Jeg overvejer faktisk helt at lukke min Scor-profil – selvom Scor har bragt mig mange sjove oplevelser og værdifulde relationer.
Jeg går konstant med mange følelser udenpå tøjet, og skal nok derfor være ekstra opmærksom på at passe på min sjæl.
Og det gør fx Scor-spillet lidt tricky for én som mig – fordi så mange derinde blot søger uforpligtende sex.

Hvad gør I?
Kan I adskille sex og følelser?
Hvordan får I tilfredsstillet jeres behov for det fysiske nærvær, i de perioder I har været single?

Status fra en stille tøs

Ex-Herre 1 (V):
Stadig ex-Herre 1 & god ven.

Ex-Herre 2 (ham fra Scor):
Stadig ex-Herre 2.

Tidligere-Bonus-Herre-nu-ophøjet-til-Herre:
Ex-Herre – men opjusteret til ven.

Morgenbolleven:
Ex-morgenbolleven.

Frue:
Ex-frue …jeg leger slet ikke med par længere.

Master:
Stadig uvidende ex-master …

Opgaven lige for nu er at lære bare at være mig.
Uden bolledyrs-, mor-, musiker- og tøskasketter.

Bare mig. Åbent og ærligt.
Og helst nogenlunde balanceret.

Rent privat har jeg taget et kæmpeskridt og har sagt mit arbejde op.
Stillingen har jeg været ansat i i 9 år. Altså det sted.
Funktionen har jeg varetaget i 31 år. Siden 1988.
Så det kan egentlig ikke undre, at tiden er kommet til at prøve noget nyt.

Jeg tænker det selv som en omskoling – og jeg har mest af alt været lettet, siden jeg traf beslutningen.

Et kapitel er slut, og det fremprovokerer selvfølgelig en vis portion angst.
Men det betyder også, at der er givet plads til, at noget nyt kan ske.
Og jeg glæder mig virkelig til at finde ud af, hvad det næste kapitel byder på.

M/

Dødshæmoriden

C har været indlagt on/off på hospitalet i mere end en uge nu.

Så han og jeg har stadig ikke fået snakket.
Den kræver altså, at vi sidder overfor hinanden.

M: C?

C: På hospitalet igen. Tredie Operation. Det vil bare ikke opføre sig ordentligt.

M: Hold da op!
Du skal da ikke have så ondt i røven, søde …
Sorry – den var bare lidt for oplagt.
Jamen, så endnu engang god bedring med dig.

Dagen efter:

M: Hvordan går det, søde C?

C: Skidt.. Jeg er stået op til feber .. igen .. skal sandsynligvis indlægges igen ..

M: Jeg ved godt, at jeg har virket noget ligeglad – men det gør mig oprigtigt ondt, at det trækker sådan ud for dig.
Jeg håber virkelig de får styr på det denne omgang!

Er der bedring hos dig, C?
Tænker på dig.

C: MRI-scanning på mandag, ny operation bagefter. Har ret meget feber og ondt, skriver mandag hvis ikke jeg er død.

M: Du forstår da at nasse på sygehusvæsenet 😉
Krydser alt hvad jeg kan for at det går godt på mandag!
Hæng i, gamle mand 🙂

C: Skal da ha min morfin.

M: Fucking junkie …

C: LOL. Fucking hader det.
Hård mave, kvalme og ingen mulighed for at pisse.
Det er klamt, men det tager smerterne.

M: Ja, det er noget krads stads!
Du må prøve at nyde rusen så meget desto mere.

Tag så røven på den hæmoride i dag! Hører du!
Sender dig kærlige tanker.

C: Vi holder røvhullerne krydset

M: At lukke dem ville i hvert fald være utænkeligt i dit tilfælde …
😂😂😂

C: Når jeg er rask så splitter jeg dit anus ad.

Så kan du se om du synes det er sjovt.

M: Jaja … prøv bare, gamle mand!

C: Har fået scannet mit anus,
det ligner vesuvius,
det er forholdsvis dubiøst,
om det kan blive mere seriøst.
Min ringmuskulatur er gået løs,
jeg hulker som en lille tøs.
Min røv ligner den fulde måne,
med kratere som du kan håne.

M: Og jeg sidder med en lille pind
– og kan ubekymret slippe en vind.
Har oprigtigt ondt af dig, gamle mand.
Håber, der igen kommer en dag, hvor du skide kan!

Næste dag:

M: Er du i live, C?

C: Nej

M: Hvem er det så, der skriver fra din telefon? 🤔

C: SMS’er fra helvede.
Det er fint her, der er øl.

M: Øl, fisse & hornmusik?
Nyd varmen, gamle mand!

C: Blev scannet i dag, min tarm er fucked.
Skal opereres igen i morgen.

Betændelsen har lavet kanaler ud i kødet.

Der løber bogstaveligt talt pus ud af mit røvhul.

M: Du er simpelthen sådan en fucking drama queen …

C: Knep dig selv, tøjte. Du er bare sur over at jeg vidste at du havde trusser på.

Dagen efter sendte jeg ham et billede af min bare røv og spurgte:
Kan du huske, dengang røvhuller kunne se SÅ fine ud? 🤔🤷‍♀️

C – Over And Out

C er ikke min master mere.
Han det endnu ikke engang endnu.

Fra denne blogs synspunkt kommer dette helt ud af det blå.
Når I har hørt min historie, tror jeg dog, I også forstår min beslutning.

For en måneds tid siden ville C have taget en veninde med på besøg ved mig.
Han havde knaldet hende et par gange, men han gav udtryk for, at hende og jeg ville kunne få stor glæde af hinanden på det rent personlige plan.
Og derfor var planen, at vi tre skulle drikke kaffe hos mig.

Jeg tænkte lidt over det, men endte med at sige nej, da jeg var bange for at kunne føle mig fastlåst i en situation, hvor jeg ikke ville have mulighed for at flygte.

Og det respekterede C og aflyste med veninden igen.

Men en uge efter var han og jeg så i byen og få en øl.
Vi mødte to unge piger, som vi inviterede med hjem til mig.
C’s bagtanke var at gøre de to tøser til vores legetøj – og den plan var jeg indforstået med.

Da det kom til stykket, kunne de to tøser dog ikke rumme, at jeg var en del af det seksuelle scenarie.

Og lige dér valgte C tøsen, altså mig, fra – og valgte sig selv og de to andre tøser.

Og jeg stod i mit eget hjem. Fastlåst i en situation, jeg ikke kunne flygte fra.

Under påskud af at skulle skrive nogle noter, gik jeg ud i mit køkken … og tænkte endda også, at jeg var ok med det, der foregik.

Hånden på hjertet; jeg mærkede først efter nogle dage, at jeg var blevet behandlet voldsomt respektløst.

Og hvor ked af det, jeg var blevet.

En lille uge efter var jeg på besøg hos V.
Jeg har skrevet om ham før.
Min første Dom … ham med blikket.
Han har nu ikke været min Dom i lang tid.
Men han har hele tiden være et dejlig mand – og nu er han blevet en rigtig god ven.

Jeg tog ned til ham, fordi jeg havde brug for at komme lidt væk og få noget frisk luft.
Og V havde tid tilovers til at underholde en tøs.

Den anden aften hos V kom C på besøg.
Men han var i et underligt humør. Og virkede faktisk slet ikke til at have lyst til at deltage i selskabet.

C og V havde mødt hinanden før den aften. Og begge kunne rigtig godt lide den anden.
Så det føltes besynderligt på både V og mig, at C virkede mere interesseret i at være på Scor på sin mobil – end i at snakke med os.

C sagde “tak for sidst” til mig lige i starten af aftenen – og med det refererede han til natten med de to andre tøser.
Og så fortsatte han med at prale med, at han var taget hjem til én af dem, da han kørte dem hjem, for at knalde.

Lige der opdagede jeg, at han endnu engang havde fravalgt mig.
For jeg havde nemlig haft et ærinde, og havde derfor været væk fra min lejlighed en times tid, da de var på besøg hos mig.

Da jeg kom tilbage, var de to tøser og C på vej ud af døren.
Og da jeg spurgte C, om jeg måtte køre med, så han og jeg kunne sludre på turen ud og hjem, svarede han: “Desværre!”, da han var nødt til at køre direkte hjem.

Og det gik op først op for mig dér.
Nede hos V.
At C havde løjet for mig – og igen valgt mig fra.

V så, jeg blev ked af det.
C opdagede ingenting.

Men C har altså lidt et forklaringsproblem, når han har tid til at knalde en tilfældig tøs og ikke sin egen luder.

Og det er ikke engang det polygame aspekt, der går mig på.
At han knalder andre.
Jeg er heller ikke selv monogam.

Og jeg er heller ikke jaloux.

C er bi. Og poly as fuck.
Det vidste jeg fra starten.
Og jeg har forestillet mig ham i alle mulige og umulige scenarier med diverse tøser og mænd.

Det rører mig ikke en hujende klap.

Men sårer mig dybt, dybt inde i mit hjerte, når jeg bliver valgt fra.
I en situation, hvor jeg er fysisk tilstede.

Jeg har tænkt nogle tanker omkring balancen i D/s-relationen:

Mange siger, at den dominante skal tage sin sub til grænsen og over.
Jeg vil gerne vende den om:

Den submissive skal ALTID selv tage sig SELV over grænsen.
Den dominantes opgave er derfor, at stille rammerne til rådighed, så hun tør.
Og det kræver bl.a. at han – i hvert fald på nogle områder – sætter hende på en piedestal.
Forguder hende – som sin tøs.

Og så får sub’en – måske – modet til at tage springet.

Og derfor kan C ikke være min master.
Han fylder for meget i sit eget liv.

Misforstå mig ikke.
Jeg kan stadig rigtig godt li’ manden.
Og hvis man vil have en fed tur i byen, ville C være awesome at tage med.

Han er sjov, varm, velbegavet og sexy as hell.

Jeg forventer heller ikke, at han vil være særlig flov, når jeg pensler denne tirade ud for ham.
Han er som han er. Og det har han det fint med.

Tilbage er der nu for mig at finde ud af, hvad jeg skal stille op med ham?

Master er udelukket.
Ven er også.

Tiden vil vise, om han vil blive en fyr fra min fortid, eller én jeg knalder ind imellem.